Politiken den 14. november 2023
Formanden for Liberal Alliances, Alex Vanopslagh, langer ud efter de danske folkebiblioteker. I sin velanmeldte bog Vejen til ansvar skriver han: "I dag har vi ikke længere brug for bibliotekerne, som vi kender dem (...) Men i stedet for at lukke biblioteker og spare penge har bibliotekerne fundet nye opgaver til sig selv”.
Også den tidligere prominente socialdemokrat, Henrik Sass Larsen, har erklæret krig mod bibliotekerne. For fire år siden skar han det ud i klar tekst i radioprogrammet Slotsholmen: ”Hvis du kigger på, hvad man bruger de kulturelle kroner til, så er det Det Kongelige Teater, det er symfoniorkestre rundt omkring, det er biblioteker, hvor der snart ikke kommer nogen mere, det er ballet, det er klassisk musik og alt muligt andet.”
På samme vis mente den nu afdøde cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, i 2018, at det var en afgørende pointe i forhold til bibliotekerne, at de trak arbejdsudbuddet ned: ”Biblioteker gør det mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse. Hvis man er på dagpenge eller kontanthjælp, så har man mulighed for at gå ned på biblioteket, surfe gratis på internettet, læse aviser og blade.”
De danske folkebiblioteker har altså nok af indflydelsesrige kritikere. Personligt synes jeg, de er uvurderlige, og at de ligger inde med svar på nogle af de mest påtrængende problemer, vi står med i dag.
Lad mig komme tilbage til det.
Min gamle mor
Min mor er 96. Det synes hun selv er en underlig høj alder, der kræver en del støtte fra omgivelserne og ikke mindst en vis vilje fra hende selv. Det sidste kan det ind imellem godt knibe med, især fordi hun savner den mand, hun har været gift med gennem næsten 70 år.
Hun har også undervejs fået rettet sit syn til af flere omgange. Og det forstår jeg godt. Det hun har været vidne til fra sin fødsel mellem to verdenskrige, over velfærdsstatens opståen til abnorme samfundsmæssige forandringer, vil for de fleste øjne kunne kræve lidt justering.
Men jeg synes, hun klarer det fornemt og med en egen tør humor. Eller det gjorde hun i hvert fald indtil digitaliseringen ramte for alvor. Så blev hun sat af.
Hun kan ikke gå på nettet, hun kan ikke ordne betalinger, hun kan ikke finde sine beskeder fra det offentlige. Selv noget så banalt som at købe en togbillet er blevet umuligt. Nettet kan hun ikke overskue, heller ikke automaterne på stationen. Og når hun ser sig om efter hjælp på perronen, er der aldrig noget personale.
For min mor er det sidste tog i en række vigtige sammenhænge for længst kørt.
En afstand til verden
Sådan er der mange, der har det, ikke mindst blandt dem, der ellers har skabt fundamentet for det samfund, vi har fået. Mellem 17% og 22% af den danske befolkning føler sig som digitalt udsatte.
Men det er ikke bare digitaliseringen, der har skabt en afstand til verden. Der er også en generel fremmedgørelse og magtesløs over, hvad der sker. Klimaet opfører sig foruroligende, internationaliseringen forandrer vores land, og den bestemmelse, som de fleste tidligere blev født ind i ved udsigten til at skulle overtage den fædrene gård eller bare fortsætte i samme spor som deres forældre, er forsvundet.
De nye generationer står over for en fremtid, der er vidt åben, hvilket ikke er det samme, som at de kan blive til alt, hvad de vil. Så lad os holde op med at fortælle dem det. De risikerer bare at blive skuffede og modløse.
Allerhøjst kan de gøre sig håb om at blive sig selv, og det er i sig selv en monstrøs opgave for dem, der er vokset op med en konstant spejling i omgivelserne, en aldrig hvilende længsel efter ”likes” og efter uafladeligt at fremstå succesfulde. Også når man er på ferie, sidder på café eller promenere sin nye kæreste.
Mistrivsel blandt unge er et reelt problem. Mere end hver anden danske pige under nitten har på et tidspunkt modtaget psykologbehandling, ligesom ensomheden indenfor alle befolkningsgrupper synes manifest. Unge under 30 ser kun deres venner fysisk én gang om ugen.
Intet af det kan løses med et snuptag. Livet i sig selv kan ikke løses med et snuptag. Men vi ved, at i hvert fald to forhold er afgørende for, at vi kan komme til at føle os hjemme i verden.
Det er vores evne til fordybelse og vores evne til forglemmelse.
Fordybelse og forglemmelse
Fordybelsen opøver vi, når vi læser. Ikke bare for at vi skal blive fortrolige med verdenslitteraturen, men for at træne den muskel, der gør os i stand til at koncentrere os om at nå et hvilket som helst mål i livet.
Forglemmelse er det andet. Det handler om, at vi har et behov for at glemme os selv og i stedet blive en del af noget større, af et fællesskab, sådan som det sker, når vi dyrker sport, går til spejder eller deltager i andre sociale sammenhænge.
Ved at fordybe os og ved at forglemme os, kommer vi ned under overfladen og rykker tættere på verden, så den faktisk bliver vedkommende.
Med fordybelse og forglemmelse får vi en væren i verden, der gør, at vi mærker, at det er her, vi hører til, og at det også er mit ansvar at bidrage til konstruktive forandringer.
Og i virkeligheden er det en definition på at være dannet.
Dannelse
Dannelse er nemlig at kunne aflæse verden. Kan man ikke det, bliver man frygtsom, indadvendt og aggressiv. Man begynder at abonnere på ejendommelige årsagssammenhænge, og pludselig virker sære konspirationsteorier og en generel mistro til etablerede sandheder og autoriteter som en nærliggende vej at tage.
Det så vi under Coronaen, hvor folk faldt i ormehuller foran computeren eller fandt sammen i gaderne i demonstrationer mod magthavere, elite og videnskab.
At overvære et optog med Men In Black er som at se ét stort omkringvandrende dannelsestab.
Jeg forstår, at forskere endnu mener, det er for tidligt at konkludere noget om de mulige skadevirkninger af menneskers digitale medieforbrug, men noget, man faktisk kan fastslå, er, at den tid, man bruger på at stirre på filmbidder på sociale medier – for unge i Danmark er det mere end seks timer dagligt – den kan man ikke bruge på andet. For eksempel på at opøve sin evne til fordybelse eller tage del i fællesskaber.
Tid er altså ikke bare en knap faktor, det er også en afgørende forudsætning.
Hvis ikke man bruger tid på at øve sig, så får man ikke færdigheder og de færdigheder, man eventuelt har fået, mister man igen, hvis ikke man holder dem ved lige. Det sker hele tiden.
Ingen kan i dag huske telefonnumre, færre og færre kan finde vej uden mobiltelefon, og hvis man ikke har læst en bog i de sidste tre måneder, så er man ved at afvikle sig selv som læser.
De vigtigste ting i livet fordrer tid og koncentration. Det gælder kærlighed, det gælder læsning, og det gælder nærværet med dem, vi i øvrigt holder af.
Kunstig intelligens
Med kunstig intelligens har vi fået et magtfuldt redskab i vores hænder. Et redskab med vidunderlige muligheder, men også med et enormt potentiale til at øge fremmedgørelsen og lægge yderligere længder på det dannelsestab, der er i gang.
Hvis man vil være god til sport, musik eller læsning er det noget, man skal gøre. AI kan skrive ens stile og komponere nye sonater af Mozart, men det bliver ikke os selv, der gør det. Vi bliver blot endnu mere passiviserede og fremmedgjorte, fordi vi fra at være deltagere reduceres til tilskuere.
Når vi oplever maskiner efterligne vilje og kreativitet, melder frygten sig. Måske ikke så meget for maskinerne, som for vores egen mangel på samme.
Når det handler om kunst og kærlighed er der i modsætning til så meget andet noget helt særligt på spil. Og det er spørgsmålet om afsenderens intention.
Når vi for eksempel køber en bold, efterspørger vi, at den kan hoppe og indgå i leg. Hvem bolden er produceret af, er ikke af betydning.
Når vi engagerer os i kunst, er ophavsmanden og ophavsmandens intention til gengæld helt afgørende. Det samme gælder for kærlighed. Hvis nogen giver udtryk for, at de elsker én, vil vi gerne vide, at det er oprigtigt ment.
For kunst og kærligheden hænger intentionen nøje sammen med budskabet.
Intention, kunst og kærlighed
Vi efterspørger Mozart, ikke bare en efterligning. Vi vil vide, om det er et billede af Cézanne, vi ser og ikke bare en kopi. Om den bog, vi læser, er skrevet af Kerstin Ekman og ikke af en maskine.
I samme øjeblik, det går op for os, at kunst er uden menneskelig intention og afsender, bliver den til kitsch og forsvinder på samme måde som den kærlighed, der aldrig har været ment, men bare formuleret.
Børsnoteringer og sportsresultater kan fint formidles af kunstig intelligens, men for en vurdering af krigen i Ukraine eller råd til, hvordan vi skal forvalte vores fremtid, skal vi vide, hvem der står bag – vel vidende, at vi altid kan blive snydt.
Når vi taler om og i stigende grad kommer til at benytte os af kunstig intelligens, skal vi derfor være opmærksomme på, om vi kommer til at miste nogle dimensioner, som er vigtige for os som mennesker og for vores omgang med verden.
Kækt kan man sige, at problemet ikke er, at maskiner opfører sig som mennesker, men når mennesker opfører sig som maskiner og holder op med at vedligeholde de egenskaber, der er afgørende for vores menneskelighed, her især vores evne til fordybelse og forglemmelse.
Det er nemlig afgørende, at vi bliver elsket af dem, der siger, de gør det, og at kunsten fortsat er et udsagn fra et menneske med vilje og ikke bare et produkt af en algoritme.
Tabet af afsender i kærlighed og kunst er et tab for menneskeheden og ikke noget, der bare kan genetableres, fordi vi en eller anden onsdag kommer i tanke om, at det måske kunne være en god idé.
Det vil kræve fordybelse og tid med hinanden.
Kunst og kultur
Taler vi alene om kunsten, ægte kunst med afsender og talent, så er det hér, vi ser noget nyt og får blik for, at verden og vi selv kan være anderledes. Kunst handler om erkendelse.
Kultur handler ikke om erkendelse. Kultur handler om identitet. Om hvem vi er som mennesker og som nation. Kulturen viser sig i vores sprog, vores vaner, normer og omgangsformer. Det er det, der vokser frem, når vi lever med hinanden.
Kulturen kan derfor på en måde sige noget om, hvem vi er som mennesker og som nation, mens kunsten – ikke mindst litteraturen – kan fortælle os, hvem vi kan blive.
Vi har brug for begge dele. Både kunsten og kulturen, og de danske biblioteker står som et vigtigt omdrejningspunkt for begge dele.
Bibliotekerne er ikke uddannelsesinstitutioner, der gennem krav og pensa gør os mere målrettede. Bibliotekerne er vejledere, der hjælper os med at blive dannede, blive mere os selv og dermed mere til stede i verden – fordi vi i egentlig forstand forstår den. Og ikke kun som noget, der skal beherskes.
Bibliotekerne – et moderne fællesskab
For at det skal lykkes, skal synet på bibliotekerne væk fra at være en serviceydelse, ”noget jeg har ret til”, til at være et fællesskab, jeg føler et ansvar for.
Der er nemlig sket noget med danskernes forhold til den slags fællesskaber de senere år. Vi vil stadig gerne have dem, men hvor vi førhen lænede os ind i fællesskaberne og foreningerne, så læner vi os i dag os ud af dem, som jeg for nylig hørte en medarbejder på Institut for Fremtidsforskning formulere det .
Hvor vi førhen fik identitet og tog ansvar for vores foreningsliv og institutioner, så ser vi dem i dag mere som butikker, vi vil have noget med hjem fra. Større muskler i træningscenteret, flere goder gennem fagforeninger, gratis læseoplevelser på biblioteket, mens vores faktiske vilje til at læne os ind i fællesskaberne – på samme måde som man tidligere lænede sig deltagende ind i partiforeninger, fagforeninger og sportsforeninger – er aftagende.
Hvis de danske biblioteker for fremtiden skal lykkes, vil det afhænge af, om de får genskabt et ejerskab hos borgerne og ikke bare opfattes som en serviceudbyder.
Opsummering
Så for at opsummere. Der er i samfundet en voksende følelse af fremmedgørelse og af at være afkoblet fra en verden, man ikke forstår.
Det fører til magtesløshed og opløsning af mennesker og fællesskaber.
Vi bliver derfor nødt til at blive mere verdensvendte. Ikke bare ved et kvik fiks, men ved en vedvarende og stædig indsats, der flytter os fra at være betragtere og kunder til at være mennesker, der er i stand til forfølge fordybelsen og i stand til at skabe og forglemme os i fællesskaberne.
Bibliotekerne rolle her er enorm, men også de vil i fremtiden kun lykkes, hvis vi bliver bedre til at læne ind i dem som borgere, der søger et fællesskab, og ikke bare læne os ud af dem, som om vi alene er kunder i en butik med ting, vi allerede har ret til.