Berlingske den 5. januar 2022
Kunsten skal være fri til at afsøge erkendelsens grænser, og den skal være klar til at møde omverdenens forventning om det sublime. Kunst handler ikke om moral. Kunst handler om at sige noget vigtigt, noget, der ikke er blevet sagt, set eller skildret før.
På en af landets dyreste uddannelser, Den Danske Filmskole, er man imidlertid blandt de studerende mere optaget af moral end af kunst.
En anonym studerende har fået optaget et belærende indlæg i filmtidsskriftet Ekko.
Heri kritiserer skribenten skolens pensum for at orientere sig mod »den konventionelle hvide, mandlige instruktør og til undervisning med eksplicit racistisk og minoritets-fjendtligt indhold.«
Det lyder jo fuldstændig som de stemmer, der de seneste par år har sat kunstakademiets renommé over styr.
På samme måde affejer skribenten også en anden væsentlig diskussion: »Det ender tit med en kedelig diskussion af ytringsfriheden over for krænkelseskulturen - den mest fordummende reducering af samtalen, man kan forestille sig.«
Det uddybes ikke, hvorfor det skulle være så dumt og kedeligt at værne om ytringsfrihed, men det er åbenbart blevet selvindlysende.
Ingen af de udspurgte i Ekkos ellers omfattende dækning finder anledning til at gå i rette med skribenten. Heller ikke på det punkt.
En tidligere elev på manuskriptlinjen, Laura Dyhrcrone, var fremme på barrikaderne, da man forrige år tvang et svagt kulturministerium til at afskedige en dybt kompetent rektor i form af Vinca Wiedemann, og nu står Dyhrcrone så igen i en fejde farvet af tidens floskler.
Denne gang er hun komisk nok selv i skudlinjen.
Hun står nemlig bag en af de film, den anonyme angiver hænger ud. Dyhrcrone fornemmer, hun har trådt forkert og er straks brødebetynget.
»Jeg har lært meget af forløbet,« siger hun og fortsætter som et ekko fra den kinesiske kulturrevolution, Stalins skueprocesser og fællesmøderne på Tvind: »Selvom det aldrig har været mit udgangspunkt, så skal jeg tage ved lære af, at nogen har haft en dårlig oplevelse med min film. (…) Kritikken giver muligheden for at flytte sig, og der sker en gradvis bevidstgørelse. (…) Jeg har nu lært, at jeg behøver en hjælp fra konsulenter og sensitivity readers, der skal læse manuskriptet igennem og pege på, hvad der potentielt kan fremstå stødende for minoritetsgrupper.«
Projektet, der udløste de vrede reaktioner, virkede ellers woke nok: »Mit mål var at lave en antiracistisk, queer fortælling, hvor jeg dekonstruerede spillet GTA, der er racistisk, misogynt og patriarkalsk i sin grundessens.«
Adspurgt, om kunst for hende mere handler om ansvar end om frihed, svarer hun blandt andet: »Ja, du kan godt tale om, at der er en anden ansvarsfølelse for os som filmkunstnere. Jeg oplever ikke, at vi censurerer og begrænser kunsten, men vi taler bare om den på en ny måde.«
Læs den sidste sætning igen. Den er virkelig uhyggelig.