Kapitel fra Odensebogen 2024, udgivet af Historiens Hus.
Barndommen
Erindringer er usorterede sanseindtryk, der dukker op, når man mindst venter det. Vinden, der bærer speakerstemmen på Fyns Væddeløbsbane ind over parcelhuskvarteret, lyden af håndslåmaskiner, der holder græsset i haverne nede, og duften af regn, der falder på sommervarme fortovsfliser.
I sin fine roman De efterladte fortæller Lotte Kirkeby om tre søskende, der sammen kører tilbage til barndomsbyen for at begrave deres forældre. På turen i bilen går det op for børnene, at de husker deres barndom vidt forskellig, så selv om ingen af dem lyver, er det lige før, man må tro, at de ikke har været i den samme virkelighed. Alene af den grund giver det mening at genbesøge fortiden, for skønt den ikke står til at ændre, så er tolkningen af den altid i bevægelse.
Min virkelighed udgår fra Fruens Bøge, Dalum, Odense SV. Navnet skifter gennem årene, men den tager afsæt i en af de parceller, der blev udstykket fra den store gård, Rikkesminde, der lå og stadig ligger lidt tilbagetrukket der, hvor Faaborgvej møder Dalumvej.
Jeg blev født og voksede op med tre ældre brødre på Elisabeths Allé. Huset var ud til vejen skærmet af en høj mur, der i dag virker nærmest lav, ligesom stuerne forekommer underligt små, og gaderne i kvarteret mystisk nok synes skrumpet i forhold til, hvordan jeg husker dem.
Vi ved fra H.C. Andersen, at den nyudklækkede ælling oplever verden som enorm, og vi ved fra os selv, at det er en fornemmelse, der aftager med teenageårene. Her indfinder sig hos de fleste en vis rastløshed og en uskøn gabende hovenhed over for omverdenen.
Man kan sige, at teenagere har sans for kedsomhed, og kedsomhed er jo ikke kun skidt. Det er også stimulerende for fantasien, og jeg tror ikke, der fandtes noget kedeligere end det Odense, jeg fik øje på med mine vrantne teenageøjne i slutningen af 1970’erne.
Med til kedsomheden bidrog formentlig også – og utaknemmeligt nok – at min barndom var usædvanlig tryg. Skilsmisser, armod eller almindelig uvished var ikke noget, jeg kendte til.
Jeg kunne desuden finde stolthed i bevidstheden om, at min far havde været aktiv modstandsmand, og at min mor livet igennem lagde en kæmpe indsats i alle former for frivillighed og socialt arbejde.
Når det drejer sig om opdragelse, er forbilleder altid vigtigere end formaninger.
Politisk var mine forældre socialdemokrater, men af den aftapning, der mente, at mens andre endelig skulle kræve deres ret, så kunne de ikke selv drømme om at ligge nogen til last.
Odense i 1970’erne var en by uden noget centrum af betydning. Bykernen var blevet udtyndet i takt med, at arbejderklassen flyttede ud, og parcelhuskvartererne bredte sig, og det gjorde de i dén grad. Odense blev større end Aarhus, når man målte i areal.
Det var samtidig en tid med brydninger mellem et gammelt Odense og et nyt Odense, der skød frem som indkøbscentre med centerpub, hvor der før havde været specialforretninger og røgfyldte bodegaer på hvert et gadehjørne. Det var også en tid, hvor kendte værdier blev afviklet, og nye, mere uklare værdier tog over.
Da jeg begyndte i skolen, Tingløkkeskolen, ventede vi alle uden for klasselokalet til læreren kom, hvorpå vi marcherede ind, fandt vores pladser og i øvrigt tiltalte lærerne ved deres efternavn. Et par år senere vadede vi ud og ind, som det passede os, og alle de nye lærere hed Birgitte, Mona og Ole og noget i den stil.
Som barn kunne jeg med en kort cykeltur nå ud til endeløse marker og en åben lade, hvor man kunne springe fra hanebåndene ned i høet. Få år efter var der parcelhuse og rækkehuse det samme sted og nu så langt til det åbne land, at man ikke længere orkede at cykle derud.
Bøger og tegneserier
Tidligt erfarede jeg, at bøger ikke er til for, at man kan spejle sig i dem. Bøger er med amerikanske Fran Lebowitz’ ord døre, der åbner til verdner, man ikke anede eksisterede, og som måske kan være med til at forandre én. Ikke bare bekræfte, hvem man i forvejen er.
De døre fandt jeg på hylderne på det lokale bibliotek på Dalumvej, hvor Ole Lund Kirkegaard, Thøger Birkeland, Enid Blyton blev tidlige favoritter, mens Kim, Jan og De Fem bøgerne blev mine gode venner.
Hos antikvariatet, Bogbørsen, der også lå på Dalumvej, bugnede kasserne af tegneserier, som visse voksne af en eller anden grund var enige om at se ned på. Allerede i 1955 havde den venstreorienterede Tørk Haxthausen udgivet sin bog, Opdragelse til terror, der gik til angreb på fænomenet, ligesom den marxistiske professor Johan Fjord Jensen 20 år senere mente, at de – ligesom alt muligt andet ondt i verden – var kapitalismens skyld, hvilket fremgik af forskningsprojektet Tegneserier. En ekspansions historie fra 1973.
Det prellede dog fuldstændig af på mig. Jeg elskede tegneserier. Fart & Tempo, Seriemagasinet, Commandoserien, Sølvpil og superhelteblade, og så var der også de første albums, Tintin, Asterix og Lucky Luke, som på en måde blev opfattet som lidt finere end bladene.
Muligheden for gennem læsning at slå kontra på parcelhusørkenen var altså ganske omfattende, og det var, hvad jeg gjorde. Jeg læste om ikke alt, så læste jeg fra alle hylder, også bøger, der egentlig var tiltænkt voksne.
Kriminalromaner havde en særlig dragning, fordi normaliteten blev brudt på vidunderligste vis, ofte af et mord. Desuden var sprog, personer og handlinger fjernt fra noget, jeg kendte i forvejen og derfor voldsomt fascinerende, fordi man kunne læse, hvordan den grænseoverskridende handling skabte uventede muligheder.
Hvad kunne der mon ikke ske, hvis man brød loven og konventionerne?
Det var det, Mich Vraa fantaserede over i sin debutroman Papegøjejagt, som han udgav, mens han endnu var i tyverne og stadig journalist på Ekstra Bladets Fynsredaktion. Egentlig var han ven med en af mine brødre, men vi fandt trods aldersforskellen sammen, fordi vi delte en interesse for vilde drømme og gode historier.
Det var den slags sværmerier, der holdt humøret oppe, mens jeg slæbte mig gennem gymnasiet og succesfuldt ignorerede lærerkollegiets gentagne opfordringer til, at jeg burde gå ud.
Det gjorde jeg ikke, ikke mindst fordi jeg havde nogle utroligt søde klassekammerater, og fordi jeg ikke rigtig havde nogen plan B. Men pænt anstrengende var det da, og jeg kan stadig have mareridt over, at jeg lige om lidt skal op til en prøve, jeg absolut ikke har forberedt mig til.
Det var derfor med betydelig lettelse, at jeg fik min eksamen – lige så elendig som den jævnaldrende Michael Laudrups, kan jeg huske – men omsider kunne jeg gøre, hvad jeg ville, mens jeg klyngede mig til sandheden om, at det ikke handler om, hvilke karakterer man får, men hvilken karakter man har!
Sydamerika
Jeg hævede nogle måneder efter min børneopsparing og købte en enkeltbillet til Bogota i Colombia, for det følgende år at gennemtrawle Sydamerika fra kyst til kyst og ved selvsyn konstatere, at eventyr ikke bare er noget, man kan læse sig til. Det er faktisk noget, man kan udleve.
Det handlede ikke om ferie, for man kan ikke holde ferie i et år. På en eller anden måde bliver man nødt til at opfinde en hverdag med struktur og en fremdrift, der bringer en fra sted til sted, uden at miste fodfæste.
I Colombia hærgede den kommunistiske terrorbevægelse FARC, og hele landet blev holdt i et jerngreb af frygt, vold, drab og kidnapninger. ”La Violencia” kaldte man det, der skete, og det var blodig alvor for befolkningen og lidt af en udfordring at være en sjælden turist i.
I Peru lå den maoistiske guerillahær, Den Lysende Sti, i krig med både hæren og befolkningen, og også der var rejserne igennem bjergene mere spændende, end min mor ville have brudt sig om.
I Brasilien blev sjælefreden rystet på anden vis. Kvinderne var ubegribeligt smukke, og der var et hav af fester, det helt sikkert havde været klogere at have undgået.
Der var med andre ord masser af anledninger til, at det kunne være gået galt, men det gjorde det ikke. Det år med mig og min rygsæk er det mest karakterdannende, jeg nogen sinde har foretaget mig.
Det er fra tiden før mobiltelefonen. Et opkald hjem fra en telefoncentral kostede flere hundrede kroner i minuttet, og breve kom uregelmæssigt frem som poste restante til de byer, jeg forinden havde meddelt, jeg ville passere.
Blandt mange tanker, der strømmer gennem hovedet på sådan en rejse, dukkede også ideen om at åbne en kombineret tegnestue og tegneseriebutik op, hvilket jeg skrev hjem og foreslog min ven, Henrik Rehr.
Han havde forladt gymnasiet efter det første år og forfulgte nu til familiens bekymring en karriere som tegneserietegner, mens det dog stadig var arbejdet som opvasker på Carlslund, der betalte regningerne.
Som udgangspunkt fandt Henrik ideen virkelig dårlig, men han havde allerede den gang et åbent sind og endte med at sige ja, så den 29. april 1985 åbnede vi Den Blå Bil i den brostensbelagte Nedergade på den østlige side af den Thomas B. Thriges Gade, der et par tiår forinden havde smadret bymidten.
Jeg var kommet hjem fra Sydamerika, da 1984 gik på hæld, og som den nyslåede verdensmand, jeg var blevet, fandt jeg, at alt herhjemme havde stået skuffende stille, mens jeg selv havde gennemgået store og vigtige forandringer.
Den fornemmelse aftog dog efter de første par måneder. Alting var nemlig i forandring.
Et sted var Nedergadekvateret. Ikke bare var man blevet afskåret fra det øvrige centrum, nye bygninger og nye beboere fra fremmede lande var kommet til, men man kunne stadig stikke igennem passagen ved Kramboden og købe frisklavede frikadeller hos slagteren i Overgade.
Den Blå Bil
I forlokalet indrettede vi butik med salg af nye og brugte tegneserier, mens vi i baglokalet etablerede en tegnestue, der hurtigt blev befolket med lokale tegnetalenter med masser af mod, men endnu ret få kilometer i pennen.
På samme tid boomede tegneseriemarkedet i Danmark. I en periode på måske bare 10 år udkom det allerbedste fra 50 års fransk/belgisk tegneserie-tradition suppleret af stadigt mere bemærkelsesværdige udgivelser fra USA.
Jeg nævner i flæng Corto Maltese, Adele, Blueberry og Bernard Prince og udgivelser fra rene magikere som Frank Miller, Milo Manara, Jacques de Loustal og André Franquin.
Emnerne, der blev taget under behandling, havde ikke nødvendigvis den samme uskyld som dem, jeg fandt i kasserne hos Bogbørsen, men det gjorde ikke længere noget. Og langsomt blev tegneserier også noget, der sneg sig ind på de store dagblades anmeldersider, og noget, som selv seriøse litteraturforskere nu kunne se på med andet end fordømmelse.
I det hele taget gik det med tegneserier som med rockmusik og kriminalromaner, at de i en lang tid levede som en slags kunstens udskud, men alligevel endte med prinsessen og det halve kongerige.
Det er på den ene side naturligt og tilfredsstillende, for det er jo døre til fantastiske universer, men omvendt er der også noget irriterende over, at man ikke længere kan have dem for sig selv.
Vi er i midten af 1980’erne. Musikken har enten kant som hos The Clash, Lou Reed og David Bowie eller flyder som fløde ud af højttalerne fra navne som George Michael, Roxy Music og Duran Duran.
Det gav i Odenses natteliv en naturlig opdeling af publikum, der kunne vælge mellem hashtågerne og bluesrocken på Hansens Værtshus eller stærk parfume og pangfarvet påklædning på Diskotek Tordenskjold, kaldet ”Skraldet”, lige ved siden af.
Jeg kom på Hansens Værtshus, hvor jeg i øvrigt ofte kunne møde min matematiklærer fra folkeskolen, Ole Kjellerup, der selv var en habil guitarist og en kendt skikkelse på den odenseanske musikscene.
På mediefronten var der også bevægelse. DR’s monopol blev først langsomt, men siden meget hurtigt udfordret. Fribytteren, den reklamefinansierede Radio Mercur, havde allerede i 1960’erne sendt noget, lytterne faktisk gerne ville høre og ikke bare blev pålagt at høre, mens der i 1980’erne pludselig blev givet formel adgang til, at danskerne kunne lave deres helt egne lokalradioer.
I Odense blev det Odense Nærradio, ONR, der løb med stafetten og ret ubesværet udkonkurrerede den statslige mastodont, Radio Fyn.
Selv stod jeg en periode som vært for morgenvækning af odenseanerne, magasinprogrammer om aftenen og ind imellem rene musikprogrammer, hvor opgaven mest bestod i at snakke ustruktureret mellem de plader, der blev vendt i teknikken på den anden side af glasruden.
ONR var hjemsted for virkelig mange ildsjæle, hvoraf nogle brændte op lige dér på stedet, mens andre svævede videre ud i det Medie Danmark, der for alvor var ved at komme i gear. Nogle af dem endte hos TV2, der et par år senere begyndte at sende med afsæt i Odense, hvorpå DR’s monopol endegyldigt blev brudt.
I øvrigt interessant at se, hvordan miljøer som ONR bliver den vildeste katalysator for alle slags drømme og opmuntrende fra første parket at være vidne til, hvorledes lytterne omfavnede stationen.
Nærmest dagligt blev der bragt hjemmebagt kage til redaktionen, ligesom det strømmede til fra nær og fjern med donationer af folks private pladesamlinger, da en intern strid på et tidspunkt havde fået diskoteket låst inde og adgangen til studierne blokeret.
Men sidder man med sendetilladelsen, et godt fynsk humør og solid opbakning fra lytterne, så varer det ikke længe, før man er tilbage i æteren.
Miljøet på ONR var upoleret og inspirerende, præcis som i Den Blå Bil, der fra første dag blev et hjemsted for lokale ildsjæle af mange slags.
Ildsjæle
I tegnestuen sad foruden Henrik også Bjarne Hansen, Thomas Hauge, Bjørn Smalbro og senere folk som Peter Snejbjerg og Rune Fleischer. Og det mirakuløse skete: Vi begyndte at få vores serier afsat.
På Odense Posten var Hanne Kaarsted redaktør, og hendes betydning kan i denne indledende fase ikke overvurderes. Hun sagde ja til at bringe flere af de serier, vi lavede, blandt andet børneserien Julius og senere den hårdkogte krimiserie Bernard Bizarre tegnet af henholdsvis Henrik og Thomas og med mig på klaprende skrivemaskine.
De faste deadlines og den løbende publicering i ugeavisen skærpede disciplinen i baglokalet, og samtidig lykkedes det efterfølgende at få serierne afsat som trykte albums hos de ellers så uopnåelige forlag i København.
På et hakkebræt af en Olympia (med tilhørende retteark) fik jeg skrevet min første bog til det lokalt baserede forlag, Stavnsager. Titlen var Erotik og eventyr. Om sex i tegneserier.
Det var dog ikke kun tegneserier og sex, der blev talt om i Den Blå Bil, omend det fyldte. Stedet blev også vandhul for en lang række idé- og farverige typer.
Førnævnte Mich Vraa var en flittig gæst, det samme var Rock Nalle, der boede lige om hjørnet, altid på udkig efter nogen, han kunne bomme for en smøg og lidt håndører.
Også en række andre musikere kiggede forbi, blandt andet medlemmer af gruppen Creme X-treme, der oprindeligt havde haft øvelokale på stedet, men ikke ret længe, vi taler minutter, for der indløb omgående klager fra ejendommens beboere, hvorpå de måtte afstå lejemålet.
Et af bandets medlemmer, Jon Helt Haarder, blev siden en anerkendt litteraturforsker, mens et andet medlem, Claus Beck-Nielsen, tog livet af sig selv i al offentlighed for senere at genopstå som markant forfatter og dramatiker under navnet ”Madame Nielsen”.
Der kom også fine gæster udefra. En af de fineste – set med vores øjne – var Bob De Moore, der var inviteret til at åbne en stor Tintin-udstilling på Brandts Klædefabrik. Bob De Moore var højrehånd for Tintins fader, Hergé, på de sidste Tintin-album.
Jeg havde ham til bords om aftenen på byens suverænt dyreste restaurant, Under Lindetræet, og husker, at jeg på et tidspunkt spurgte ham, hvorfor der ikke var flere kvinder med i Tintin, til hvilket han svarede, at ”kvinder intet har at gøre i eventyr”.
Det svar var næppe gået i dag.
Ved siden af alle aktiviteterne og alle festerne i Den Blå Bil var jeg begyndt at læse filosofi på Odense Universitet.
Instituttet lå først i nogle barakker i begyndelsen af Niels Bohs Allé, men rykkede snart efter ind på det nye universitet, ”Rustenborgen”, da det stod færdigt nogle kilometer længere ude ad vejen.
Vi var knap 60, der blev optaget på grunduddannelsen, og kun to, der bestod på den normerede tid. Jeg selv, mærkeligt nok, og Søren Harnow Klausen, der – hvis sandheden skal frem – gjorde det på et noget andet niveau end jeg, og som siden blev både professor og et fyrtårn af fornuft i et miljø, der ellers nok kan producere tågehorn.
Det var imidlertid ikke tågehorn, der prægede filosofi i Odense i de år. Tværtimod var der samlet et uegalt, men regulært stjernehold: David Favrholdt, Jørgen Dehs, Jørgen Klawonn, Søren Gosvig Olesen og Jørgen Hass for nu at nævne nogle af dem, som jeg var så heldig at have som undervisere.
At komme til deres forelæsninger var vitterlig som at gå ind ad en dør, der forandrede alt, og når først det var sket, var der ingen vej tilbage. Filosofi er på den måde den rene dynamit.
Mens jeg i løbet af ugen skulle passe mine studier, så måtte jeg til gengæld påtage mig at holde Den Blå Bil åben om lørdagen.
Det havde Henriks lidt indadvendte og fraskilte far luret, og han kom derfor jævnligt forbi med håndbajere, og så satte vi os i solen foran butikken og gennemså de sider, Henrik havde lavet siden sidst.
Det var en måde for faren at følge med i, hvad knægten foretog sig uden at skulle overskride sin malplacerede blufærdighed, for han var vanvittig stolt af Henrik, men tilhørte en generation, der havde svært ved at sige det. Af mange grunde ville jeg ønske, at han var i live i dag.
Mod nye eventyr
Som barn fandt jeg slutningen på Disneys Junglebogen forstemmende. Efter et liv med fest og farver og stor dramatik i selskab med den letsindige bjørn Baloo og den ansvarsfulde panter Bagheera lod Mowgli sig lokke af en dum, syngende tøs og af gemen borgerlighed.
Hvad skulle det til for, når det nu lige var så sjovt? (Jeg er sikker på, at Hergé og Bob De Moore kunne have tænkt det samme).
Men sagen var, at Henrik en dag meddelte, at han lokket af sirenesang ville til København, og vi fandt det derfor naturligt at gøre boet op.
Økonomisk havde vi lige nok til at betale al udestående gæld samt forære os selv en opulent afskedsmiddag på den hedengangne Odense-restaurant, Zanders. Derpå overlod vi tegnestuen til andre kræfter, der med skiftende bemanding og på skiftende adresser holdt den kørende de næste 25 år.
Jeg fulgte snart efter Henrik til hovedstaden, og sammen med tegneren Niels Roland gik vi på opfordring af Dagbladet BT i gang med at fortælle historien om Danmark under besættelsen. Et bind for hvert år, startende i 1940.
Min far var netop gået på pension som direktør for byens tekniske skoler, og jeg så det derfor som en naturlig anledning til, at han og jeg kunne arbejde sammen om manuskriptet, hvilket dog hurtigt viste sig at være en dårlig idé.
Som gammel modstandsmand med erfaring fra alt fra våbenmodtagelse, likvidationer, jernbanesabotage og sprængning af industrianlæg var han en overdådig kilde af viden, erfaring og gode historier, men han var en dårlig fiktionsforfatter.
For ham var det afgørende, at det, der blev fortalt, var sandt i historisk forstand, mens det for mig handlede om at få historien gjort spændende, hvorfor man godt kunne tilpasse fakta af hensyn til en mere overordnet handling.
Et ikke ukendt sammenstød mellem historisk redelighed og fortællingens nødvendighed, og i vores tilfælde endte det med, at han blev afskediget som medforfatter og i stedet indskrevet som konsulent.
En rollefordeling, der passede både ham og mig bedre, og som i øvrigt gav ham en anledning til at skrive sine egne erindringer, som siden udkom i flere udgaver fra Frihedsmuseet med titlen I Toldstrups tjeneste.
Tegneserien Danmark besat kom som årlig føljeton i avisen og med efterfølgende albumudgivelser i Danmark, Sverige og Tyskland.
Da vi i 1995 stod med det fuldbragte værk, var vi stolte og en lille smule overraskede over, at vi overhovedet var nået i mål, måske i virkeligheden i sidste øjeblik.
Med computerspillenes fremkomst kollapsede tegneseriemarkedet i Danmark nemlig. De store drenge, der i vid udstrækning havde finansieret festen, valgte nærmest over night at bruge deres penge på noget andet, og det er faktisk først de senere år, at tegneserien er ved at komme til hægterne igen, men nu i en noget anden form. Eksempelvis er der kommet mange flere kvindelige tegneserietegnere til, og historierne henvender sig i overvejende grad til et voksent publikum.
Der er heller ikke længere tale om et massemedie, der bliver solgt på runddeller i kiosker overalt i kongeriget, men nu gennem specialbutikker og i udvalgte boghandler.
Den daglige avisstribe er ligeledes klemt. Enkelte nye navne dukker op, men i takt med, at de trykte medier overalt er på galopperende tilbagetog, er det et sted, man desværre og idiotisk nok har valgt at spare.
Hvad der siden hændte
For Henrik blev København blot en mellemlanding på vejen videre ud i verden. Nye, lokkende toner havde fået ham til New York, hvor han endte med at slå sig ned på det sydlige Manhattan i en lejlighed med udsigt over Hudson-floden og med World Trade Center som nærmeste nabo.
Her fortsatte han karrieren som serieskaber og tegnede nu både Ferd’nand, Rasmus Klump og Basserne for udgivere i hele verden. Desuden holdt han et spor åbent med egne værker, der svingede fra det eksperimenterende til det mere traditionelle.
En begivenhed af verdenshistorisk betydning skulle imidlertid give hans liv og karriere en ordentlig øretæve.
Den 11. september 2001 er han hjemme i lejligheden i Battery Park med sit yngste barn, Sebastian. Konen, Jenny, er på arbejde, og den ældste dreng, Ambrose, er i skole et godt stykke mod nord.
Så rammer flyene. Først det ene, så det andet, og helvede bryder løs. Hele Sydmanhattan forsvinder i en giftig støvsky, mens tårnene skrider sammen, og alt er kaos. Henrik og Sebastian bliver evakueret over floden, og først sidst på dagen lykkedes det for familien at få kontakt og blive samlet.
Oplevelsen bruger han i de følgende albums, hvor især det første, Tirsdag, vækker berettiget international opsigt.
Selv var han rystet, men aldrig mere rystet, end at han bevarede sit livsmod og hurtigt genvandt sin tillidsfulde omgang med verden.
Det er snart 25 år siden, Henrik tog springet over Atlanten, og hvis der er nogen, der er overrasket over, at det lykkedes, så er det ikke Henrik. Han har hele tiden vist, at det nok skulle gå, hvilket virker meget fynsk på mig.
Det gik også godt for de andre, der i den periode var igennem tegnestuen i Nedergade. Peter Snejbjerg for eksempel. Han fik færdiggjort sit mastodontiske album, Hypernauten, og indledte derpå en international karriere, som fortsat er under udfoldelse.
”Husvennen” Mich Vraa fik på et tidspunkt nok af Ekstra Bladet og etablerede sig som landets i de år mest benyttede oversætter, hvorpå han slog igennem som forfatter med en trilogi om De Vestindiske Øer efterfulgt af Odense-fortællingen Vaniljehuset, baseret på sin egen families historie.
Sammen med Mich nåede jeg forinden at lave tre spændingsromaner med den uretfærdige arbejdsfordeling, at jeg fandt på plottet, lænede mig tilbage med et glas rødvin, og overlod til Mich at skrive historien.
Siden har jeg selv måtte holde styr på både plot og taster, og det er indtil videre blevet til yderligere 11 romaner, hvor Mørket under isen i 2022 modtog ”Glasnøglen” for bedste nordiske spændingsroman, og jeg følte for et øjeblik, at jeg var nået i mål.
Med Henrik er det også blevet til et par transatlantiske samarbejder. Først og fremmest historien om den danske krigskorrespondent Jan Stage, som jeg blev gode venner med i mit senere liv som forlægger, og som vi med Det cubanske efterår fik ristet en rune, der udkom i en række lande.
Karrieremæssigt har jeg gennem snart 30 år været direktør uden ophør. Direktør for flere forlag, for Dagbladet Information, for kulturområdet i DR, og for Det Kongelige Teater, indtil jeg i 2022 efter fire år som direktør for Gyldendal ragede uklar med min bestyrelse og blev smidt på porten.
Nu skal jeg ikke være direktør mere, men i stedet skrive noget mere og rejse noget mere og forhåbentlig se noget mere til nogle af de venner, jeg undervejs har forsømt.
Min hustru laver enestående smukke børnebøger, malerier og illustrationer, og vores datter er for længst flyttet hjemmefra. Det er ikke bare vores gamle gravhund, der stadig lidt forvirret går rundt i stuerne og kigger efter hende.
I de sidste 30 år har vi boet i Humlebæk, men når vinden står i det rigtige hjørne, kan jeg stadig høre speakerstemmen fra Fyens Væddeløbsbane og mærke duften af nyslået græs og regn på sommertørre fortove fra dengang, verden var åben, og alt var muligt.
Måske skulle jeg skrive en bog om det?