Berlingske den 27. oktober 2021
Det er nu 25 år siden, fysikprofessor ved New York University Alan David Sokal fik publiceret en artikel i det postmodernistiske tidsskrift Social Text.
Artiklen bar titlen »Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity«. Og hvis man synes, at dét lyder uforståeligt, skal man bare læse teksten.
Sokal ville vise, at hvis man stykkede nok meningsløse sætninger sammen fra tågehorn som Jacques Derrida og Michel Foucault, så kunne man bestå adgangskravet til det censurerede tidsskrift. Han fik ret.
Som naturvidenskabsmand antog Sokal ellers, at verden faktisk eksisterer, og at vi med vores delte erfaringer, hypoteser og eksperimenter kan komme nærmere en stadigt mere bestyrket forståelse af, hvorledes tingene hænger sammen.
Med til den klassiske videnskab hører også, at hypoteser skal kunne efterprøves, og at resultater i øvrigt er uafhængige af videnskabsmandens seksuelle orientering, tro eller køn. Det handler alene om faglighed, omhyggelighed og hæderlighed.
Med socialkonstruktivismen og postmodernismen blev der taget et opgør med den form for objektivitet. Nu insisterede man på, at verden ikke var noget uafhængigt af mennesket givet, men en konstruktion, en social konstruktion, som var afhængig af den enkeltes oplevelse og tolkning.
Køn var for eksempel ikke noget medfødt og biologisk, men noget kulturelt konstrueret, og rationalitet og den stadige insisteren på naturvidenskab som en privilegeret vej til erkendelse var i virkeligheden den hvide mands trick til at holde kvinder og mennesker fra andre kulturer borte fra magten.
Men hvis verden ikke ER, men kun konstrueret, så forsvinder også idealet om universelle sandheder. I stedet må vi sidde tilbage med en ren partikulær tilgang, hvor sandhed er et spørgsmål om, hvordan grupper eller individer lige føler, det er.
Verden går dermed fra at være forestillingen om noget reelt værende og fælles til at være et spørgsmål om subjektiv erkendelse og dermed en altid lurende påstand om, at undertrykte mennesker besidder specielle essentielle egenskaber og derfor skal udstyres med særlige rettigheder.
Det var den slags bavl, Alan Sokal ville afsløre med sin vidunderligt forvrøvlede artikel.
Desværre uden effekt.
Verden er kun blevet stadigt mere sølet til med identitetspolitik og dens krav om cancel culture, safe spaces og trigger warnings, ligesom kampen mod rationalitet er taget til under dække af at være et opgør med hvid racisme.
Helt aktuelt kan man i striden om etableringen af et kolonihistorisk museum i København se irrationaliteten slå ud i lys lue. En af SMKs museumsdirektører, Henrik Holm, afviser kravet fra en historiker på Rigsarkivet om faglig hæderlighed med ordene: »Jeg er ikke tryg ved forskere som Rigsarkivets, der er blinde for deres egen bias. Jeg finder deres attitude umorsom, arrogant og præget af ' white innocence'.«.