Berlingske den 24. januar 2018
Som barn så jeg på Det Kongelige Teater Jørgen Reenberg i rollen som Shylock i »Købmanden i Venedig«. Tal lige om en pengegrisk jøde dér.
Med kæmpenæse og upålidelig udstråling skabte han uro i salen, mens han sniffede efter kristenblod. Det var næppe gået upåtalt hen i dag. Heller ikke selv om forfatteren er Shakespeare, historiens mest kanoniserede dramatiker.
Det var imidlertid ikke bare jøder, han var fordomsfuld overfor. Det var ikke stort bedre med muslimer. Maureren, den kulsorte Othello, ender som bekendt som hustrumorder, og Sycorax, moderen til Caliban, en muslimsk araber, der selv er en ond og vanskabt slave, beskrives i Stormen som en heks fra Algier: »Heksen var med barn/ de mørke rande om hendes øjne røbed det/ blev bragt hertil (...) Hun barsled med en plettet heksehvalp/ uden menneskelig skikkelses værdighed.« Fantastisk, hvad vi er i stand til at tage ind, når det sker på tværs af historien, og vi udmærket forstår, at andre tiders normer kun dårligt lader sig måle på nutidens præmisser.
Eller det skulle man tro, for sådan er det faktisk ikke længere. Nu holdes fortiden konstant op i nutidens nådesløse lys, og der redigeres flittigt, så man kan undgå det værste al alt: At nogen skulle føle sig krænket.
De store værker er ikke længere noget, man ærbødigt tilegner sig, inden man rækker dem videre til næste generation. Nu er de til forhandling.
Tag bare Georges Bizets stærke kvindefigur, Carmen. Igennem mere end 140 år er hun blevet stukket til døde på alverdens scener, men nu er det slut. I denne måneds opsætning i Firenze ikke bare overlever hun sin tidligere elskers drabsforsøg. Hun tager simpelthen livet af ham.
Lederen af Operaen, Cristiano Chiarot, forklarer til Reuters, at han i fællesskab med instruktøren, Leo Muscato, besluttede sig for denne nye udgave: »I en tid, hvor vores samfund må kæmpe mod kvindedrab, hvordan kan vi så tillade os at applaudere mordet på en kvinde?«
Også Firenzes borgmester, Dario Nardella, er ifølge Politiken godt tilfreds for »nu bliver Bizets opera ' et kulturelt, socialt og etisk budskab' imod volden, som rammer italienske kvinder«. Og som sådan er der rigeligt at tage fat på, hvis der for alvor skal ryddes op i historiens vanartede opfattelse af køn, racer og skikke.
Det er den nævnte opsætning af Carmen et eksempel på, ligesom det franske forlag, Gallimards beslutning tidligere på måneden om alligevel ikke at udgive jødehaderen Celines pamfletter er et andet eksempel.
Man spejder efter en forståelse af, at alle tider har deres blindheder og fordomsfulde måder at se verden på, og at det bedste, man kan gøre, er at at rumme og kritisk indoptage denne i grunden ret vidunderlige mangfoldighed.
For det er vel ikke sådan, at vi bilder os ind, at lige præcis vor tid har opnået det endegyldige klarsyn? At det derfor er os, der må renskure kulturarven for at overlade den tilrettet til vores åbenbart meget mere sarte efterkommere?