Bragt i Weekendavisen 6. Juni 2014
Af Morten Hesseldahl, forfatter
Alisa Zinov'yevna Rosenbaum var 12 år, da bolsjevikkerne i 1917 tog magten i Rusland og kvalte ikke bare Zar-dømmet, men også de spæde anslag til et borgerligt demokrati. Familiens ejendom og forretning blev konfiskeret, og det grynende middelklasseliv liv i byerne blev smadret.
Rosenbaum-familien var jødisk, men på ingen måde ortodoks. Faderen havde haft held med sine forretninger og ejede blandt andet et apotek og den ejendom, de boede i, så Alisa var på mange måder født på solsiden af det russiske samfund. Med revolutionen var det slut.
Alisa voksede op i totalitarismens skygge og satte sig for at leve et liv som dramatiker og intellektuel. Og som fri. Hun tog navnet Ayn Rand og smøg sig dermed ud af både det russiske og det jødiske.
Hendes politiske holdninger var allerede i den tidlige skoletid vendt mod monarkiet og sporet i retning af republikken, som hun sammen med sin gode veninde, Olga, datter til Lolita-forfatteren Nabokov, forsvarede lidenskabeligt.
Der er ingen tvivl om, at det var erfaringerne med den virkeliggjorte socialisme, der grundfæstnede den foragt overfor massebevægelser, der siden skulle blive hendes varemærke. I den ikke helt uefne debutroman, We The Livng (Vi, der lever) 1936, fortælles gribende og selvbiografisk om rigtige mennesker med varme hjerter, der kæmper imod eller knuses af kommunismens iskolde undertrykkelse.
Bogen udkom ti år efter, at hun i 1926 havde sat sin fod på amerikansk jord. Det var et møde, der gjorde indtryk. Da hendes blik første gang faldt på Manhattans skyline brast hun i gråd, og hun vidste med det samme, at det var her, hun hørte til. Her, væk fra den blinde masses tyranni. Her, hvor den driftige takket være egen dygtighed og flid kunne hæve sig mod himlen og blot havde sig selv at takke herfor. Dermed havde hun også fået konstrueret den litterære hovedstol, som i de følgende år gjorde hende til en af verdens mest læste forfattere.
Den kulørte og heroiske fortælling om den Frank Lloyd Wright-inspirerede arkitekt, Howard Roark, The Fountainhead (Kun den stærke er fri), 1943, nåede det helt brede publikum, mens det var Atlas Shrugged (Og verden skælvede) 1957, hvor hendes politiske visioner blev foldet ud i en grad, så det er umuligt at skelne mellem litteratur og manifest. I bogens appendiks siger Rand om sin tænkning: ”Min filosofi er i sin essens konceptet af mennesket som heroisk skabning med egen lykke som moralsk formål med livet, med produktiv skabelse som dets mest noble aktivitet, og fornuft som det eneste absolutte.”
Det er dét. Ayn Rands idéverden som egen nedkogt Maggiterning og den åndelige arv, som millioner verden over har taget til sig.
Herhjemme dukkede hun for eksempel op som ideologisk reference i Anders Fogh Rasmussens bog Fra socialstat til minimalstat, 1993, hvor den dengang kommende statsminister beklagede, at der ikke blev undervist i tænkere som Rand og forklarede det med ”…at det akademiske og kulturelle miljø i Danmark har været så domineret af den kollektivistiske tænkning, at den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning og uddannelse i nyere liberal filosofi er blevet undertrykt eller nedprioriteret.”
Siden da er så opstået Liberal Alliance, der i vid udstrækning baserer sig på Rand, ligesom partiets mæcen, den hovedrige grundlægger af Saxo Bank, milliardæren Lars Seier, har fået trykt og foræret tusinder af eksemplarer af Atlas Shrugged til enhver med bare en rudimentær interesse i sagen.
Kuriøst – grænsende til det pinlige – er det, at det lige er Ayn Rand, der skulle lægge sig i førerfeltet, når borgerlige tænkere i disse år udpeges i den offentlige debat. Især når man ved, hvad der ellers findes af kalorierige bidrag fra folk som Hume, Kant, Burke, Hayek, Popper og mange, mange andre.
Ayn Rands hovedpåstande er, at egoisme er godt og sundt, og at folket som sådan snylter på de få, entreprenante kapitalisters utrættelige indsats. Sand viden kan opstå, hvis man gennem fornuften ser verden, som den objektivt er.
Hun sammenfatter det selv på følgende måde: ”I am not primarily an advocate of capitalism, but of egoism; and I am not primarily an advocate of egoism, but of reason. If one recognizes the supremacy of reason and applies it consistently, all the rest follows.”
Dermed lykkedes det hende at løse et problem, som ellers har plaget filosofien siden begyndelsen: Hvordan hulen er det lige, man opnår sikker og sand viden, når vores sanser uafladeligt kan snyde os, og senere erfaringer altid kan vise, at hidtidige antagelser har været forkerte?
Sædvanligvis vil man inden for filosofien anføre, at egentlig sand viden teoretisk set kun lader sig opnå ad tre mulige og lige lidt tilfredsstillende veje: Enten gennem åbenbaringer (Gud har fortalt mig det) eller som tautologier (sandhed indeholdt i lukkede sætninger som ”alle ungkarle er ugifte”) eller ved, at man underbygger en sandhed gennem henvisning til en anden allerede etableret sandhed, der ligeledes må underbygges af en tredje, hvormed man ender i det, der kaldes en ”uendelig regres”.
Med andre ord: Sand viden lader sig ikke opnå. Kun stadigt mere forfinede tilnærmelser til sandheden er mulig, hvilket naturligvis er noget helt andet end relativismens, ”alt er lige godt”.
Ayn Rands sandhedsbegreb falder i øvrigt i den første af de tre anførte veje. Hendes sandhed opstår ved, at man hensynsløst sætter sig udover eksisterende forestillinger, normer og allerede akkumuleret tankegods og i stedet gennem en klar anvendelse af egen fornuft skuer verden, sådan som den virkelig er.
Dermed opererer hun også med en forestilling om, at verden faktisk findes i en entydig, sand og objektiv udgave, som de fremmeste og modigste blandt mennesker er i stand til at indse. På samme måde som man kender det fra Platons filosofkonger eller Nietzsches overmennesker. Megalomani er ingen ny foreteelse i filosofihistorien.
Problemet er naturligvis, at denne skuen af det sande ikke lader sig formidle som andet end aldeles uunderbyggede doktriner, præcis som det er tilfældet for religiøse læresætninger, der også er kommet til den religiøse direkte fra Guds egen mund. En tilgang, der ikke rigtig egner sig til at bygge et samfund på, men er fortrinlig til at afstive et lavt selvværd.
Hele bevægelsen og begejstringen om Ayn Rand og hendes hjemmestrikkede ”Objektivisme” minder i påfaldende grad om en anden stor, amerikansk massebevægelse, nemlig Scientology. Samme corny afsæt i dårlig litteratur, samme personkult og samme sværm af infantil Gajolpakke-filosofi, som bliver slynget mod omgivelserne med en forbitrelse, man ellers kun kender fra den mest formørkede religiøsitet.
Her er ingen tvivl mulig. Ingen chance for dialog med andre, der teoretisk set kunne have en anden udlægning af verden. Her er kun dem og os eller rettere mig og resten, og det eneste moralsk forsvarlige er at afvise ethvert tilløb til altruisme og fællesskab for i stedet udelukkende at forfølge egne selviske mål.
Kulten om Rand er sjovt nok selv blevet til en art massebevægelse, mere end det er en akademisk strømning. Jeg er faktisk ikke bekendt med en eneste væsentlig filosof, politolog eller idéhistoriker, der kunne drømme om at tage Ayn Rand seriøs. Hun er for filosofien, hvad Byggemand Bob er for arkitekturen, nemlig ingenting.
Til gengæld er hun som vand i ørkenen for mennesker på udkig efter et helle af enkelhed i en verden, der i al sin kompleksitet ellers bedst forstås ved en helt anden og langt mere krævende indsats. Nemlig ved, at man gennem samtalen og en fælles prøven-og-fejlen hele tiden forsøger at komme sandheden bare en lille smule nærmere – vel vidende, at sandheden i bestemt form aldrig nogen sinde opnås. Det er måske besværligt og uspektakulært, men så langt at foretrække fremfor at spilde tiden på fundamentalister som Ayn Rand.