Berlingske den 1. November 2017
I Danmark har vi en stribe små og halvstore kunstuddannelser med forskelligt sigte og hjemmehørende på forskellige adresser.
De små enheder gør, at de hver for sig har vanskeligt ved at matche den internationale virkelighed, de er en del af. Det er bl. a. spørgsmål om akkreditering, kvalitetssikring, dokumentation og vidensdeling.
Desuden oplever de små enheder, at de fortsatte besparelser på kunst-og kulturområdet gør det svært at opretholde en effektiv administration.
Der er altså rigtig god grund til at overveje, om organiseringen af uddannelserne er tidssvarende, eller om der kunne være andre måder at komme på omgangshøjde med en verden, som mildest talt ikke er som i går.
Derfor bad kulturminister Mette Bock (LA) også for et lille år siden rektor på Rytmisk Musikkonservatorium (en af de berørte uddannelser), Henrik Sveidahl, om at undersøge sagen. Sveidahl indsamlede data og besøgte institutioner herhjemme og i udlandet, inden han barslede med et par besindige scenarier til overvejelse.
Jeg har læst hans rapport. Det siger jeg ikke for at prale, men for at pege på den omstændighed, at det er der ikke mange andre, der har, hvis man skal dømme ud fra de hysteriske udmeldinger, den har afstedkommet.
Her står automatreaktionerne i kø kranset af nedgørende kommentarer om forfatteren og vidtløftige gætterier om de gustne motiver, der må ligge bag, at man overhovedet gør noget så ubehageligt som at tænke nyt.
I Politiken, som fra starten var med til at afspore debatten ved at nedskyde rapporten, før den overhovedet var publiceret, følger lederskribenten sin egen læk til dørs: »Det ville have været en katastrofe, hvis anbefalingerne (...) blev taget alvorligt. (...) På de kunstneriske uddannelser drejer det sig ikke om masseproduktion, men om kreativ individualisme.« Det sidste er der ganske vist ingen, der anfægter, og ingen anfægter, at de forskellige genrer har hver deres væren og egenart, men det behøver jo ikke at betyde, at man skal afholde sig fra at overveje, om de eksisterende rammer er hensigtsmæssige, og om man måske endda kunne gøre noget for at stimulere samarbejder på tværs af kunstens topografi.
Også fra kunstnerkredse har forargelsen været manifest. Her følger en illustrativ smagsprøve fra en Mikkel Carl: »Der er tale om en atomprøvesprængning af samtlige danske kunstuddannelser«, fastslår han og forudser, hvordan institutionerne herefter bliver fjernet fra jordens overflade på en måde, som kun Trump ville være i stand til.
Måske Mikkel Carl bare skulle have gengivet titlen på nogle af sine tidligere værker: »Good ideas are bad ideas«.
Tilbage henstår imidlertid det irriterende faktum, at strukturen om de ti kunstuddannelser, der er i spil, faktisk ER ude af trit med tiden.
Rapporten kan hentes på Kulturministeriets hjemmeside, kum.dk.