Berlingske d. 12. juni 2019
Til overraskelse for ingen, spillede kulturpolitik ikke nogen rolle i valgkampen. Mette Frederiksen nævnte kort »kultur« i den afsluttende ordveksling med Lars Løkke Rasmussen, hvor Frederiksen fandt, at landbrugsprodukter var et udtryk for dansk kultur.
Løkke sagde ikke noget, men i den netop udgivne samtalebog med Kirsten Jacobsen presses han til at mene, at det med kultur måske ikke er noget, som har fyldt tilstrækkeligt for Venstre, selvom Bertel Haarder da har været interesseret i sagen.
I det oprindelige regeringsgrundlag blev det alene brugt til at understrege, at Danmark er et kristent land, og at det ville være en god idé, om nogle flere ville dyrke motion i landets idrætsforeninger.
I »Slotsholmen« på P1 (14. februar) mejslede Socialdemokratiets Henrik Sass Larsen sin holdning ud: »Hvis du kigger på, hvad man bruger de kulturelle kroner til, så er det Det Kongelige Teater, det er symfoniorkestre rundt omkring, det er biblioteker, hvor der snart ikke kommer nogen mere, det er ballet, det er klassisk musik og alt muligt andet. Desto færre og desto snævrere det er, desto flere penge bruger man på det, lader det til.« Pointen synes at være, at kunst, der ikke nydes af alle, skal beskæres, ligesom bibliotekerne også lige ryger med i puljen af overflødigheder, mens det, der burde styrkes, er den folkelige kultur.
Måske kunne der for afklaringens skyld drages et skel mellem de to begreber, som i de her debatter altid trækkes sammen til ét: »kunstogkultur«. Kultur er det, der opstår, når mennesker lever med hinanden. Det er sprog, normer, vaner og alt det, der gør os til for eksempel danskere. Det er fortællingen om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.
Kunst udspringer af kulturen og stiller gennem musik, dans, billedkunst, litteratur etc. spørgsmål til vores væren og er med til afdække de muligheder, vi kunne vælge i vores videre færd frem.
Mens kultur tegner billedet af, hvem vi er, er kunst med til at åbne for, hvem vi kunne blive - som mennesker og som nation. Identitet og erkendelse med andre ord.
En ambitiøs kulturpolitik skal gå på begge disse ben. Den skal rumme både det folkelige foreningsengagement og en forståelse for, at vi alle har brug for at blive opløftet, udfordret og stimuleret gennem den kunst, der viser, at tilværelsen rummer mere end det, vi alene selv kan afdække.
Dermed kommer der et strejf af noget elitært over kunsten. Den er ikke noget, alle kan, men alle vil kunne have fornøjelse af den. Den er et afgørende bidrag til at få os til at ranke ryggen som nation og til, at vi som mennesker indser, at tilværelsen rummer så meget mere end blot det at være lønmodtager, familiemenneske eller nu for eksempel socialdemokrat.
Samlet set burde kulturpolitikken være det indlysende omdrejningspunkt for ethvert parti, der rækker ud efter magten i Danmark, men det er den ikke.