Bragt i Politiken 12. April 2015
Af Morten Hesseldahl, teaterchef for Det Kongelige Teater
Nazisten Søren Kam døde lige før påske, 93 år gammel. Til sin død mistænkt for mordet på chefredaktør Carl Henrik Clemmensen foruden en lang række andre ugerninger under den tyske besættelse af Danmark.
Han blev aldrig stillet fuldt til regnskab for sine handlinger, men man har da lov at håbe, at han heller aldrig fandt fred.
Min egen far har også passeret de 90, og han er ligesom Kam et eksempel på, at historien er nærværende og al for vigtig til ikke at tage ved lære af.
I dag taler min far ikke så meget som tidligere, og han bevæger sig med besvær, men han har sandt at sige også sagt en del gennem tiden, og han har bevæget sig mange vigtige skridt. Han må gerne tage den med ro nu. Han har gjort sit.
Som ganske ung jurastuderende valgte han i 1943 at sætte sit studie på hold og blive modstandsmand på fuld tid. Han kunne have valgt anderledes. Han kunne være blevet nazist som Søren Kam, eller han kunne have passet sig selv som de fleste, men han valgte at kæmpe. Ikke for noget, men imod noget. Ikke for et Danmark til Ejderen eller en politisk utopi, men imod ondskaben, sådan som han så den.
I sit tilbageblik som Frihedsmuseet netop har genudgivet i en gennemrevideret udgave under titlen I Toldstrups tjeneste. En jysk students deltagelse i modstandskampen 1943-45 sætter han ord på, hvad det var, der drev ham: ”Jeg deltog ikke i modstandskampen for at nogle høje ideelle mål blev nået. (…) Min deltagelse i modstandskampen skyldtes ikke så meget noget, jeg kæmpede for, men derimod noget jeg ville kæmpe imod, nemlig den totale ondskab Hitler og nazismen stod for.”
Modstandskampen har altid været tilstede i mit barndomshjem, men den har aldrig domineret. Den har været en grundtone, noget som vi ofte vendte tilbage til og talte om, men aldrig noget, der var vigtigere end det liv, der blev levet her og nu. På den måde kunne jeg fornemme en forskel til nogle af min fars modstandskolleger, for hvem livet som frihedskæmper blev ved med at fylde det meste, og hvor flere af dem oplevede en betydelig skuffelse over det Danmark, der faktisk fulgte.
De gamle politikere vendte tilbage, og livet blev på mange måder som før. Bare mere velhavende og stadig mere effektivt, men også langt mere fladt, når det blev holdt op mod de forestillinger, man havde gjort sig om tiden efter nazismen.
En af dem, der følte skuffelsen, var min fars overordnede i modstandsbevægelsen, Jens Toldstrup. Faktisk blev han så desillusioneret, at han efter nogle år valgte helt at forlade det land, som han med livet som indsats havde kæmpet for, og slog sig ned i Spanien. En beslutning, der nok kunne undre, al den stund Spanien under ledelse af General Franco var det eneste tilbageblevne fascistiske land i Europa.
Det skal dog ikke fjerne noget som helst af storheden ved Toldstrups indsats under krigen, sådan som det også fremgår af min fars erindringer: ”Toldstrup var for os ubestridt den bedste leder af dem alle. (…) Han satte nødvendigheden af at yde en effektiv indsats over hensynet til egen sikkerhed.”
Toldstrup arbejdede med en kolossal professionalisme, et enestående mod og et sikkert lederinstinkt. Han forstod at organisere og motivere sine folk, heriblandt min far, der frem til krigens afslutning var involveret i et omfattende udtræk af modstandshandlinger. Fra produktion af illegale blade over industri- og jernbanesabotage til våbenmodtagelse og likvidationer.
Det er spændende – nærmest ufatteligt – at høre om, men det var også en indsats, der kostede gode venner livet, og som efterfølgende satte sig dybe spor hos mange af de involverede.
For min egen far var det imidlertid familie og arbejde, der løb med opmærksomheden, og jeg har aldrig kunnet mærke den mindste bitterhed eller fortrydelse over, at resultatet efter maj 45 ikke skulle have stået mål med omkostningerne.
Det tror jeg har noget at gøre med hans grundlæggende indstilling. At han ville bekæmpe ondskaben, ikke indfri utopien.
Dermed kommer han også til at pege på den helt afgørende brudflade i de ideologiske kampe mellem totalitarisme og frihed, der gennem den nyere historie har martret verden.
Kommunismen, nazismen, fascismen og nu vore dages islamisme har alle været karakteriseret ved det, som den østrigske filosof Karl Popper (1902-1994) ville kalde ”lukkede samfund”. Sandheden er åbenbaret eller ”videnskabeligt dokumenteret”, og et endemål er stukket ud. Det kunne være det klasseløse samfund, det ariske tusindårsrige eller det vidunderlige kalifat.
Det er sådan set ikke til diskussion, og fjender og venner er lette at identificere, og blodsudgydelser er altid legitimerede. Enten er du med os, eller også er du imod os. Troende eller vantro. Kammerat eller klassefjende. Arier eller undermenneske.
Modsætningen hertil er forestillingen om ”åbne samfund”. Samfund, hvor endemålet ikke er givet på forhånd, fordi ingen ligger inde med sandheden, men hvor man med en vedvarende prøven-og-fejlen møjsommeligt kan opnå bedre og bedre løsninger på de problemer, vi hele tiden står overfor.
Det er klart, at det er en tilgang, der ikke er megen ramasjang og revolutionspotentiale i. Det smager mere af surt slid og dagligdag og en stilfærdig appel til, at vi hver især yder vores bedste, og at vi i fællesskab – gennem gode argumenter og erhvervede erkendelser og erfaringer – må forsøge at løse tilværelsens store og små problemer.
Derfor hænger demokrati også uløseligt sammen med åbne samfund, fordi demokratiet rummer muligheden for, at man til hver en tid kan omfordele magten uden at tage vold i anvendelse og en påstand om, at ingen har en privilegeret adgang til at bestemme over andre.
Magtens nødvendige behov for at sikre sig et folkeligt mandat og en grundlæggende åbenhed overfor, hvor samfundet bevæger sig hen, var det, der blev (gen)vundet ved nazismens nederlag i 1945, og det vi skal værne om, hvis vi ellers synes, vi vil lære af historien.
Derfor bør vi også være på vagt hver gang muligheden for at sige, hvad vi vil, formelt eller reelt er i fare. Dumme synspunkter bør enten ignoreres eller gendrives gennem mere begavede synspunkter. Alle positioner bør kunne udsættes for kritik og den ”hån, spot og latterliggørelse”, som er en helt nødvendig ilttilførsel, hvis vi ikke skal kvæles af det tabuiserede og det uholdbare.
Ulighed mellem individer, køn og racer, synet på familie, magt og religioner ville aldrig have ændret sig, hvis ikke der havde været modige folk, der turde stille spørgsmål til det vedtagne og i praksis udfordret de lukkede samfunds tunnelsyn og konventioner i al almindelighed.
Det er det, kunsten kan, det er det, den frie kritik og den uforskammede satire formår, og det er det, som kampen mod totalitarismen handler om. Muligheden for at tænke og tale frit. Muligheden for konstant at kunne se verden fra nye vinkler og selv at blive overrasket.
Tidligere har kunsten nok primært hyldet det hellige, formidlet de religiøse fortællinger og udtrykt håb om, at frelse er muligt, for den, der tror. I en vis forstand har man kunnet hævde, at lige præcis dét igennem århundreder har været kunstens egentlige opgave, naturligvis krydret med respektfulde buk for de mæcener, der sad på magten og som i stigende grad finansierede aktiviteterne.
Med Immanuel Kant (1724-1804) blev det anderledes. Han var ganske vist også et gudfrygtigt menneske, men formulerede alligevel en metafysik, der satte Gud udenfor den ligning, hvor mennesket skulle forsøge at forstå tilværelsen.
Som hos den hellige William af Occam (1288-1347) behøvede man strengt taget ingen Gud til at forklare naturvidenskabelige fænomener, f.eks. hvorfor vand koger, og kunsten kunne faktisk godt ses som et virke med andre mål end det opbyggelige og det panegyriske.
Dermed kunne kunsten begynde sin bevægelse mod den autonomi, som vi i dag tager som en selvfølge, og som vi værner om i festtaler, mens vi bliver mere spage i mælet, når forsvaret har konsekvenser.
Når kunsten er bedst, bibringer den os en forståelse. Ikke løsninger. Kunsten sætter, ord, toner, krop eller billeder på det uudsigelige og det komplekse, og den afsøger og udfordrer konstant de grænser, som mennesket til alle tider etablerer for at få styr på verden.
Dermed kommer kunsten også til at provokere og støde det bestående, og dermed står kunsten helt centralt, når kulturer er under forandring og nye sæder og skikke dukker op.
Kunsten har altså i sig et enormt forandringspotentiale, men bortset fra den propagandistiske kunst har den i almindelighed ikke noget endemål. Kunsten stiller spørgsmål og rusker ved konventioner. Kunstens mening er ikke at levere færdige svar eller understøtte det givne.
Derfor vil den frisatte kunst på linje med den frisatte tænkning ofte se sig selv i konflikt med det forudfattede, det absolutte og det totalitære, der jo netop opererer med det modsatte af spørgsmål, tvivl og kritik.
Derfor ser vi også i dag eksponenter for lukkede samfund smadre kunstskatte og sprænge religiøse monumenter i luften i Syrien og i Afghanistan. Vi ser de samme mennesker hindre piger skolegang og med blodige midler blokere for enhver form for forandring, som synes forskellig fra det åbenbarede.
Det var den samme vished om et retfærdiggjort slutmål, der legitimerede nazisternes forbrydelser, lod dem udslette millioner af ”undermennesker” og med fanatikerens målrettethed rive enhver form for civilisation fra hinanden, fordi man jo havde set vejen frem til 1000-årsriget.
Eller når kommunister i det ene rædselsregime efter det andet fandt anledning og berettigelse i marxismen til at udrydde millioner af klassefjender i kampen for proletariatets diktatur og absurde storskalaprojekter frem mod den endelige fase, hvor enhver kunne yde efter evne og nyde efter behov.
Kommunismen, nazismen, fascismen og islamismen er alle idealistiske bevægelser i den forstand, at det utopiske projekt, de hver især begærer, lyser klart og inspirerende. Her kæmpes der virkelig for noget. En større sag.
I alle tilfælde er der tale om revolutionære bevægelser, hvis destruktionskraft er altomfattende, fordi indfrielsen af deres mål betyder elimineringen af alt det, man hidtil har kendt.
Hver eneste af de nævnte ismer lover en ny verden med nye mennesker og mere sande værdier, men i realiteten er der i alle tilfælde tale om den rene nihilisme, en massiv fornægtelse af livet.
I det lukkede samfund tabuiseres kritikken af magten og kulturen, mens man i det åbne samfund insisterer på, at det er selve forudsætningen for, at forandring kan forekomme.
At tabuisere er at anvende magt.
I det lukkede samfund ønsker man ingen anden forandring end den, der allerede er udstukket gennem det åbenbarede, mens man i det åbne samfund hele tiden må teste holdbarheden af de eksisterende forestillinger om for eksempel køn, social fordeling og religion.
Kampen for det sidste koster i disse år menneskeliv, og der synes at være en udbredt tilbøjelighed til at være heroisk på andres vegne fremfor selv at stå frem og forsvare sine synspunkter. Intet nyt her.
Af den grund er historien sprællevende, og det vil den også være, den dag min far og hans kampfæller ikke længere er iblandt os. For det, de kæmpede for, da de kæmpede imod, er stadig lige vigtigt.
For os efterkommere kan vi kun krydse fingre for, at vi hos os selv vil kunne genfinde det samme mod til at slås for det åbne samfund, hver gang det bliver truet. Og det bliver det jævnt hen hele tiden.