Berlingske den 4. august 2017
Bertel Haarder havde fat i noget vigtigt, da han i et interview i Jyllands-Posten i juli slog fast, at man i grunden bare kunne nøjes med ét ministerium, nemlig Finansministeriet. Det var alligevel det, der bestemte, og de forskellige fagministres opgave bestod i dag mest i at være en slags handskedukker for Finansministeriets embedsmænd.
»Nu bestemmer de ikke kun, hvor meget der skal spares - de bestemmer også hvordan,« som Haarder bemærkede.
I de seneste år er det nok tydeligst kommet til udtryk i forbindelse med det såkaldte omfordelingsbidrag også kaldet »grønthøstermetoden«. Her forlanger man årligt to procent besparelser af alle statslige institutioner i forventning om, at effektiviseringer og ny teknologi alligevel vil sikre borgerne den samme service og kvalitet.
Tankegangen er hentet fra produktionssektoren, hvor man altid har formået at effektivisere. Henry Ford skar for eksempel produktionstiden på en af sin Model T-biler ned fra 12 timer til godt halvanden time, og i dag ruller der hvert minut en ny bil af båndet på Kias slovakiske fabrik i Zilina.
Samme enorme effektiviseringsgevinster har fundet sted inden for alle andre produktionsområder og dermed bidraget til verdens rigdom. Med fremskridtet følger en kolossal miljøbelastning og den nærliggende risiko for, at markedet helt overtager styringen frem for at være det redskab til velstandsstigning og frisættelse af mennesket fra naturens trælbinding, som det er skabt til. Markedstænkning har altså også bagsider, og så skal man i det hele taget lade være med at overføre én form for tænkning til at gælde på alle områder, ligesom der heller ikke altid skal ordineres penicillin til en hvilken som helst sygdom.
Det er økonomer klar over. Tilbage i 60erne fastslog William J. Baumol og William G. Bowen således, at inden for nogle sektorer er effektiviseringsgevinster langt vanskeligere at opnå end inden for andre. Ikke på grund af modvilje mod effektiviseringer, men på grund af en grundlæggende kategoriforskel på områderne.
At spille et stykke af Mozart i 2017 tager præcis lige så lang tid, som da det blev spillet i 1800-tallet, ligesom analoge kunstarter som scenekunst i kun beskedent omfang har haft hjælp af digitaliseringen.
Det samme gør sig gældende inden for serviceområdet. Ældrepleje og menneskelig omsorg har en karakter, der gør det vanskeligt at øge »produktiviteten«, selv om blandt andet robotstøvsugeren er opfundet.
Baumol og Bowen siger, at ydelser med en langsommere produktivitetsudvikling end gennemsnittet fører til en fordyrelse af disse ydelser, idet man må forvente en nogenlunde ensartet lønudvikling i samfundets forskellige sektorer.
Når den finansministerielle logik derfor udbredes til sektorer, hvor selv fagkundskaben fastslår, at den ikke fungerer, så opnår man altså ikke effektiviseringer, men derimod rene reduktioner og i visse tilfælde skridt mod en egentlig afvikling. Og en afvikling af den kunst, der stilles til rådighed for landets borgere eller af den hjælp, man modtager i plejesektoren, er ikke bare en administrativ detalje. Det er en meget alvorlig kvalitativ beslutning, der fordrer en politisk stillingtagen.
Om sin reaktion på Finansministeriets ansigtsløse beslutninger, der tvang Bertel Haarder til udifferentieret at skære to procent på alle ministeriets områder, siger han i det nævnte interview: »Jeg ærgrer mig faktisk over, at jeg rettede mig efter det«. Det forstår man godt, når man nu som Haarder er tilhænger af både politik og demokrati og kan skelne mellem en produktionsvirksomhed og skabelsen af kunst.