Berlingske den 20. februar 2019
Det var sådan set forfriskende, da statsminister Lars Løkke Rasmussen sidste år argumenterede for udflytning af statslige arbejdspladser med ordene: »Det er en værdi for den her regering, at vi får et Danmark i bedre balance. Vores politik trækker vi ikke nede i Rigsrevisionen. Den trækker vi i vores regeringsgrundlag.« (DR Nyheder 17/ 1-18).
Mærkeligt imidlertid, at man så ikke bare besluttede at lade kommende styrelser og administrative enheder opstå i provinsen fremfor at smadre familier og akkumuleret faglighed ved at tvangsudflytte eksisterende.
Det skyldtes naturligvis, at det godt nok ikke var nødvendighedens politik, der blev præsenteret, men fuldfed symbolpolitik, fi-nansieret af vores fælles kasse.
Men det er da rigtigt, at der er forskel på land og by. Lidt i hvert fald. Livet leves anderledes i hovedstaden med dens mange mennesker og logiske nærhed mellem politisk og administrativ magt end i provinsen, hvor pulsen er roligere, og kronerne rækker længere.
Dagbladet Politiken har i den forbindelse fundet nogen, det er synd for, nemlig Mads og Line. De har fået nok, meddeler de avisen (26.1.19), og aflyser to års boligjagt i hovedstadsområdet for i stedet at flytte med deres to børn til Gammel Rye ved Skanderborg.
Heldige dem, tænker man. Gammel Rye er et vidunderligt sted, og med de lavere leveomkostninger får de mulighed for at skabe trygge rammer om deres familie.
Væk med Vesterbro og tæt trafik og ind med lys og luft og alt det dejlige, provinsen kan tilbyde. Det burde være en positiv historie, men Mads og Line er ikke glade. De vil have både børn og plads. Og København.
Fortællingen bag udflytningspolitikken og den linde strøm af vrede læserbreve er, at det bedste altid tilfalder hovedstaden, som med dens snyde-rige hipstere og generelt sære liv, er vidt forskellig fra alle andre steder. Sandheden er imidlertid, at der ikke længere er den store forskel på præferencerne i vores lille land, og at ophidselsen over København mere virker som en længsel end en afstandtagen.
Danskere bliver stadig mere ens, men derfor kan vi jo godt opfinde identitetsgivende modsætninger - for eksempel, når der skal bedrives politik.
Nøgternt set er dialekter, regionale madvaner og lokale butiksstrukturer gennem de seneste 50 år forsvundet til fordel for en fad ensartethed. Alle vegne finder man de samme kædebutikker og samme slags kedsommelige cafeer som på Østerbro. Lokale identiteter er vekslet med globale standarder. Tag bare byggeriet. Det er umuligt at se på nye bygninger, om man er i Milano, Bergen eller Kolding.
Politikens Mads og Line har også straks konstateret, at der i deres nye kvarter i Gammel Rye bor flere udflyttere fra København, ligesom det er en stående vittighed, at hvis man vil møde jyden i en københavnsk virksomhed, skal man spørge efter direktøren! Vi flytter rundt og blander os som aldrig før, og forskelligheden er i dag så udjævnet, at det ikke burde være muligt at slå politisk plat på den. Men det sker, desværre.