Berlingske den 24. juli 2019
Donald Trump er en mester i at så splid. I sidste uge gik det ud over fire Demokratiske kvinder, der fik følgende vidt omtalte drag over nakken: »Hvis du ikke er glad for USA, hvis du hele tiden brokker dig, så forlad USA,« lød det noget upræsidentielt fra præsidenten.
De fire kongresmedlemmer, der stod for skud, var Alexandria Ocasio-Cortez, Ayanna Pressley, Rashida Tlaib og Ilhan Omar. Alle folkevalgte amerikanske statsborgere med udenlandske rødder, men altså ifølge Trump ikke en ønskelig del af fremtidens USA.
Jo mere radikal, man er, desto tydeligere trækkes modsætningerne op, og jo tydeligere modsætninger, desto enklere bliver verden. Det spor har også Europa fulgt de seneste mange år, hvor yderfløjene har vundet frem og midten mistet opbakning. Det kan midten takke sig selv for. Den har slået sig til tåls med at sidde på magten og finde administrative, »kedelige« løsninger, mens yderfløjene ansvarsfrit har kunnet male fremtiden op i let aflæselige penselstrøg.
Ved forrige valg i Danmark var det netop sidstnævnte partier, der vandt frem: Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet. Her var visioner og klare bud på fremtiden, men der var også en pris at betale i form af meget hårde brudflader mellem dem, der var en del af visionerne og dem, der stod udenfor.
Siden da vekslede LA forestillingen om minimalstat med ministerbiler, DF kom i klemme i en sandwich mellem et højredrejet socialdemokrati og endnu skarpere indvandrerfjendske røster end deres egne, og Alternativet syntes ganske enkelt at implodere i dårlig ledelse og strategisk amatørisme.
I stedet fik vi så senest et valg, hvor de gamle regeringsbærende partier vandt frem, mens samtlige fløjpartier gik tilbage, hvilket i den grad blev bemærket rundt om i Europa, hvor tendensen som nævnt har været stik modsat.
Opgaven bliver nu at løfte magten med afsæt i det, der samler, fremfor det, der adskiller. At turde være visionær og levere bud på fremtiden med andre argumenter end dem, der hentes fra konstruktionen »nødvendighedens politik«. Klimadagsordenen ligger jo lige for, men jo også bidrag til en ny forståelse af, hvad det vil sige at være dansker og menneske i en verden, der er under så dramatisk forandring som vores.
Det første vil få praktiske konsekvenser for alt i vores samfund, mens det andet vil få vidtrækkende konsekvenser for måden, vi tænker om os selv på, vores kulturelle selvforståelse. Det første er en problemstilling, der er så uafviselig, at uanset hvem der kommer til magten, så bliver man nødt til at forholde sig til den.
Det andet afgør til gengæld, om løsningerne tager afsæt i en virkelighed, hvor det er det inkluderende og fælles menneskelige, der bliver det definerende, eller om magtens brændstof hentes fra en bevidst polariseret verden, sådan som Trump dagligt demonstrerer det, og som den generelle udvikling i Europa synes at indikere.