Politiken den 10. juni 2019
Politiken gjorde en stor sag ud af, at vi for nylig på Gyldendal udgav nye samlinger digte af Halfdan Rasmussen, illustreret af Ib Spang Olsen, ' Jeg vil tælle stjernerne og andre børnerim' samt ' Abrakadabra og andre børnerim'.
Samlingerne medtog ikke otte digte, som redaktionen havde fundet tidsbundne, hvilket man redegjorde for i forordet.
Det tidsbundne hang især sammen med brugen af ordet ' neger', som ifølge Dansk Sprognævn i 80' erne skiftede fra at være en neutral betegnelse til at være entydigt nedsættende, hvilket jo aldrig har været Halfdan Rasmussens intention.
Man kan så spekulere på, om Rasmussen ville have anvendt ordet, hvis han havde skrevet sine digte i dag, og jeg vil vove det ene øje og hævde, at det ikke ville have været tilfældet. Astrid Lindgren ændrede i hvert fald mening i et tilsvarende spørgsmål, idet hun nåede at give grønt lys til, at Pippis far ikke længere skulle være ' negerkonge', som oprindeligt skrevet, men ' sydhavskonge'.
Ét er imidlertid, hvad en levende forfatter vælger, noget andet er, hvad et forlag kan tillade sig. I Halfdan Rasmussens tilfælde valgte vi - stik imod indtrykket ud fra Politikens fyldige dækning - ikke at ændre et komma. Vi bibeholdt de oprindelige udgaver, men udgav et nyt udvalg, nye udgaver, som bare ikke medtog de otte rim med negre og hottentotter. Intet blev altså fjernet fra markedet, men der blev tilvejebragt en valgmulighed, som man kunne benytte, hvis man fandt, at det var mærkeligt at læse nedsættende vendinger op for helt små børn.
»Det er så himmelråbende paradoksalt, at det næsten ikke er en formildende omstændighed, at det er idiotisk«, skrev Politikens lederskribent Mads Zacho Teglskov 19.5. ophidset og fortsatte: »Gyldendal (...) nedvurderer i praksis børns evne til at tænke selv og sætte spørgsmålstegn ved det, de møder. En underkendelse, som ydermere fratager danske familier mulighed for under trygge rammer at diskutere hensyn, krænkelser og ytringsfrihed«.
Jeg forstår ikke synspunktet. Familier, der ønsker at ty til den oprindelige tekst, kan også fremover gøre det og sammen med børnene berige oplæsningen med de kulturhistoriske fodnoter, der gør det begribeligt, at forfatteren faktisk intet nedsættende havde ment.
Det ændrer dog ikke en snus ved, at den nutidige opfattelse af ordene er en helt anden, end den gang Halfdan Rasmussen smedede sine rim. Det kunne man under den netop overståede valgkamp høre adskillige eksempler på, idet Rasmus Paludan flittigt gjorde brug af både ' hottentotter' og ' negre' i sin systematiske nedgøring af andre mennesker.
Et særligt ubehageligt eksempel bragte Berlingske 18.5., da avisen omtalte endnu en chikanesag, han var involveret i. Denne gang drejede det sig om organisationen Black Lives Matter og dens leder, Bwalya Sørensen, som stammer fra Zambia.
Paludan havde taget opstilling foran hendes hus og indspillede en video, der blev livestreamet på Stram Kurs' YouTube-kanal: »Jeg står nu igen i Albertslund, hvor Stram Kurs snart skal demonstrere for Danmark og mod den racistiske organisation Black Lives Matter Denmark eller på dansk ' negere betyder noget, Danmark', anført af fornegeren Bwalya Sørensen fra Zambia«.
Men selv om opfattelsen og brugen af ordene i dag som i Paludans tilfælde er stik modsat de kærlige og inkluderende sammenhænge, som humanisten og socialisten Halfdan Rasmussen havde anvendt dem i, skal teksterne ikke fjernes. Naturligvis ikke. Man bør ikke gennemrette historien med politisk korrekt sletteark, hvorfor de oprindelige udgaver da også fortsat eksisterer.
DER ER imidlertid også en anden virkelighed, hvor teksterne indgår i konkrete oplæsningssituationer i for eksempel vore dages multietniske daginstitutioner, og hvor det ikke er indlysende, at det dårligt normerede personale har tid til at ledsage rimene med fodnoter. Derfor vurderede vi, at det kunne være nyttigt med et udvalg uden de nedsættende ord.
Berlingskes ikke specielt politisk korrekte kommentator, Mikkel Andersson, havde i en kommentar blik for dette, idet han selv havde valgt at bortcensurere verset med ' niggerdukkedreng' fra ' Elefantens vuggevise', da han sang for sin datter, for som han skrev 27.5.: »Min datter gik nu engang i børnehave i Trillegården i Aarhus V sammen med overvejende børn af indvandrere, heraf en del somaliske drenge og piger, og det ville have været uheldigt, hvis hun gik rundt og brugte ordet ' niggerdukkedreng' over for de andre 3-5-årige her«.
På samme linje var professor og leder af Center for Børns Litteratur og Medier ved Aarhus Universitet Nina Christensen i en udtalelse til Jyllands-Posten 16.5.: »I min optik er det en måde, hvorpå man sikrer, at så mange børn som muligt får mulighed for at møde bredden af Halfdan Rasmussens produktion. For der er mange unge forældre i dag, der ikke synes, at ordet ' neger' er noget, deres barn skal lære og bruge som betegnelse for andre mennesker«.
Også professor emeritus og tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, tilsluttede sig: »Det er yderst fornuftigt, at Gyldendal har valgt at fjerne otte rim fra en ny udgave af Halfdan Rasmussens børnerim, fordi der indgår ord som ' neger' og ' hottentot'« (Ritzau 15.5.).
Selv Politikens egen seniorkorrespondent og mangeårig præsident for Dansk PEN Anders Jerichow var i en kommentar krystalklar: »Halfdan Rasmussen kan ikke selv aktualisere sine rim. Hans forlag, Gyldendal, skal selvfølgelig kunne udgive børnerimene, som de oprindeligt er skrevet. Men hvis forlaget hjælper Halfdan Rasmussen til at undgå at blive misforstået på sengekanten, når forældre læser for deres børn, og det ikke er tid til litterær tekstanalyse, er det vel ikke urimeligt?« (Politiken 16.5.).
Intet af det formildede imidlertid Politikens opbragte lederskribent, der i stedet fastslog: »Det bedste, vi kan gøre for børn, er at give dem redskaber til at møde virkeligheden. Ikke fjerne eller renskure virkeligheden foran dem«.
Hvad taler han om? De oprindelige værker findes stadig. Der er blot kommet et nyt udvalg, og det ' at udgive nye tekstudvalg' er altså noget, forlag gør hele tiden.
DET SKAL DOG ikke skjules, at sagerne her er komplicerede. Tag nu Jørgen Clevins billedbøger om strudsen Rasmus. Her benyttes ordet ' neger' side op og side ned, ligesom man vil kunne argumentere for, at tegningerne fremstiller sorte på en temmelig nedladende måde.
Alligevel har vi på forlaget ikke villet ændre i teksten, men har som i tilfældet med Halfdan Rasmussens rimbøger opretholdt værkerne, som de var. Her gav det ikke mening at lave et nyt udvalg, ligesom der ikke var et udtrykt ønske om ændringer fra en stadig levende forfatter.
Man må tage dem, som de er, og oplæsningen kan så ledsages af de kommentarer, de voksne måtte finde passende.
Voksne må også helt indlysende selv lægge til og trække fra, når man i øvrigt læser litteratur - for eksempel tidsbundne skildringer af andre folkeslag fra store forfattere som Johannes V. Jensen, Mark Twain eller Karen Blixen. Men når det handler om at sammenstykke nye samlinger digte for børn, kan det være yderst rimeligt at fravælge meget tidsbundne digte, blot de redaktionelle præmisser lægges åbent frem, og digtene i øvrigt fortsat er tilgængelige for enhver.
POLITIKENS lederskribent får stærk opbakning i sit synspunkt fra Den Korte Avis' Aia Fog, der 22.5. skriver, at beslutningen om at udgive det nye udvalg »vidner om en åndløshed hos den del af ' kultureliten', der ellers ser sig selv som litteraturens avantgarde. I denne sag er det eneste, Gyldendal er i front med, censur; ovenikøbet af værste skuffe, for den er båret af malplacerede fine fornemmelser og en stærkt nedladende mangel på tillid til læsernes evne til at tænke selv«.
Jeg kunne ikke være mere uenig og mener som anført, at et nyt udvalg ikke er et overgreb hverken på de oprindelige tekster eller på den sunde fornuft. Det mener jeg, fordi det virkelig ikke kræver stor fantasi at forestille sig, at »racistiske« digte - sådan som Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl kalder de fravalgte digte (DR 15.5.) - kan virke akavede i en oplæsningssituation i en mangefarvet børnevirkelighed som vores. Men det er der åbenbart andre, der ikke kan forestille sig. Eller også kan de netop og synes med Rasmus Paludan, at der er en særlig pointe i, at der bliver råbt både ' neger' og ' hottentot' ud over de 4-årige på blå stue.
»Endnu et knæfald for muslimer...«, som en Margit Petersen rasende skrev til mig. »Endelig ikke såre nogen, selv om de er kommet til vores land«.
Det bliver spændende at følge Politikens fremtidige kurs på området, for sandheden er jo, at den kurs altid har været spændende. For evigt mejslet i hukommelsen står øjeblikket, da avisen gav en voldsomt eksponeret undskyldning for Muhammed-tegningerne til Profetens efterkommere og dermed skabte det pinligste øjeblik i dansk mediehistorie.
På Gyldendal er vi i den aktuelle sag stenrolige. Vi har ikke fjernet noget fra markedet. Vi har intet rettet. Vi har skabt en valgmulighed og dermed en mulighed for yderligere at udbrede et vidunderligt forfatterskab til nye generationer.
Det er det, publicisme handler om.