Dagbladet Information 5. august 2023
De mest brutale, men også mest interessante værdipolitiske diskussioner de senere år har været dem, der er gået på tværs af de kendte politiske frontlinjer.
I spørgsmålet om fatwaen mod Salman Rushdie og De sataniske vers fra 1989 var der i Vesten nogenlunde konsensus om at forsvare den kunstneriske ytringsfrihed, mens det var slut med enigheden, da den højre-liberale avis Jyllands-Posten i 2006 trykte sine Muhammedtegninger.
I Frankrig var det venstrefløjen, der med enorme konsekvenser forsvarede avisen, satiren og religionskritikken, mens man på den hjemlige venstrefløj mest var optaget af »tonen« i debatten, og at der nok var tale om muslimhad. Det var også i den forbindelse, at Dagbladet Politiken med daværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, i spidsen gav en uventet offentlig undskyldning til profeten og hans efterkommere.
Andre fra den traditionelle venstrefløj – såsom forfatteren Kåre Bluitgen, SF’s Villy Søvndal og nærværende dagblads lederskribenter – havde svært ved at forstå, at det nu skulle være venstreorienteret at skærme religioner mod kritik og satire.
Underløber den fælles samtale
Den traditionelle højre-venstre-forudsigelighed var med andre ord blevet forstyrret, hvilket for så vidt var velgørende, fordi det ligesom med en række andre værdikampe de senere år har været en anledning til at tænke selv, fremfor bare at reproducere det forventelige.
Det kunne være om kvinders ret/pligt til at bære slør, balancen mellem minoritetskrav og majoritetsbestemmelse, aktiv dødshjælp, dyrevelfærd, naturbeskyttelse eller her senest spørgsmålet om afbrænding af hellige skrifter.
Man aner, at der bag flere af disse stridsmål skjuler sig en kamp mellem kulturelle særhensyn og spørgsmålet om universalitet. En kamp, der også vil være kendt som »identitetspolitik«.
Det har oprindeligt været en højreorienteret opfindelse, hvor man typisk med afsæt i nationalisme eller kristen fundamentalisme forbød undervisere, bøger og tanker, der udfordrede centrale kulturbestemte positioner.
Det kunne handle om retten til at være homoseksuel, anderledes familieformer, evolutionsteoriens bonitet eller alle hånde ugudelige handlinger og ytringer. Listen over holdninger, man i det amerikanske bibelbælte har ønsket bandlyst fra skoler og biblioteker, er alenlang.
I de her år er det så på venstrefløjen, at man forsøger at regulere den offentlige samtale gennem begreber, der sømløst er gledet ind i en dansk virkelighed, for eksempel cancel culture, deplatforming og trigger warnings.
Konsekvensen af både den ene og den anden slags identitetspolitik er åbenbar. Man underløber den fælles samtale for i stedet at give en forlomme til grupper defineret ved deres religion, nationalitet, køn, seksualitet eller etnicitet.
På venstrefløjen er den hvide, heteroseksuelle mands holdninger simpelthen ikke længere relevante – ikke nødvendigvis fordi de er forkerte (hvad de dog ofte er) – men fordi, de bliver fremsat af en hvid mand.
Venstrefløjens katastrofe
Det handler altså ikke om, hvad man siger, men hvem der siger hvad, hvilket er et pudsigt uoplyst synspunkt. Et argument bliver jo ikke stærkere, fordi det fremføres af en handikappet, en med en anden hudfarve end hvid eller en lesbisk. Argumentet bør derfor kun nyde fremme, hvis det faktisk er det bedst mulige – helt uafhængig af afsenderen.
Det betyder naturligvis ikke, at individuelle erfaringer ikke kan være vigtige, men de kan ikke være bestemmende, når man skal afgøre en uenighed med andre mennesker, der har deres individuelle erfaringer.
Identitetspolitikken har været en katastrofe for den klassiske venstrefløj, der på lange stræk har erstattet kampen for social retfærdighed med en elitær kulturkamp uden nogen som helst appel til de sædvanlige vælgere, der da også over en bred kam er vandret tværs hen over midten til partier med langt større lydhørhed på den yderste højrefløj.
Marxisten Thomas Piketty har derfor ret, når han i sin bog Kapital og ideologi påpeger, at venstrefløjen er gået fra traditionelt at repræsentere de lavtlønnede til efter år 2000 at repræsentere de højtuddannede.
Diskussionen om koranafbrændinger er interessant, fordi den som andre af de senere års værdidebatter udfordrer vanetænkningen. Man bør imidlertid gøre sig klart, at hver gang, man med kulturhensyn som argument anfægter ytringsfrihed, videnskab eller rationalitet, så skjuler der sig en formørket dagsorden, der går direkte imod det oplysningsprojekt, man trods historisk uenighed på de politiske fløje alligevel har været enig om at forsvare.