Berlingske den 29.november 2017
Det har længe været en vedtaget sandhed, at kunsten er venstreorienteret, mens markedet er højreorienteret.
En position, der nok styrkes af, at megen kunst finansieres af staten, mens megen ulighed udspringer af utæmmede markedskræfter. Og vi ved jo nok, at dem, der holder af staten, er venstreorienterede, mens dem, der hepper på de frie markedskræfter, hører hjemme til højre, eller hvad?
Ser man på de største danske forfattere igennem tiden, så bekræfter de ikke antagelsen. Johannes V. Jensen, HC Andersen, Søren Kierkegaard, Karen Blixen og Martin A. Hansen lå for eksempel alle solidt til højre og var i øvrigt selverhvervende, mens det ingenlunde er indlysende, at venstreorienterede af i dag udviser nogen specielt hengivenhed for kunst. I hvert fald ikke hvis man nærstuderer de hjemlige partiprogrammer.
På samme måde er det forkert at hævde, at det yderste højre skulle være kunst- eller kulturfjendtlig. Nærmest tværtimod. Hitler var som bekendt oprindelig kunstmaler, og Mussolini var skønlitterær forfatter, og selv om Hermann Göring tillægges udsagnet »Jeg spænder hanen på min revolver, når jeg hører ordet kultur« , er det hverken dækkende for nazismen eller korrekt. Citatet stammer fra nazisten og dramatikeren Hanns Johst, der i stykket»Schlageter« lader en af sine figurer sige følgende:»Når jeg hører ordet kultur, afsikrer jeg min Browning.«
Selv var nazisterne overordentlig interesseret i kunst. Ikke mindst filmkunsten, der på daværende tidspunkt vel var omtrent lige så hipt som vor tids sociale medier, og som viste sig særdeles anvendelig i propagandaøjemed, præcis ligesom de sociale medier.
Også musikken følte man forståeligt nok i datidens Tyskland, at man havde særlige anlæg for. Hitler var stor fan af den højreorienterede Wagner, og i 1933 tilbød Joseph Goebbels den ligeledes højreorienterede Richard Strauss posten som leder af Der Reichmusikkammer, hvilket han bestred, indtil han et par år senere blev afsat for sin vedblivende relation til den systemkritiske jøde Stefan Zweig.
Hvis kunst udelukkende skal måles på dets bidrag til den nationale opbyggelighed, degenerer den. Kunst bør altid bedømmes uafhængig af nationale, politiske, etniske, kønsmæssige, religiøse eller seksuelle dagsordener.
Det er netop et af kunstens kendetegn, at den er fri og et resultat af individers stræben også når den finansieres af staten og derfor ikke bør måles på andet end dens evne til at udtrykke form og erkendelse.
Det forstod hverken nazisterne eller kommunisterne og mange andre herimellem, men det er det, der er kunstens styrke: At den udelukkende er et mål i sig selv, hvilket pudsigt nok betyder, at den ofte bliver voldsomt politisk (og alt muligt andet).
Byt blot aldrig om på faktorerne!