Berlingske den 15. november 2017
Til trods for vedvarende beklagelser over Christiansborgs dominans kaldes danske lokalpolitikere for verdens mest indflydelsesrige.
Intet andet sted har folkevalgte nemlig så stor og direkte betydning for borgernes liv som i dansk lokalpolitik.
Her kan man konstatere, at ældre og sundhed fylder en del, og ligeledes at der er mange, der vil gøre noget godt for vores folkeskole. Vigtige sager, især hvis man ikke bare vil gøre det gode, men også det rigtige, hvilket ikke altid er noget med at få tilført flere penge.
Ét område synes imidlertid kun i sparsom grad at have fundet vej til valgplakaterne, nemlig kulturområdet, og det er i grunden mærkeligt og - nå, ja - ærgerligt.
Det er kulturen, der har gjort os til dem, vi er - som mennesker og som nation. Det er kulturen, sådan som den for eksempel har udmøntet sig i bondebevægelse, højskolebevægelse, andelsbevægelse og arbejderbevægelse, der har leveret brikkerne til vores politiske landskab, selve grundlaget for vores velfærdssamfund og i høj grad præget vores selvforståelse og identitet som borgere.
Var det danske kulturtæppe blevet vævet af andre tråde, havde vi haft et andet samfund.
Måske på nogle måder også et bedre samfund - hvad ved jeg? - men vi havde næppe fået det tillidssamfund, som resten af verden i dag synes at beundre.
Den forløbne kultur er en afgørende forudsætning for, hvem vi er, ligesom udviklingen af en fremtidig kultur vil være afgørende for, hvem vi bliver.
Kultur kan forstås som det, der vokser frem, når mennesker lever med hinanden.
Det er vores sprog, omgangsformer, normer og vaner. De forandrer sig med tiden, men de gør det kontinuerligt. Ud af kulturen springer kunst som noget, der ikke handler om identitet, men om erkendelse. Det er i kunsten (litteraturen, musikken, dansen, billedkunsten etc.), at vi har mulighed for at se, at verden kan være større, måske mere skræmmende og i hvert fald helt anderledes, end vi selv umiddelbart er i stand til.
Er det noget, vi har brug for? Mon ikke, og ikke mindst hvis vi forestiller os, at verden i morgen ser meget anderledes ud end verden i går. Klimaforandringer kunne for eksempel godt betyde noget. Det samme kunne folkemassernes fortsatte bevægelse, presset på naturen, digitaliseringen, globaliseringen, den forøgede levetid... fortsæt selv listen.
Hvis det nu er sandt, at barometeret ikke bare står på »mild brise«, men »voldsom forandring«, har vi også brug for en tilpasset forståelse af, hvad det vil sige at være menneske og nation i sådant et vejrlig, og den fortælling er uomgængeligt en kulturel fortælling med kunsten som en afgørende katalysator.
Lige nu er et væld af kandidater på gaden med en brændende passion for veldædige enkeltsager. Der er få, der giver udtryk for en forståelse for, hvad kulturen og kunsten betyder, men de er der, og én af dem kommer til at løbe med min stemme!.