Berlingske den 7. august 2019
Danmark forandres. Gamle industrikvarterer bliver til vækstcentre for start-ups og mænd med hipsterskæg. Byerne renses for baggårde og brune værtshuse, »gentrificeres« og gøres til tumleplads for karrierefamilier med god smag og Tesla.
De ældre velbjærgede har til gengæld slået sig ned i nye glaspaladser i de tidligere industrihavne, hvor de kan nyde både udsigt og lavt forrentede lån.
Vil man se det nye Danmark, kan man tage en tur rundt i den københavnske Ørestad, der synes skudt op, mens man et øjeblik havde tankerne et andet sted.
Ørestaden bekræfter til overflod det, som man udmærket vidste, nemlig, at det ikke er muligt at skabe velfungerende byer som storskala-projekter. Attraktive byrum er næsten uden undtagelse vokset organisk frem. Nogle gange gennem mange hundrede år, selvom det naturligvis passer dårligt ind i en utålmodig tids behov efter mere udfoldelsesplads og investorernes iver efter afkast.
Storskalatænkning og et presserende investeringsbehov er imidlertid ingen lykkelig kombination, hvis vi vil en harmonisk udvikling af Danmark. Det kan man tørt konstatere nu, hvor vi har fået kilometervis af sjælløst nybyggeri klikket sammen af tarvelige betonelementer og fikset op med forgængelige overflader. En stensikker opskrift på fremtidens slum med dertil hørende sociale problemer.
En grel modsætning til førmodernismens bygninger, der gennemgående står med værdighed uanset, om vi taler om jernbanestationer, rigmandspalæer eller administrationsbygninger. Og desuden karakteriseret af noget helt afgørende - de er stedsspecifikke! Man kan se på dem, at man er i Danmark.
De bidrager til vores historie, og vi kan som borgere spejle os i dem. Det kan vi til gengæld ikke i de moderne byggerier, der uden problemer kunne ligge hvilket som helst andet sted på kloden. Og gør det.
Dagens arkitekter virker ikke stærke på stedsforståelse, ligesom man ikke er tryg ved, at der er nogen fremherskende materialefornemmelse til stede. Dertil synes faget at være blevet for akademisk.
Det er, som om at æstetikken alene udmåles efter en fad, international målestok eller - når pengene er til det - en misforstået jagt på kunstnerisk anerkendelse for eksempel i de mange mislykkede museumsbyggerier, der kan ses som arkitekturens knusende sejr over den kunst, den ellers skulle have løftet frem.
Arkitektur selv skal for så vidt ikke være kunst. Arkitektur skal løse en konkret opgave. Arkitektur skal levere den trygge, smukke og funktionelle ramme om vores liv. Give os en følelse af stolthed og hjemhørighed. En følelse, som vi skal kunne give videre til dem, der kommer efter os, og som ligeledes skal føre den videre som den fortsatte fortælling om Danmark.
Det sker bare ikke i de her år, hvor vi er vidne til forandring uden forankring drevet frem af driftige »developere«, pensionskassemilliarder og arkitekter ramt af en international benchmark-bacille.