Berlingske 22.december 2021
Hovne, modernistiske smagsdommere har gennem tiden følt sig hævet over Tove Ditlevsen, som blev beskyldt for sentimentalitet og en vis form for litterær naivitet.
Til gengæld har hun i alle årene været elsket af en stor og stadig voksende læserskare. Senest har The New York Times kåret en samlet udgave af hendes erindringer som én af dette års ti vigtigste udgivelser.
Anne Linnet tappede ind i den folkelige popularitet, da hun i sin tid indspillede først »Kvindeliv« og siden leverede lydsporet til den storsælgende spillefilm »Barndommens gade«. De seneste år er det teatertruppen Sort Samvittighed, der har fejret fortjent succes med forestillingen »Tove, Tove, Tove«. Det er også undervejs blevet til fornemme biografier af Jens Andersen og Karen Syberg, ligesom den prisoverøste Ditlevsen i det hele taget var og er meget elsket i undervisningssammenhæng.
Alligevel cirkulerer der en hårdnakket fortælling om, at Ditlevsen er blevet overset og holdt nede.
I Jyllands-Posten skriver forfatteren Rikke Viemose: »I virkeligheden er det mest utrolige, at Tove Ditlevsens litteratur så længe har været underkendt og undertrykt herhjemme.
« En anden forfatter, Dorthe Nors, har til både The New York Times og The Paris Review udtrykt sig endnu mere fyndigt: »Hun var elsket af tusindvis af kvinder og nedgjort af tusindvis af mænd.«
Man fornemmer her en vilje til at gøre forfatterens køn til det egentlige og samtidig skubbe hende ind i den for tiden så ombejlede rolle som offer? Selv tænker jeg ikke på Ditlevsen som noget offer. Jeg tænker på hende som ukuelig og nøgtern. For eksempel i denne dagbogspassage om julen: »På kaminen står en rørende opstilling af nisser og små pindeslæder og røde lys på et underlag af vat, for så tænkte børnene, at det nok ville trylle det frem, de kalder julestemning.
Den mindste på to år er intenst optaget af at blande en mærkelig ret i hundens skål.
Hovedindholdet er vand. Køkkengulvet er ved at rådne. Ingen tænker på at forhindre ham i det, for vi mangler et overskud lige for tiden. Vi mangler en mor, som er varm nok, god nok, praktisk nok, ligevægtig nok, tålmodig nok. Vi mangler en, der kan tage sig af os.«
Misbrugende mænd, dårlig dømmekraft og egen skrøbelighed gjorde livet svært, men også til mål for satirisk bid, humoristiske svirp og strålende klarsyn.
Alt sammen ganske heroisk.
Jeg tænker heller ikke på Ditlevsen som nogen særskilt feministisk forfatter, men som en klassebevidst betragter af menneskelig dårskab i mere bred forstand. Køn var hos hende ikke så meget en kvalitet, som det var en kategori.
The New York Times' Parul Sehgal siger det således: »Ditlevsen er en stor kunstner, og som alle store kunstnere taler hendes værker til alle - også til kommende generationer.
Hun skrev ikke blot om sit liv, men gav os alle et nyt begrebsapparat til at forstå minder, barndom, trauma og sejr.«.