Jeg er blevet bedt om at holde en åbningstale, Statsministerens åbningstale, men jeg har ikke fået at vide, om jeg skulle holde den siddende statsministers åbningstale, eller om jeg skulle holde talen, som jeg selv ville holde den, hvis det nu var mig, der var statsminister.
Hvis jeg nu var Lars Løkke, ville jeg nok starte med at beklage, at vi i Venstre tilsyneladende har glemt vores afsæt som et værdi-båret parti. Et parti med klare og fine rødder i Højskolebevægelsen og i et Danmark med en bred folkelig forankring.
Det gik op for mig, da jeg – altså Lars Løkke – ved et tilfælde kom til at læse i regeringsgrundlaget, og der kunne konstatere, at det eneste, vi havde noteret om kultur, var, at Danmark er et kristent land, og så, at det ville være en god idé, om flere danskere dyrkede motion i landets idrætsforeninger.
Det siger sig selv, at det ikke kan være tilfredsstillende for et gammelt, hæderkronet parti som Venstre, og det går derfor også op for mig, at det måske var dét, der var forklaringen på, at ingen kunne kende forskel på mig og Helle Thorning under den seneste valgkamp. For Socialdemokratiet har jo også helt glemt deres rødder.
Helle interesserede sig ikke det mindste for kultur, og der var ingen af os, der bare én gang nævnte spørgsmålet i vores ellers ganske mange ordvekslinger. Tilbage havde vi bare forskellige formuleringer af det, som Bjarne Corydon kaldte for ”nødvendighedens politik”, og de lød af gode grunde – og også i mine ører – fuldstændig ens.
Vi bliver derfor nødt til – og lad også dette være en opfordring til mine venner i Socialdemokratiet – at læse op på vores parti og vores lands historiske og kulturelle rødder, og når de igen er forstået, vil jeg komme tilbage og føre en ny og anderledes inspirerende politik. Ikke ”nødvendighedens politik”, men en politik, hvor vi faktisk har ”delt os efter anskuelse”, og ikke bare læser op af konklusionerne i de regneark, som embedsmændene i Finansministeriet har udstyret os med.
Og med disse bemærkninger afbryder jeg årets åbningstale og vender først tilbage, når vi har tænkt os om.
Ja, sådan ville jeg sige det, hvis jeg var Lars Løkke.
Hvis jeg nu skulle udtale mig på egne veje, så ville jeg fundere lidt over det at stå ved en åbning. At kigge ind ad døren til fremtiden og forsøge at pege på, hvad der kunne være vigtigt at tage med derind og videre frem.
Sådan har det været mange gange tidligere i danskernes historie og måske ingen gang mere definerende end lige efter Anden Verdenskrig.
Fascismen, kommunismen og nazismen havde ført til massedrab, og udfordret verdens demokratier, som jo altså endte med at demonstrere stor beslutsomhed og handlekraft, da det virkelig gjaldt.
Også i Danmark foregik der efter befrielsen en kamp om, hvilket grundlag vi skulle bygge samfundet op på.
Højskolen og Hal Koch
Højskolebevægelsen – som den var bredest – hældede til den opfattelse, at man måtte søge tilbage til de danske rødder, til det nationale.
Desværre kan man, som Ove Korsgaard påpeger det i en af sine bøger, sige, at mange af de grundtvigske nøglebegreber var blevet noget miskrediterede, da de over en bred kamp også indgik i nazismens ordforråd. Blandt andet, ”folk, folkelighed, folkeånd, Nordens ånd og folkelig vækkelse”. Og det har vel nok været med til at give visse betænkeligheder i forhold til at vælge lige dén vej.
Ellers var der i de år en bred enighed om, at der var brug for en folkelig samling i Danmark, men der var altså stor uenighed om, hvad det betød.
Skulle der ske en samling om det nationale eller – som Hal Koch mente det – om det demokratiske.
I den diskussion stod Hal Koch i nogen grad alene, og hans slagord om ”Demokrati som livsform”, vandt ikke mange støtter i den traditionelle højskolebevægelse.
Men i virkeligheden var der nok tale om en falsk modsætning. Demokrati er i høj grad et kulturelt skabt fænomen, der enten svækkes eller styrkes afhængigt af, hvordan det praktiseres.
Tror man, at demokrati baner vejen for flertalsdiktatur, har man kun dårligt forstået, hvad det betyder, mens hvis man som Hal Koch mente, at det kræver medleven, samtale og en stadig hensyntagen til mindretallet, så har man fat i den lange ende.
Det er absolut relevant at spørge, om det demokrati, vii dag ser i Danmark, lever op til Hal Kochs forestillinger, eller om det ikke i højere grad er blevet juristen Alf Ross’ vision om, at demokrati handler om overdragelse af magten til de mest kyndige. Ross formulerede det sådan:
"Mennesket er ikke overvejende et fornuftsvæsen. Den store mængde er overvejende træg og konservativ, behersket af fordomme og traditioner, mistroisk mod alt nyt. Folket behøver ledere."
Hvis det nu er Alf Ross’ tanker, der i praksis har vundet frem, kan det måske være med til at forklare, den stadigt ringere grad af forankring, som demokratiet synes at have i befolkningen. Ikke mindst når det kommer til spørgsmålet om EU.
Uanset hvad, er det banalt at konstatere, at demokratiet er et produkt af vores kultur, ligesom al anden samfundsindretning er det.
Kultur er det, der opstå, når mennesker lever med hinanden. Det er normer og omgangsformer og vaner. Det er måden vi indretter os med hinanden på. Ud af kulturen springer kunsten som et udtryk for, når mennesket udtrykker sig på det mest sublime niveau.
Det hele har noget med kultur at gøre, om end kunst og kultur altså er vidt forskellige størrelser, der imidlertid konstant påvirker hinanden.
Den danske kultur er formet af en solid dosis oplysningstanker, kristendom i en ganske sval aftapning og ikke mindst af humor i rå mængder.
Havde vi haft en anden kultur – for eksempel en arabisk eller en katolsk – havde vi haft et andet syn på forholdet mellem kønnene, på muligheden for social glidning og individuel frihed og på muligheden for at lade solidaritet strække videre end hensynet til ens nærmeste familie eller klan.
Kulturen sætter ganske enkelt rammerne for, hvad der er muligt at tænke, og i kulturen repræsenterer kunsten de mest markante og forandrende nedslag, vi overhovedet har.
Når verden i disse år peger på Skandinavien som forbillede – se bare på den amerikanske eller skotske valgkamp – så er det fordi vi har fået det her tillidssamfund, som vi med rette er stolte af, men som altså ikke bare er opstået sådan af sig selv.
Det er – som netop påpeget – et resultat af vores kultur, og det virker derfor fortvivlende, når vi i disse år ser førende politikere argumentere for, at kunst og kultur først er noget, der kan blive råd til, når alt det andet er betalt: Kampflyene, motorvejene, håndværkerfradraget og nedsættelsen af bilafgiften, og hvad vi ellers har af påtrængende projekter.
Eller – det er det andet ganske dominerende synspunkt – at kunst og kultur udelukkende må klare sig på markedsvilkår. Hvis der er nogen, der efterspørger den slags, må de virkelig selv betale!
Den her mangel på forståelse for, hvorfor kunst og kultur er væsentlig, finder man i partier fra venstre til højre. Samtidig virker det som om, respekten for almendannelse er vigende, uanset hvor mange kanonprojekter, der sættes i gang i Kulturministeriet, hvor man hellere burde bruge kræfterne på kulturpolitik fremfor selskabslege.
I dag synes ingen længere at have dårlig samvittighed over ikke at kende klassikerne, hvilket da heller ikke er en opgave, der tynger landets læseplaner i skolerne, hvor ”ansvar for egen læring” og et afsæt i ”elevens individuelle færdigheder” for længst har erstattet forestillingen om et fælles pensum og dermed etableringen af en fælles referenceramme, uanset om man kommer fra Thyborøn eller Amager.
Det ville ellers være en god forudsætning – den fælles referenceramme – for at kunne tale med hinanden på tværs af geografiske og sociale barrierer og også en god anledning til at forstå og føle sig stolt over det her land og med mulighed for at finde både håb og erfaringer her, der kunne løftes ind i fremtiden.
Men det sker ikke. I stedet synes mismodet at vinde frem.
Pessimisme på venstre- og højrefløj
Pessimismen er altid den letteste løsning, og nogle gange er der næsten noget aristokratisk ved at være den, der har set, at alting går ad helvede til. I min ungdom var det en position, som især venstrefløjen fandt sig hjemme i.
Hvis ikke det var atomkrigen, der lige om lidt ville udrydde os alle, så var det syreregnen eller kapitalismen eller patriarkatet. Farerne var mange!
Anders And, Client Eastwood og Elvis Presley forvrængede vores bevidsthed, og det var som om, der ikke var noget at stille op. Det hele vil ende galt, og kom ikke her og sig, at vi ikke advarede jer!
Egentlig mærkeligt, at det skulle gå sådan med venstrefløjen. Især når man betænker, hvilket velgørende brud med det konforme, som man tidligere havde set. Især før 1968. For eksempel hos Kulturradikalismen.
Her var opgøret rettet mod datidens autoritære børneopdragelse, ‘den sorte skole’, en victoriansk seksualmoral og et gammeldags syn på kunst og arkitektur. I stedet dyrkedede man ideer som frisind, tolerance og social lighed og hyldede nye modernistiske strømninger indenfor litteratur, billedkunst og arkitektur.
Poul Henningsen gik til kamp for fri fart på landevejene, skånselsløs kritik af religioner, han havde en udtalt begejstring for både pornografi og luftigt klædte cykelpiger, leverede et solidt forsvar for børns frihed fra skolen, slog et slag for at få sænket spirituspriserne, ja, selv det at hylde et callgirl-central på Østerbro, befattede han sig med. For da slet ikke at tale om ytringsfrihed. Den hensynsløse og altomfattende ret til at ytre sig.
Som han afvæbnende siger et sted: ”Ingen religion, ingen forbud, ingen politiforanstaltning har kunnet hæmme menneskets lyst til erotisk panik og dristig spas.”
Det var – synes jeg – en herlig programerklæring. Den var fremtidsbegejstret, frihedsorienteret og upuritansk.
Så forsvandt Muren, og venstrefløjen forsvandt med den. I hvert fald som en aktivt virkende magtfaktor i det her land.
Til gengæld er surheden og den manglende tro på fremtiden blevet overtaget af en lang række bloggere, der mildest talt ikke er venstreorienterede og heller ikke borgerlige, men nærmere ultra-nationalistiske og i hvert fald über-pessimistiske.
Læs dem, hvis man har mave til det i Berlingske og Jyllands-Posten eller sæt næseklemme på og klik rundt på de sociale medier.
Her er man næsten sikker på hver gang at få fortalt, at idiotien råder, og at Vesten er dømt til undergang. De muslimske horder vælter ind over grænserne, og det eneste svar synes at være lukkede grænsebombe, bevæbnede vagter og stadig mere overvågning af os alle sammen.
Der kaldes til kulturel oprustning, men ikke efter den kultur, der åbner for nysgerrighed og giver ny erkendelse, men derimod en kulturoprustning, der bekræfter gamle erkendelser, gamle fordomme og mest af alt bidrager til at afstive et skrøbeligt selvværd og distancere sig fra resten.
Det er kampen for frikadeller og en sær klaustrofobisk udgave af danskheden, og det er en aggression vendt mod det internationale. Ikke bare mod de skrækkelige muslimer, men i nok så høj grad mod det EU, der trods alle sine iøjnefaldende mangler, helt indlysende har været hovedforklaringen på den længste periode af fred og eksplosiv velstand, som Europa nogen sinde har oplevet.
Når man læser disse muntre, ofte unge mennesker fra den yderste højrefløj, så er det jo som om, jorden allerede ER gået under, og jeg kommer til at tænke på Comac McCarthys mesterlige ”The Road”, der på grusom vis beskriver den situation.
Her forsøger en lille dreng og hans døende far at overleve i en totalt udbrændt verden. Moren kunne ikke mere. Hun så intet håb, så hun valgte selvmordet. Det er jo altid en slags udvej, men for dem, der lever, må der være et håb.
Det er den slags man kan bygge religioner på – håbet – og det er i virkeligheden det allervigtigste, vi kan give videre til vores børn: En tro på fremtiden.
Det er muligt, at ”voksne også kan være bange”, men de kan ikke tillade sig at give efter for frygten. Det er uværdigt, uansvarligt og umodent.
Derfor kan faren i ”The Road” heller ikke tilgive moren. Og jeg forstår ham godt.
Menneskets begrænsninger og muligheder
Som mennesker er vi indrammet af vores bevidsthed, vores krop, vores sprog og af samfundet. Ingen af delene er noget, vi selv har skabt, men vi bruger dem til at skabe os selv.
De fire størrelser – bevidsthed, krop, sprog og samfund – er frihed og ufrihed i ét. Ufrihed, fordi det er vores uafviselige rammebetingelser, men frihed, fordi jeg kan bestemme i dem og dermed gøre en forskel. Jeg kan skabe mit liv, og jeg kan påvirke andres.
Det redegør professor Ole Thyssen for i en endnu upubliceret bog, ”Jeg du det. En lille bog om eksistensen”.
Bevidstheden er ikke fyldt med noget bestemt, kroppen er ikke i en bestemt tilstand, sproget tvinger os ikke til at sige noget bestemt, og samfundet tvinger os ikke til at leve på en bestemt måde.
Det er nogle mønstre, der nådesløst bestemmer vores eksistens. Ikke så de forhindrer os i at blive os selv. Tværtimod! De er selve forudsætningen for, at netop det er muligt.
Mennesket kan ikke forme sig uafhængigt af sine betingelser, kun på grund af dem, så her kan man på en måde sige med Grundtvig, at "jo stærkere de binder/des friere de gør".
Mozart gjorde sig for eksempel ikke fri af nodesystemet for at blive sig selv i et musikalsk tomrum, men brugte traditionen og nodesystemet opfindsomt. Shakespeare kunne kun skrive så virtuost og ny-brydende, som han gjorde, fordi han kendte traditionen og mestrede sine virkemidler.
Vi er jo heller ikke uafhængige af vores krop og af vores tilstedeværen i tiden, men vi lever igennem vores krop og i tiden, og vi tolker det hele igennem den bevidsthed, der i sidste ende gør, at vi er dem, vi er, og ikke bare en sten på vejen eller en umælende amøbe.
Spørgsmålet er så bare, hvordan vi klogest og bedst muligt klæder os selv på og udvikler vores bevidsthed, så vi kan rumme de mange opgaver og problemer, vi står med?
Her er det afgørende, at man forstår, hvilken rolle kunst og kultur spiller, for det er her igennem, at vi skubber til vores erkendelses grænser og udvider vores handlemuligheder.
Vi skal forstå vores rammebetingelser og begrænsninger, både for at kunne blive os selv og for, at vi kan vokse, som dem vi er. Og vi skal kende vores rødder og vores fortid for ikke at fare vild på vej ind i fremtiden. Og vi skal skånselsløst kunne stille spørgsmål til det hele.
Det er det, som kunsten og kulturen kan. Det er bare som om, vi har glemt det eller ikke rigtig længere helt tror på det.
Nazisterne vidste det til gengæld. Derfor brændte de bøger og forbød den såkaldt degenererede kunst. Det samme gjorde kommunisterne i Østeuropa og Kina, der i alle årene forsøgte at holde den vestlig popkultur og almindelig løssluppenhed på afstand, og på det seneste har vi set, hvordan islamister har smadret kulturskatte i Palmyra og Afghanistan.
Og det er overhovedet ikke mærkeligt, at fundamentalister og fanatikere vasker historiens tavle ren og hader den kunst, som ikke bare er propaganda og redskaber til brug for egen indoktrinering.
Kunsten stiller nemlig spørgsmål. Til mennesker, samfund og systemer. Og traditionen fortæller os, at der har været andre før os, som vi er forbundne med, og at vi derfor har et ansvar for at overlevere verden ansvarligt til dem, der kommer efter os selv.
Fundamentalisme og totalitarisme ønsker ikke spørgsmål. De ønsker kun svar, nemlig de svar, som man allerede har produceret i de ideologiske eller religiøse lærebøger. Historien er ligegyldig, og fremtidens mål er fastlagt.
Sådan bør vi andre bare ikke stige ind i fremtiden. Vi burde have fået nok af ortodoksi, åbenbarede sandheder og vigtige emner, der ikke kan diskuteres, fordi de er tabuiserede.
Vil vi tage vores kulturarv alvorlig og udvikle vores tillidssamfund, har vi brug for en spørgende, prøvende og kritisk tilgang til det, vi står overfor. Ikke mindst, fordi vi hele tiden vil stå over for noget, vi aldrig tidligere har stået overfor. Og det skal politikken hjælpe os med at håndtere, og kunsten og kulturen skal bane vejen.
For politik handler om løsninger. Kloge og kompetente løsninger på de problemer, vi render ind i. Kunst og kultur derimod handler om forståelse, fordi det rummer flertydighed, åbner for muligheder og stiller de spørgsmål, der hjælper med at forandre os som mennesker og som samfund. Derfor er kunst og kultur og politik helt afgørende for hinanden.
Politikken sikrer i bedste fald ambitiøse rammer for kunsten, og kunsten giver i bedste fald den forståelse, som gør, at de politiske beslutninger bliver bedre og ikke bare dikteres af økonomiske rationaler, som tilsyneladende er værdifri, men som i virkeligheden aldrig nogensinde er det. De er bare kulturløse og derfor værre, end de burde.
Det bør vi gøre en fælles indsats for at få ændret!
Fremtiden starter nemlig nu og her, og den er helt afhængig af, om vi evner at sætte barren højt, når vi taler kunst og kultur, fremfor bare at lægge os fladt ned, når der kommer nogen anstigende og plaprer om ”nødvendighedens politik”.
Det eneste, der er nødvendigt at forstå, er, at verdens udviklingen og mål ikke er forudbestemt, og at der er noget dybt totalitært over at tale om nødvendighed, når det handler om disse sager. Så meget burde vi da have lært fra vores kamp mod nazismen, kommunismen og islamismen.
Og med de ord erklærer jeg hermed fremtiden for åben! Vidt åben!