Berlingske 23. januar 2019
De blev kaldt »Børnebanden« og var på et tidspunkt ved at rive SF fra hinanden. Mattias Tesfaye, Jesper Petersen, Thor Möger Pedersen m. fl. Begavede socialister, der udfordrede et gammelt parti gennem en digital og mere topstyret tilgang, men som måske først og fremmest udfordrede partiet ved at kaste lys på dets oprindelige udgangspunkt.
SF skulle ikke bare være hjemsted for modtagere af overførselsindkomst og storbysmarte hipstere. De skulle igen være et parti for arbejderklassen.
Dem, der historisk trak det korteste strå, når den fælles værdiskabelse skulle fordeles.
Thor Möger satte i Berlingske (17.01.2012) ord på, hvem dét var: »Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde.« Måske var han simpelthen for sent ude? Måske havde venstrefløjen ikke længere sit afsæt i arbejderklassen? Måske så vor tids venstreorienterede helt anderledes ud? Børnebanden opgav i hvert fald og gik til Socialdemokratiet.
Langt tidligere begivenheder i Enhedslisten havde ellers foregrebet problemet.
Det var i 2007, hvor en ung, muslimsk kvinde fra Odense gik ind i partiet efter først at være blevet afvist af Socialdemokratiet.
Asmaa Abdol-Hamid hed hun.
Vælgere og medlemmer fandt, at hendes holdning til både dødsstraf og homoseksuelle var mærkelig uklar, ligesom spørgsmålet om tørklæde til kvinder og manglende håndtryk til mænd ikke umiddelbart svingede med et sekulært, revolutionært parti som de fusionerede socialister i Enhedslisten.
Universalitet eller minoritetshensyn? Dilemmaet var på nippet til at sende dem ud af Folketinget.
Den gamle aktivist, Pelle Dragsted, gjorde i Altinget (22.05.2018) boet op: »Venstrefløjen skal stoppe minoritetsbingoet, der gør, at erfaringer, ikke argumenter, fylder.« Med andre ord: Identitetspolitikken truer den langt vigtigere kamp for social udligning.
Det paradoksale er nemlig, at der intet systemtruende er over identitetspolitik. Kapitalismen er komplet ligeglad med kønsneutrale toiletter, vegetarmad og mangfoldighed. Bare kom med det! Det ændrer intet ved de grundlæggende strukturer, der altid er økonomiske. Tværtimod kan man argumentere for, at identitetspolitik slører magtforholdene på en måde, som klassisk skolede marxister aldrig ville have ladet sig narre af.
Forstår venstrefløjen ikke det, er den færdig. Den vil i stedet se sine gamle vælgere vandre med deres madpakker til langt mere lydhøre partier helt andre steder.
Altid fyndige Karsten Hønge fra SF har set det: »Hvis almindelige mennesker bliver behandlet arrogant og nedladende, fordi de ikke bruger de politisk korrekte ord, ender det med, at de søger over til højrefløjen.« (Altinget, 29.10.18).
Det er ærgerligt. For venstrefløjen. Og for dem af os, der tænker, at en slagkraftig og kapitalismekritisk opposition er en vigtig ingrediens i det demokratiske spil.