Information den 15. januar 2018
Det er ikke let at være Carsten Jensen. Sådan har det nu heller aldrig set ud. Senest er han fortørnet over at være blevet erindret om sit svigt, dengang han rettede kanonen mod dem, der brugte ytringsfriheden, fremfor at komme de trængte til undsætning.
For det var det, der skete, da Jensen slog et slag for den gode tone i debatten på et tidspunkt, hvor truslerne stod i kø mod en avis, en redaktør og nogle tegnere, der noget kluntet (jeg kaldte det dengang »bøvet« ) havde forholdt sig kritisk/ satirisk/ humoristisk til islam.
Carsten Jensen var ikke alene om sin position. Selv sad jeg på daværende tidspunkt i bestyrelsen for Dansk PEN, hvor det kun var under megen råben og skrigen, at det til sidst lykkedes at udsende en lidt forkølet støtteerklæring til avisen i skudlinjen, nemlig Jyllands-Posten.
Opfattelsen var, at da Jyllands-Posten var en højreorienteret avis, måtte dens håndtering af islam også ses som et led i en højreorienterede hetz mod et hjemligt muslimsk mindretal.
Behjertede mennesker følte sig derfor kaldet til at sige fra og kom dermed til at sælge ud af noget af det dyrebareste, vi har, nemlig det selvfølgelige i at kunne sige, hvad vi mener.
I forhånelsens tjeneste
Ytringer kan være elegante, klodsede, dumme eller grænseoverskridende.
Det er bare ikke det, der var eller er spørgsmålet her, ligesom det heller ikke er et spørgsmål om, hvorvidt ytringer i almindelighed skal kunne kritiseres. Det er jo ligesom det, der er selve ideen med et åbent samfund. Også at kritisere Støjberg, Kjærsgaard eller Trump, hvilket jo foregår i vidt omfang, selv om Carsten Jensen får det til at lyde, som om det er noget, han ene mand må påtage sig.
I øvrigt er det festligt at læse, hvordan Jensen appellerer til »den folkelige anstændighedsfølelse«, når man betænker, hvordan han gennem et langt liv konsekvent har tilsvinet enhver, der har krydset hans vej.
Senest får jeg at vide, at jeg er »kronisk inkompetent«. Så behøver jeg da ikke at spekulere over, præcis hvor det er, jeg har fejlet.
Et liv i forhånelsens tjeneste har ikke gjort noget godt for Carsten Jensen og slet ikke for hans rørende bestræbelser på at blive taget alvorlig som intellektuel.
Men uanset, hvor tåbeligt han udtaler sig, kan han regne med min uforbeholdne støtte for retten til at gøre netop det.