Dagbladet Information den 22. juli 2023
Engang, hvor jeg arbejdede på et mindre dansk dagblad, måtte vi jævnligt indskærpe over for den førende miljøskribent, at vi højst kunne have jordkloden som tegn på verdens undergang på forsiden et par gange om året. Der var trods alt grænser for, hvor hårdt buen kunne spændes uden helt at fjerne læsernes livsmod.
Hele vejen igennem menneskehedens historie har jordens undergang ellers været på mode. I Biblen får beskrivelsen fx alt, hvad den kan trække, uagtet at det præcise tidspunkt synes uklart.
Jehovas Vidner er dog kommet til hjælp. Først mente man her, at undergangen ville indtræffe i 1874, så i 1914, så i 1954 og senest var bedste bud 1975, men hver gang altså forkert, hvilket absolut skal være dem tilgivet.
Ifølge JV er det i øvrigt kun 144.000, der vil opnå frelse. Med så få pladser forstår man godt, hvorfor bevægelsen ikke er overivrig efter at sprede budskabet. Bare det at få det begrænsede antal pladser fordelt mellem bevægelsens godt seks mio. medlemmer må være svært.
Politisk har man på venstrefløjen også altid spejdet efter det store sammenbrud, revolutionen, der ville ændre alt og bane vej for en ny tid. Arbejderklassen har traditionelt været udpeget som frontløberne, men med den magelighed, der siden Anden Verdenskrig bredte sig med den stigende velstand, måtte der tænkes nyt.
Sektlederen Gotfred Appel foreslog ”snylterstatsteorien” som en løsning. Teorien påpegede, at der var en sammenhæng mellem rigdommen i vores del af verden og fattigdommen i den tredje verden, og at denne sammenhæng var imperialismen.
Teorien gav god mening for dem, der hellere så sammenbrud end sammenhold. For drengene fra Blekingegade blev det en håndsrækning, der legitimerede både drab og røverier.
I dag lever drømmen om den store renselse fortsat.
Maj My Humaidan, forfatteren til populære Ærømanifestet udtrykker det således: ”Jeg har både frygtet og håbet på det (red: Verdens undergang), siden jeg var barn. Jeg har set for mig, at delfinerne ville vaske op på stranden, og flygtninge kæntre i både, og lortet brændte ned, så vi var nødt til at gøre noget, redde det hele, for det var for sent, fucking tage os sammen. Og da corona kom, så tænkte vi alle sammen: ’Nu ændrer alt sig.’ Men der skete jo ikke en skid. Det var derfor, jeg blev lidt håbefuld, da Rusland invaderede Ukraine. Altså, håb for at det der … opbrud, vi alle går og sukker efter, kommer.” (Zetland 8.7.23).
Maj My Humaidans bog er et opråb om at stå af rotteræset, hjemmeundervise vores børn og i det hele taget sige fra over for konkurrencesamfundet, der i stigende grad skulle stjæle vores tid, skønt udviklingen går stik modsat.
Ifølge Momentum viser tal fra Danmarks Statistik, at den ugentlige arbejdstid på 20 år er faldet med 1,5 time. Danskernes samlede arbejdsindsats for de 15-74-årige giver os derfor ifølge CEPOS en 31. plads blandt 36 OECD-lande, lavere end i fx Sverige, Finland og Holland.
Desuden bruger vi mere og mere tid med vores børn. Mødre bruger i gennemsnit to timer og 55 minutter om dagen. Fædre bruger to timer og 15 minutter. Det er ifølge Rockwoolfonden dobbelt så lang tid i 2018, hvor undersøgelsen er fra, i forhold til 2001.
Vi har altså aldrig i danmarkshistorien arbejdet mindre og brugt mere tid med vores børn end netop nu.
Det betyder jo ikke, at vi ikke samtidig bør være bekymrede for klimaproblemer, overforbrug og menneskets tilbøjelighed til destruktion, men frem for at længes efter ”skibskatastrofer og pludselig død”, skulle vi måske i stedet smøge ærmerne op, arbejde noget mere og gøre en større indsats for at få taget hånd om problemerne. I den forbindelse kan man overveje, hvad der virker mest inspirerende?
Påstanden om en nært forestående undergang eller håbet om, at vi med idérigdom, handlinger og fællesskab kan gøre en forskel? Det er også et moralsk spørgsmål, for det drejer sig om, hvad vi giver videre til vores børn.
På Ærø kan udflytterne så slå strandstolene ud og svælge i egne undergangsbilleder. På den måde minder de om alle andre dommedagsprofeter gennem historien: Alting er noget lort, men en dag bliver det godt. En dag vil gud tage imod os, de fortabte: "Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet." (Johannes' Åbenbaring, 21,4)