Berlingske den 7. juni 2022
I 2013 blev det oprindelige museum for Danmarks frihedskamp brændt ned. Lykkeligvis blev samlingen reddet, og med penge fra A. P. Møller gik man straks i gang med at projektere et nyt museum. Det åbnede i 2020, og tapper - sammen med spillefilm, dokumentarprogrammer og bogudgivelser - direkte ind i den enorme interesse, der fortsat er for de ' fem forbandede år'.
I det ny museum har formidlingsdimensionen fået et gevaldigt løft. Hvor der over det gamle var en vis stemning af marskandiserbutik, trækker det ny på alle den moderne udstillingsverdens noder og unoder.
Der er ikke længere blot tale om en samling artefakter med tekster, men om en meget mere publikumsvendt og interaktiv fortælling, der noget overfladisk, men bedre end tidligere, møder nye generationer i øjenhøjde.
Man kan vælge at undre sig over, at perioden bliver ved med at fascinere, men det gør den, og det er faktisk fuldt forståeligt.
Besættelsesårene har mere end nogen anden tid været karakterbestemmende for det moderne Danmark.
Er vi inderst inde sådan lidt Poul Reichhardtagtige frihedskæmpere, eller passer vi bedre på profilen som usle medløbere, der scorer kassen, mens verden står i brand?
Det diskuteres stadig, senest i Arne Hardis' forrygende bog »Pibende hængsler« om Socialdemokratiets tilnærmelse til en ny verdensorden under nazistiske bannere.
I en aktuel kontekst vil vores forhold til Ruslands overgreb på Ukraine også tage farve af vores selvforståelse. Skal vi anbefale ukrainerne modstand eller tilpasning? Hvad siger de danske erfaringer?
Fagkundskaben har tidligere hævdet, at der i Danmark ikke var mere end 2000 fuldtidsaktive modstandsfolk. Nyere tal korrigerer den sandhed. Nu lyder tallet på hele 85.000 aktive, alle registreret i Nationalmuseets Modstandsdatabase.
Besættelsestiden er en historie, som politisk både kan bruges og misbruges, hvilket blot understreger behovet for, at den hele tiden forvaltes med den størst faglige kyndighed.
Den faglighed er imidlertid nu truet.
Det fastslår en række forskere i et opråb i Politiken (30.5.22). Heri skriver de: »Den 1. december 2022 bliver en særlig dato. Fra den dag er der ikke længere en fuldtidsansat forsker med speciale i besættelsestiden ansat på Nationalmuseet.«
Museet er nemlig som det øvrige nationalmuseum ramt af dårlig økonomi og derfor i gang med at afskedige medarbejdere. Tilbage står vi med et museum, der nok har flotte rammer og en interessant samling, men ingen videnskabelige medarbejdere, der kan opdatere og udvikle udstillingerne.
Hvis ikke vi som nation kan afse ressourcer til kvalificeret at holde historien levende, kommer vi til at gentage fortidens fejl. Fagfolkene er dybt bekymrede, men det burde vi alle være. Vi bliver slet og ret dummere, end vi behøver. Mere medløbere end helte.