Bragt i Berlingske 7. Oktober 2014
Af Morten Hesseldahl, teaterchef Det Kongelige Teater
4000 studiepladser på humaniora er skåret bort af regeringen med den begrundelse, at der ikke er jobmuligheder for de udklækkede kandidater. Dermed cementerer man den tænkning, som tidligere videnskabsminister, Helge Sander, lancerede under overskriften ”Fra forskning til faktura!”
Værdien af det, som staten investerer i, skal måles ud fra mulighederne på jobmarkedet, således at investeringen kan komme retur. Det er en markedslogik, som jo ikke uden videre kan afvises, fordi penge ikke bare er noget, der vokser på træer, men vokser frem gennem en nations produktive indsats, og der er selvsagt ikke råd til alt.
Spørgsmålet er blot, om det er rimeligt at vurdere humanister ud fra deres aktuelle jobmæssige nytte, og videre, om humanister på den ene side ikke bibringer værdi til samfundet under alle omstændigheder og på den anden side, om de færdigheder, humanister udvikler, ikke i højere grad kan bringes i anvendelse på arbejdsmarkedet, end tilfældet er i dag?
For at besvare det, kan det helt overordnet være nyttigt at opdele menneskets gøren og laden i tre klassiske spor: Det gode, det skønne og det sande.
Det gode har noget at gøre med menneskets moral, vores evne til at handle rigtigt i forhold til andre og verden. Det skønne drejer sig om mennesket, som det udtrykker sig gennem kunsten, og endelig kan man vælge at se det sande, som det teknikken og naturvidenskaberne frembringer.
Sådan opstillet vil man konstatere, at det kun er indenfor sidstnævnte, det sande, at det giver mening at tale om reelle fremskridt forstået sådan, at nyere indsigter gennemgående er bedre løsninger på problemer end ældre.
Lægevidenskaben går fremad, ligesom vores forståelse for teknik og naturbeherskelse bevæger sig i en fremadrettet bevægelse, hvorfor det heller ikke er nødvendigt, at moderne mikrobiologi eller matematik tager afsæt i allerede afviste teorier, men bygger på de senest erfarede erkendelser.
Menneskets moral lader omvendt ikke til at være blevet bedre gennem historien. Den har ganske vist forandret sig, påvirket som den er af kultur og ydre omstændigheder, men det er ikke sådan, at senere generationer udviser en stadig bedre moral i forhold til tidligere. Næstekærligheden er ikke ligefrem boomet siden Jesu tid, og det er rimeligt at antage, at potentialet for bestialitet er til stede i hver nyfødt baby, nøjagtig som det altid har været tilfældet.
Til gengæld kan vi gøre os håb om, at vi gennem stadig mere sofistikerede rammer i form af love, institutioner, uddannelser og andre tiltag kan hjælpe den moralsk set uforbederlige menneskehed i retning af en stadig mere human og mindre destruktiv adfærd. Let er det som bekendt ikke.
Tilsvarende med det skønne. Det giver ganske enkelt ikke mening at anskue kunsten i et udviklingsperspektiv, hvor senere tiders kunst er overlegen de kunstneriske udtryk fra tidligere tider. Igen kan man sige, at kunsten forandrer sig, men den bevæger sig ikke fremad i nogen kvalitativ forstand, uagtet at kunstens tekniske hjælpemidler bliver bedre.
Andy Warhol er ikke Michelangelo overlegen, lige så lidt som Lady Gaga leverer overbevisende grunde til at skrotte Mozart. Tværtimod er der en umiddelbar genkendelighed i de følelser, som kunsten gennem historien har givet liv. En genkendelighed, der sikrer en vigtig samhørighed med dem, der har været her før os selv, og som måske vækker til besindelse i forhold til, at vi opfører os ansvarligt i forhold til dem, der kommer efter os. En understregning af kontrakten mellem generationer, kunne man sige.
Det kunne altså tyde på, at der er noget konstant, noget dybt menneskeligt, som ikke bør afvikles af udviklingen, og blot fordi tiden går. Kunsten og moralen udtrykker den konstant.
Kunsten og moralen er et par af humanioras genstandsområder. At nogle i dette samfund bliver ved med at reflektere over disse centrale elementer af noget alment menneskeligt er afgørende for, at vi – også når vi træffer beslutninger inden for det sande – gør det på en forsvarlig måde, der ikke kun skeler til udviklingskrav og det funktionelle, sådan som markedet og den administrative logik ellers er tilbøjelig til.
Én sag er imidlertid denne næsten moralske legitimering af humaniora, noget andet er, at de færdigheder, de humanistiske kandidater tilegner sig, faktisk vil kunne finde fin anvendelse inden for en snæver markedslogik.
Humaniora kan siges at være evnen til at aflæse betydning. At tolke på hændelser, historiske og nutidige og ikke mindst at gøre sig kvalificerede overvejelser om mulige udfaldsrum for fremtiden.
Denne evne til at tolke er præcis det, som er den afgørende parameter for succesrige virksomheder. Tolkning af forbrugernes adfærd og skiftende præferencer, tolkning af nye behov og dermed også succesrigt at identificere nye målgrupper og påvirke udviklingen af nye produkter og serviceydelser. Skal man fremover overleve på markedet, kræver det en stadig mere forfinet evne til at kunne aflæse betydning. Ikke bare en evne til at læse Excel-ark.
På samme måde er det også en af humanioras kerneegenskaber at forstå forskellige kulturer og deres indbyrdes relationer. Ingen uvæsentlig egenskab i en verden, hvor virksomheder består af kulturelt set stadigt mere sammensatte medarbejderskarer, af et stigende samarbejde med andre lande og af en ageren på nogle markeder, der overalt er karakteriseret ved en kulturel diversitet, som det er afgørende, at man er fortrolig med.
Det er ingen bedre end humanistiske kandidater klædt på til. Og det gælder ikke kun for private virksomheder, men i nok så høj grad for nationale og internationale organisationer i den politiske og administrative sfære.
Alligevel ses humanister kun i behersket grad som et aktiv for arbejdsmarkedet, hvilket den aktuelle beslutning om at skære studiepladser bort jo afspejler. Skal omvendt mødet mellem humaniora og arbejdsmarked lykkes, skal der ske en omkalfatring af fordommene på begge sider af hegnet.
De studerende bærer ikke sjældent en skepsis over for en bundlinjefokuseret virkelighed med sig og har ind imellem en selvforståelse, der får dem til at føle sig hævet over mere jordnære sysler såsom almindeligt lønarbejde.
Det er en fejl og i det hele taget rigtig ærgerligt, for arbejdsmarkedet er stedet, hvor man får udfordret sig selv og i et fællesskab får foldet sine potentialer ud i bestræbelsen for at nå virksomheden eller organisationens mål. Det bør alle kandidater være bevidste om, og det bør det være dem alle undt at opleve.
Omvendt bør man på arbejdsmarkedet også dæmpe sin skepsis i forhold til de humanistiske kandidaters potentialer. De er ikke bare verdensfjerne og systemkritiske aktører, som vil være væsensfremmede på en arbejdsplads. Det er muligt, at der med tiden skal føjes andre færdigheder til, økonomi og organisationsforståelse for eksempel, men deres kernefærdigheder er i høj grad brugbare.
Også når det kommer til ledelse, hvor det tilsyneladende ubesværet accepteres, at en systemudvikler, en revisor eller en ingeniør kan være naturlige topfolk, mens man herhjemme ser med vantro på tanken om, at en klassisk filolog eller kunsthistoriker kan stå i spidsen for en virksomhed. Den skepsis synes ikke i samme grad at være til stede i andre europæiske lande, hvor humanister i langt højere grad ser ud til at kunne indtage topposter inden for både erhvervsliv og politik.
Måske er der behov for en udfordring af de hjemlige fordomme, fremfor at lade sig diktere af forventede arbejdsløshedstal og en reduceret forståelse af humanioras vigtighed og potentialer. For virksomhedernes skyld og for samfundets.
For uden en sådan forståelse, er det let at træffe fatale beslutninger på humanioras vegne. Det næste kunne meget let blive, at vi begynder at træffe samme slags beslutninger, når det drejer sig om vores forhold til kunst og kunstnere. Skal de mon også underlægges udviklingens og markedets logik, eller evner vi i tide at besinde os på også deres betydning?