Berlingske den 6. juli 2022
Det var Praksis-arkitekterne, der løb med arkitekturprisen Årets Arne, 2022. Den fik de for en elegant indpasset hjørnebygning i Ny Østergade i det indre København.
God arkitektur er en gave. Få oplevelser rammer modtageren mere direkte end oplevelsen af rum.
Frederiksberg Allé eller Fisketorvet? Man ved med det samme, om man føler sig godt tilpas eller bare har lyst til at komme væk.
I de her år er vores land under forandring.
Gamle industrikvarterer, der før syntes uegnet til mennesker, viser sig at være det helt rigtige sted, hvis man er hip og smart eller har en virksomhed, der gerne skulle være det. Samtidig springer glasforelskede lejlighedskomplekser op overalt, og enorme landområder udvikles efter bygherrernes forestillinger om det gode liv - med behørig hensyntagen til den højst mulige indtjening.
Tænk Ørestad, Syd-eller Nordhavnen i København. Tænk havnefronten i Aalborg eller Aarhus Ø lidt længere mod syd. Tænk alle de steder, hvor elementbyggerier med påklistrede mursten skyder til vejrs.
Tidligere var det staten, der satte standarden.
Banegårde, hospitaler, skoler, rådhuse og andre administrationsbygninger demonstrerede ikke bare begavet funktionalitet, men knæsatte et kvalitetsniveau, der sømløst kunne gives videre til efterfølgende generationer.
Er det også, hvad staten gør i dag? Er den nye Østre Landsret i Nordhavnen et æstetisk fremskridt? Er byggeriet ved Østerport Station den rette nabo til den ikoniske stationsbygning? Og er Odense Banegård Center virkelig et skridt i den rigtige retning i forhold til den fine, gamle banegårdsbygning, der i dag står og skutter sig ved siden af, reduceret som den er til fitnesscenter.
Svaret på disse spørgsmål er helt indlysende nej.
I disse år forandrer Danmark sig bygningsmæssigt til det værre, uden at det for alvor problematiseres. Ingen partier slår sig op på arkitekturpolitik, og man skal lede længe i arkitektstanden for at finde bare én, der evner at etablere en samtale mellem en ny tids arkitektfaglighed og den befolkning, der skal leve med konsekvenserne heraf.
Netop nu plastres vores gader til med tusindvis af ladestandere til elbiler. Har man tænkt en æstetisk forsvarlig løsning herpå? Og hvordan værner vi om vores kyster - den sidste smule uberørt natur, vi har tilbage - når kapitalstærke investorer og bykonger tænker ildevarslende tanker om badelande og luksussommerhuse? Én ting er sikkert: Lave offentlige byggeambitioner og kortsigtede markedskræfter kommer ikke til at være nogen hjælp.
En ambitiøs arkitekturpolitik vil kunne gøre en forskel. Ikke mindst, hvis den kombineres med en vedvarende, offentlig samtale om, hvad det er, vi ønsker at være omgivet af, når vi - og ikke kun bygherrerne - drømmer om det gode liv.