FOR nylig kunne man i The Guardian læse, at den britiske tv-anmelder Mark Lawson erklærede nordic noir for død og i den forbindelse fastslog, at »den elskede genre er gået hen og blevet ligegyldig«. Den melding kom efter flere års hujende begejstring for islandske sweatre, mærkeligt sprog og serier som Forbrydelsen og Broen, der formåede at gøre det depressive mørke til noget eksotisk. Her var omsider den fornyelse, som eksempelvis BBC trods opulente budgetter var gået glip af, og der kunne i DR dårligt pippes om et nyt manuskript, før projektet var solgt verden over.
Samme begejstrede stemning har omgivet de nordiske krimiforfattere. Her lykkedes det pludselig at gøre Bergen, Ystad og Oslo til virkelig hot shit, hvor seriemordere slog sig løs, mens læsere under helt andre himmelstrøg kunne få en fornemmelse af, hvad den skandinaviske »hygge« egentlig gik ud på.
Men også her er der skidt nyt. De danske forlag er for nylig vendt hjem fra den årlige bogmesse i London med det samme budskab: Interessen for nordic noir er dalende.
Da de skandinaviske krimifortællere slog igennem, var det med god grund. Her var pludselig upyntede fortællinger om virkelig ondskab, sat i nogle miljøer, der med alle deres nordiske særheder virkede ikke bare anderledes, men oprigtige.
Der var ikke så meget våbenlir og anden show off, men nøgterne, delvist socialrealistiske fortællinger om hjertets mørke og om de få, desillusionerede helte, der med store personlige omkostninger forsøgte at vinde håbet tilbage.
Og hvis dét var for ambitiøst, så i det mindste en eller anden midlertidig sejr for retfærdigheden, inden ondskaben igen kom buldrende.
Jo Nesbø, Gunnar Staalesen, Håkon Nesser, Henning Mankell og Arne Dahl kan siges at være eksponenter for dette dystre nybrud, men dem, der virkelig har kunnet høste frugterne, er måske nærmere folk som Camilla Läckberg, Jussi Adler-Olsen, Lars Kepler og Stieg Larsson, der næppe kan siges at repræsentere nybrud, men til gengæld har vist sig at være overordentligt effektive genreskribenter med sikker sans for tidsånd og markedsføring.
Sideløbende er kommet en sand lavine af bøger samlet under den omdiskuterede og let nedladende betegnelse »femikrimier«. Sara Blædel, Elsebeth Egholm, Gretelise Holm, Anne Holt og Liza Marklund er blot nogle af sidegenrens succesrige eksponenter.
Her finder vi kvindelige hovedpersoner.
Ofte to. Én hos politiet og én uden for (typisk en journalist), og med afsæt i et skærpet fokus på livsstil og relationer gives der gas, når det drejer sig om at skildre menneskelig nederdrægtighed.
Ingen fine, feminine følelser her, men masser af den uhygge, der får siderne til at vende sig af sig selv hos læsere i tusindvis.
OM det er kunst, er et svært spørgsmål at besvare. Når det gælder nordic noir, er der i udgangspunktet tale om velskrevne skildringer af livet, som ikke tidligere har været fremstillet på lige den måde, og dermed er der også mulighed for at nå nogle erkendelser, som ellers ikke forelå. Og det kan man vel nok bruge som en begyndende indkredsning af begrebet kunst, nemlig potentialet til at levere erkendelse.
Men at der nu skulle komme en vis træthed i forhold til den nordiske bølge, er måske ikke så mærkeligt. Ligesom det amerikanske superhelte-univers i 1980erne degenererede i en uendelighed af selvspejlinger og mystiske knopskud, som man skulle have den udvidede Marvel-eksamen for at forstå, er der gået en betydelig gentagelsestvang i den nordiske krimi. Hovedpersonerne er ofte skåret over den samme desillusionerede læst, hvor brudte ægteskaber og et umådeholdent alkoholindtag er lige så selvfølgelige markører, som det evindelige regnvejr og de opdaterede kønsroller er faste dekorationer i kulissen.
Et ildevarslende eksempel på den absolutte indavl var norske Geir Tangens nyligt udgivne Maestro. Den foregik i idylliske Haugesund, men virkeligheden var forsvundet. I stedet spandt fortællingen alene sine intriger mellem og omkring andre skandinaviske spændingsforfattere.
Altså en bog om bøger, og i den forstand lige så kedsommelig som meget af den finlitteratur, der i 1980erne heller ikke så sig i stand til at forholde sig til andet end den virkelighed, der lige cirklede omkring forfatterens navle.
Det manglende udsyn og den begyndende gentagelsestvang behøver ikke at betyde, at genren nordic noir er ganske under afvikling.
Ligesom der altid synes at være læsere til hyggelige puslekrimier om mordet på havnefogeden og den atmosfæremættede opklaring heraf, vil der formentlig også i årene frem være rig efterspørgsel på skandinavisk brutalitet iblandet den særligt tørre humor mellem os nordboer, der synes at gå så fint i spænd med blodsudgydelserne.
Nybruddet er imidlertid overstået. Tilbage står et univers så genkendeligt som en westernsaloon.
Ikke særligt overaskende, ikke særligt vigtigt, men der skal nok blive ved med at komme gæster, der efterspørger en omgang af »det sædvanlige«.