”Hvem ringer klokkerne for?” er som bekendt titlen på en vidunderlig Hemingway-roman, hvor budskabet vel sagtens er, at klokkerne ikke ringer for den døde, som intet kan høre, men for de levende. Dem der endnu kan høre og som endnu har mulighed for at leve og elske.
Ellers tænker man nok almindeligvis, at klokkerne ringer for én, fordi noget er forbi. Det var i hvert fald sådan, jeg havde det, da klokken eller rettere telefonen ringede en sen nat i 2007 på et hotelværelse i New York.
Dertil var jeg netop ankommet for at holde møder med agenter og forlag for at bedyre dem om, at nu – efter mange svære år – gik det faktisk godt for de danske Bonnier-forlag. Vi havde vendt et umuligt underskud på 40 mio. til et pænt overskud, og det var derfor slut med at skære ned og rebe sejl. Vi var faktisk virkeligt trimmede og klar til at rykke!
Alle medarbejdere var inviteret på tur til Island som tak for indsatsen, og jeg var altså i New York for at udbrede det glade budskab.
Det var så der, at klokkerne ringede for mig. Det var min svenske bestyrelsesformand, Maria Curman, der kunne fortælle, at man i Bonnier havde besluttet at sælge deres danske forlagsaktiviteter til Egmont.
Det var overvejelser, jeg selv havde været en del af, og som jeg også havde tilskyndet. Jeg syntes, det så svært ud, at vi var nummer tre på et marked, hvor der var alt for langt op til nummer ét. Så skulle vi for alvor rykke, måtte vi slå os sammen med en af de andre spillere. Og de to, der bød sig til, var enten Egmont med Aschehoug eller Politikens Forlag.
Selv var jeg mest stemt for det sidste. Jeg syntes, at Politiken og Bonniers værdier var mest i overensstemmelse, mens jeg havde temmelig svært ved at se det lykkelige ved at overlade Bonnier Forlagene til Egmont.
Men det var sådan, beslutningen faldt. Og det skyldtes ikke mindst, at man kunne lægge en meget større kabale, hvor man i det ”neutrale” Norge kunne gå sammen om et fælles ejerskab ved at fusionere Damm og Cappelen, mens Egmont trak sig ud af sine svenske bogaktiviteter, og Bonnier omvendt forlod Danmark og Egmonts hjemmemarked ved at sælge.
Og selv om ikke alle os var lige lykkelige, så hørte salgsprisen absolut hjemme i den lykkelige ende.
Jeg kunne naturligvis ikke sige andet end ”ja, det er det, vi gør," vel vidende at det så også betød afslutningen på 17 herlige år i en branche, som jeg ellers følte mig glimrende tilpas i.
Om det var en kærlighed, der var fuldstændig gengældt, var jeg imidlertid aldrig helt sikker på.
Jeg havde kæmpet for frie bogpriser, jeg havde fået et vognlæs unge lyrikere til at smække med døren på Lindhardt & Ringhof, så det gav genlød, jeg havde været med til at starte den borgerlige tænketank CEPOS, og i Bonnier Forlagene stod jeg bag afskedigelsen af 100 medarbejdere, lukningen af to distributionscentre og en ikke særlig ønsket sammenlægning af de 8-10 forskellige forlag til én organisation på én adresse.
Alt sammen noget, der gjorde, at jeg ikke behøvede at anstrenge mig for at finde folk, der syntes, jeg var en komplet idiot, og i mine mere dystre øjeblikke kunne jeg da godt få den tanke, at det var mig, personligt, der var skyld i al den nid og nag og indebrændthed, der dengang plagede branchen.
Nu her små ti år efter, at jeg bestilte mit sidste ISB-nummer, kan jeg med en vis lettelse konstatere, at det med nid og nag og indebrændthed, er noget branchen klarer fint – også uden min hjælp.
Begejstring
Og det er lidt ærgerligt, at det er sådan, for ingen branche synes federe, mere attraktiv og vigtigere at være i end bogbranchen. Ikke førhen og ikke i dag. Desværre er det bare langt fra sådan, at det opleves. Begejstringen forekommer ærligt talt lidt vel behersket.
Og det er ikke bare en skam, det er slet og ret farligt.
For noget af det, der står fuldstændig klart for mig efter at have været direktør for alle disse forlag, for Dagbladet Information, direktør i DR, bestyrelsesformand for Det Danske Filminstitut og nu teaterchef for Det Kongelige Teater, så er noget af det aller dyrebareste vi har, begejstringen.
Ingen kunstnere – og det gælder også for de fleste af vores medarbejdere på Det Kongelige Teater – motiveres for alvor af løn. Ikke fordi den er dårlig, det er bare slet ikke det, det handler om, hvilket man let fatter, når man som jeg har kontor samme sted som balletskolen.
Her knokler børn fra de er seks år og hele deres aktive liv med at blive sublime til at danse, ligesom musikerne knokler med deres instrument eller vores sangere og skuespillere, der hver dag livet igennem forsøger at gøre det lidt bedre, og derfor jo altså også er på et noget højere niveau end det, der gør sig gældende for de fleste af os andre.
I egentligste forstand har vi her at gøre med moderne medarbejdere, nemlig medarbejdere, der stiller enorme faglige krav til sig selv og derfor meget naturligt stiller enorme krav til de organisationer, de har valgt at henlægge deres arbejdsliv i.
Derfor er de både nødvendige og irriterende. De er nødvendige, fordi de presser organisationer til at gøre sig umage og yde deres bedste, og de er irriterende af præcis samme grund. Ledelser bliver nødt til at tage sig sammen og indse, at de bedste udviklingsideer ikke nødvendigvis kommer fra dem selv, men netop fra den her type irriterende medarbejdere, der vil så meget, og som man let kommer til at skubbe af vejen med en snerren om, at de er ”primadonnaer” eller ”selvoptagne”.
Og det er bestemt ikke bare kunstnere, vi taler om. Moderne medarbejdere af den her art, kan man finde overalt. Fra den dedikerede skolelærer eller politimand, over forskeren på Novo til dealeren i Nordea.
Eller forlagsredaktøren på Gyldendal eller den entusiastiske boghandlermedhjælper, der løber efter én i butikken og insisterer på, at man bør læse netop denne bog, sådan som jeg for nylig oplevede det i Arnold Busck.
Det er det, alle brancher lever af, og deres succes er helt afhængig af, om man ledelsesmæssigt er i stand til at stimulere den begejstring eller om man modsat kommer til at stække den. Og i forhold til bogbranchen taler jeg om begejstringen hos læserne, forfatterne, samarbejdspartnere og ansatte på forlag og i butikker.
Er I gode til det? Er I gode til at få de her forskellige grupper til at føle sig set, opløftede og passionerede?
Hvis ikke, så er der et eller andet, der er gået galt undervejs, for det var det, der oprindeligt og i alle tilfældene drev dem hen mod bogen og litteraturen: Passionen! Man ville have med bøger at gøre. Skrive dem! Sælge dem! Redigere og udgive dem! Trykke dem! Og være en del af den verden, som litteratur skaber og tilhører.
Litteraturens vigtighed
Det er en verden, hvor de største tanker tænkes, de vildeste drømme udmales, og hvor indholdet får folk til at forandre deres liv. Konkret som lærebøger, men lige så virkeligt, når vi taler om skønlitteratur. Og det behøver overhovedet ikke at være highbrow for at have den effekt.
Jeg husker på et tidspunkt, hvor jeg var med til at udgive Jane Aamund, og da forfatteren en periode var ukampdygtig, fik vi al hendes post ind på forlaget, så vi kunne hjælpe med at få den besvaret. Og jeg har aldrig oplevet noget lignende. En aldeles overvældende dokumentation for at bøger forandre liv.
Her var folk, der takkede, fordi de havde genvundet livsmodet, eller var kommet overens med deres kræftdiagnoser, og kvinder, der omsider havde besluttet sig til at forlade deres mænd, efter at have læst hende. Det var ikke bare følelser og indre oplevelser (intet i vejen med det), men der var faktisk tale om store, konkrete og eksistentielle forandringer i folks liv.
Jane Aamunds bøger gjorde det pludselig muligt for disse mennesker at se deres liv på en anden måde og dermed skabe forandring. Og det er det, kunst kan: Skabe et nyt mulighedsrum, hvor tanker kan vokse og føre til forandringer. Personlige og samfundsmæssige.
Vi er så glade for Skandinavien her i Skandinavien, og resten af verden er mindst lige så glad. Se bare, hvor ofte vi er blevet nævnt i den skotske eller amerikanske valgkamp, eller hvordan vi nu nærmest som en selvfølge gang på gang må påtage os betegnelsen som ”verdens lykkeligste folk.”
Hvad er det, der er så særligt? Jo, det er, at vi har det her tillidssamfund, hvor vi i udstrakt grad regner med hinanden. Vi regner med at folk går på arbejde som aftalt, og dem, der går på arbejde, regner med at få løn, og vi regner gennemgående med at Staten vil hjælpe os, hvis vi bliver krænkede. Også i de særlige tilfælde, hvor det er Staten, der er krænkeren.
Det er helt exceptionelt! Og det er jo altså ikke bare en samfundsmodel, der sådan er dumpet ned fra himlen og som med garanti og hævet over al tvivl vil fortsætte. Den er udsprunget af den kultur, vi har, og ikke mindst formet gennem de udtryk, som kulturen har fået i kunsten. Det er det, der har skabt det mulighedsrum, hvor vi har kunnet tænke anderledes om forholdet mellem kønnene, om muligheden for social mobilitet, personlig frihed og om at kunne udstrække solidaritet til andre end lige den nærmeste familie eller klan.
Tillidssamfundet består af en solid dosis oplysningstanker, kristendom i sval aftapning og humor i rå mængder. Det har ikke bare givet os morsomme komedier og sangbare salmer. Det er ganske enkelt selve forklaringen på vores velfærd. Det er ikke den anden vej rundt. Først velfærd, så der kunne blive råd til kunst og kultur.
For uden det mulighedsrum, som kunst og kulturen har skabt, havde vi slet ikke kunnet forestille os dette utopiske tillidssamfund, som vi ganske forrykt tror, er kommet for at blive. Det gør det bare ikke nødvendigvis og slet ikke, hvis man fortsætter med at have så lave ambitioner på kunst og kulturens vegne, som tilfældet er i det her land.
Havde vi haft en anden kultur – fx en arabisk – havde vi tænkt anderledes om de centrale byggesten, som skal til for at opbygge et velfærdssamfund.
Kultur skaber som sagt mulighedsrum. Litteratur er den måske allermest effektive skaber af disse mulighedsrum. Fra barnet der får øje på eventyret i verden til den voksne, der udvider sine potentialer og handlekraft. Det er det bogbranchen arbejder med, og det er klart, at det er en gigantisk motivationsfaktor. Man flytter ikke bare rundt på tekststykker. Man skaber ikke bare omsætning. Man forandrer faktisk mennesker og samfund. Problemet er bare, at I glemmer at gøre opmærksom på det.
I fremstår alt for ofte som smålige, kræmmeragtige og indadvendte. I sætter ikke længere en dagsorden i samfundet eller for jeres medarbejdere. I glemmer at inspirere og spille de trumfer, I sidder med på hænderne, nemlig at det ikke er ligegyldig tyggemad, I spytter ud, men rene håndgranater. Altså på den gode måde!
Kampen om fortællingen
Man kan jo spørge sig selv, hvornår er det lige bogbranchen sidst været i stand til at sætte en kulturpolitisk dagsorden, der ikke lige handlede om, at man ville have genindført faste bogpriser eller en fjernelse af bogmomsen? Jeg tror, man skal helt tilbage til firserne - eller var det 70'erne? - hvor Gyldendal-direktør Kurt Fromberg lancerede begrebet ”Bogdroppere” og igennem et par år fik skabt en oprustning om læsning. Også – og altså ikke mindst – for dem, der kom fra ikke-boglige hjem.
I skal huske på, at der altid bliver fortalt historier. Hvis ikke Mærsk fortæller historien om Mærsk, så gør Frank Aaen. Hvis ikke Shell fortæller historien om Shell, så gør Greenpeace. Og hvis ikke bogbranchen kan fortælle den visionære historie om litteraturens vigtighed, så bliver fortællingen om bogbranchen en historie om en bagudskuende branche, som råber efter protektionisme og særrettigheder, som ikke selv griber og udnytter de strukturelle forandringer, der følger med den teknologiske udvikling, og som er mere optaget af at jagte kommercielle bestsellere end at plante det vigtige og dybt inspirerende budskab, at læsning er uomgængelig for enhver forandring. Eller som de siger i USA, hvor de år efter år udbreder budskabet under overskriften: ”Reading is fundamental!”
Bogbranchen er afhængig af en motiverende fortælling, der hele tiden fornys og holdes i live, og branchen er afhængig af begejstrede medarbejdere. Og de to ting hænger nøje sammen.
Hvis den motiverende fortælling mangler, vender man sig indad og fortaber sig i intriger og en indbyrdes strid, der har mindre med konkurrence at gøre end med sladder og sabotage.
Fangernes dilemma
Som jeg ser det, er bogbranchen i de her år taber i en version af det, som fra spilteori også kendes som ”fangernes dilemma”.
Det er den her situation, hvor to mennesker sidder fængslede og kan vælge enten at stikke hinanden eller at samarbejde. Hvis de stikker hinanden får de begge en mellemlang straf. Kan de derimod lokke den anden til at samarbejde, mens man selv stikker ham, så går man selv fri, mens den anden bliver dømt den hårdest tænkelige straf. Men hvis man faktisk formår at opbygge en gensidig tillid og samarbejder, så bliver straffen minimal for begge.
I praksis ser man det også ofte i cykelløb. To cykelløbere i udbrud kan vælge at samarbejde og på skift lægger sig i hinandens baghjul, eller de kan vælge ikke at tage føringen og lade den anden trække hele vejen frem mod målstregen, hvor man så vil vinde i spurten. Eller begge kan undlade at tage føring, hvorfor man i løbet af ingen tid vil blive opkørt af hovedfeltet.
Lige nu samarbejder den danske bogbranche ikke. Man tror ikke på hinanden, og feltet bestående af udenlandske aktører rykker frem og sætter sig på både distributionsveje og nu også udgivervirksomhed. Man vil hellere stjæle rettigheder, forfattere og medarbejdere fra hinanden end at skabe nyt hver for sig og i fællesskab.
Der er ingen ”Blue Ocean”-strategy i brug, udelukkende kannibaliseringer, som når man støvsuger markedet for konkurrenternes udløbne rettigheder, som når man opkøber forlag, man alligevel ikke evner eller ønsker at drive videre, som når man konsekvent kontakter hinandens forfattere med generøse tilbud om at skifte udgiver, som når man ikke kan finde fælles fodslag i forhold til f.eks. E-reolen.
I burde være hinandens stærkeste allierede i kampen om alt det, der lægger beslag på folks tid. Fra computerspil, fritidsaktiviteter og alt hvad folk i øvrigt kan vælge at fylde deres liv med. Bøger konkurrerer ikke med bøger. Bøger sælger bøger. Konkurrenternes succes er forudsætningen for jeres egen succes. Der er ikke tale om noget nulsumsspil!
Medarbejderne
Udover den manglende tillid bogbranchens aktører imellem, kan man spørge sig selv om, hvad der hindrer, at begejstringen bryder ud.
Et sted at starte er i hvert fald, at branchens ansatte oplever, at det her er stedet, hvor de kan udvikle sig og vokse, at de får foldet deres ambitioner ud. De skal erfare, hvor enorm bogens verden er, at dens fortsatte udbredelse kræver en kæmpe nysgerrighed, en dyb forståelse for den nyeste teknologi, og at det her er en branche, der i bund og grund er international og med internationale muligheder.
Det værste, der kan ske, er, at forlagsmedarbejdere, der sultne og topmotiverede kommer ind på deres drømmejob for så efter et par år at opdage, at det nærmest er en slutstilling, de har fået. Og de er ikke en gang fyldt 30!
Det er det, fordi karrieremulighederne for eksempelvis en forlagsredaktør er så beskedne, og ikke sjældent vil man opdage, at den dedikation, der var til stede fra starten, forvandles til primadonnanykker, smålighed og en usund optagethed af, at det ikke går for godt for andre på samme niveau.
Det burde ikke være sådan, og der er masser af ledelsesmæssige måder at håndtere den her problemstilling på. Man skal bare gøre det målrettet, og det skal være hægtet op på en overordnet og inspirerende fortælling om bogens potentialer og medarbejdernes betydning herfor.
Personligt synes jeg, det var et tab, da man holdt op med at rekruttere forlagsmedarbejdere fra butikkerne og i stedet hentede redaktører ind fra universiteterne, fordi man dermed fjernede en viden om og et fokus fra, hvad kunderne foretrak, til hvad litteraterne syntes var god litteratur.
Det svækkede forståelsen for læserne og den delikate psykologi, der er på spil, når en købsbeslutning træffes. For at kompensere for det, har man så i stigende grad set, hvordan forlagene domineres af marketingfolk, der hverken har en direkte forståelse for læserne og slet ikke aner noget som helst om litteratur, men udelukkende tror, at de kan regne den ud og kun kan få øje på en ny succes, hvis den ligner en gammel, allerede etableret succes.
I butikkerne er det ligeledes vigtigt, at man får genrejst den gamle faglighed og stolthed for at kunne vejlede og inspirere kunder til nye oplevelser, og det må kun være i yderst sjældne tilfælde at svaret lyder, som det gør alt for tit i dag: ”Det ved jeg ikke, men jeg kan slå det op!”
Jeg mener, det kan de fleste over tolv så mageligt gøre selv, og butikkerne skal overleve på, at man her får noget radikalt anderledes end ved at sidde hjemme i sofaen og gå på Amazon eller Saxo. Nærvær for eksempel, og en mand, der løber tværs gennem butikken for at stikke én en bog i hånden med en anbefaling om, at dén skal man læse!
Lad mig også pege på en enkelt ting, der måske lyder irrationelt i en tid, der kræver stor omkostningsbevidsthed: Måske skulle man overveje at løfte lønningerne. Kvalitet koster, og hvis man vil have en stor kvalitet i frontpersonalet – dem der vejleder de nysgerrige – så kræver det nok, at man kan konkurrere med andre jobs, hvor disse vakse og veluddannede medarbejdere ellers kunne være.
Nogle gange er det bare rigtig dyrt at være sparsommelig.
Kundefokus
På et tidspunkt for ca. 1000 år siden var jeg ude at holde et oplæg for nogle hundrede Bog&Idé-medarbejdere, og der kom jeg til at sige den forfærdelige sandhed, at ”hey! Bøger udgives jo ikke for boghandlernes skyld!”
Da ville latteren ingen ende tage, og jeg er sikker på at, hvis ikke det var fordi, de skulle ned til frokost, så ville de have stået og grinet endnu.
Jeg kunne dengang have sagt det samme til forlagsmedarbejdere: ”Hey! Bøger udgives ikke for jeres skyld!” Og der ville jeg have mødt den samme totale mangel på forståelse for synspunktet.
Men bøger udgives ikke for butikkernes skyld eller forlagenes skyld. Butikslokaler og forlagskontorer er ikke i sig selv bevaringsværdige. De har kun en værdi, hvis de optimerer mødet mellem afsenderen og modtageren. Mellem forfatteren og læserne. De er bare en slags mellemmænd. Ikke noget mål i sig selv.
Kan de i sammenligning med andre mellemmænd – digitale mellemmænd for eksempel – ikke tilbyde noget særligt, så dør de. Nøjagtig som pladeforretninger, videobutikker, musikforlag, trykte aviser og alle mulige andre mellemmænd, der tror, at deres opgave som det – mellemmænd, distributionsled – er selve kernevirksomheden.
Det er det ikke, og det er en gigantisk misforståelse at tro det, men det er en fejl, der er blevet gentaget igen og igen ned igennem historien inden for alle brancher.
Derfor skal fokus altid og hele tiden være: Hvad skaber værdi for kunderne? Aldrig nogen sinde: Hvordan kan jeg opretholde flest mulige butikker, eller hvordan kan jeg bevare vores forlagsadresser på landets dyreste lokaliteter?
Et lille eksempel på, hvordan man misforstod de digitale muligheder, var Gyldendals engagement i landets første internetboghandel, som man gik med i, men samtidig gennemtvang en forretningsmodel, der betød, at vel kunne kunderne bestille en bog, men man kunne ikke få den sendt hjem til sig selv. Man skulle ned og afhente den i en fysisk boghandel, for man ville under ingen omstændigheder forstyrre den kendte verden, selvom virkeligheden havde ændret sig.
Det samme var den forbenede kamp for at opretholde boghandlermonopol eller karenstid i bogklubber eller endnu mere meningsløs – den komplet idiotiske kamp mod frie priser, så man lige som var sikker på, at der kunne tages en solid overpris i forhold til den pris, markedet ellers ville betale.
Der er i alle tilfælde tale om en indefra-og-ud-tænkning fremfor en helt nødvendig udefra-og-ind-tænkning.
Man kan vælge – som bogbranchen har gjort i så mange år – fortsat at bevæge sig ad de spor med den konsekvens, at man bliver stadig mere afkoblet fra virkeligheden, stadig mere ligegyldig, eller man kan vælge at aflæse de ændrede forbrugsmønstre og nye teknologiske muligheder, så de faktisk bliver en driver for litteraturen frem for selv at forulykke af mangel på udsyn.
I vælger selv. Og der kommer ingen og hjælper, hvis I vælger forkert.
Det negative og det positive
Det er klart, at der lige nu er stor opgaver, der skal løses i bogbranchen. Både herhjemme og i resten af verden.
Gamle forretningsmodeller forsvinder. Ordinærbog-paperback-bogklubudgave-hardbackudgave-modellen er død. Bogklubmarkedet skrumper, opslagsværker og ordbøger er forsvundet, undervisningsmidler flytter sig fra det analoge til det digitale, nye aktører erobrer fremtidens distributionskanaler.
Omvendt kan man jo notere sig det absolut positive, at mennesker læser og skriver som aldrig før. Og aldrig før har villigheden til at bruge penge, rigtig mange penge på medier været større. Og det er stadig sådan, at ingen anden kunstart spiller så stor en rolle for menneskeheden som litteraturen. Heller ikke i dag. Og så er der generelt en kæmpe opbakning fra læsere, forfattere, andre medier, forældre, lærere og samfundet generelt.
Det er altså nogle rammebetingelser, som andre brancher ville slå ihjel for at få!
Alle synes at længes efter en stærk og dagsordenssættende skriftkultur, mens ingen efterspørger en branche, der virker som om, den ikke har opdaget, at alt er forandret.
Det skal siges højt, også selvom det kan være træls at høre på!
Johannes Ries mente på et tidspunkt, noget uvenligt tænker jeg, at jeg var bogbranchens svar på Hans-Jørgen Bonnichsen, fordi jeg tillod mig at mene noget om branchen, selv om jeg ikke længere var en del af den.
Det gjorde jeg, og det gør jeg, fordi branchen er for vigtig til bare at overlade til branchefolk. Især den type branchefolk, der forveksler egne, snævre interesser og beskedne horisont med, hvad der vil tjene litteraturen bedst.
For 16 år siden skrev Stig Andersen og Jørn Lund en kronik i Politiken. Heri noterede de: ”Om et års tid vil bind 20 af encyklopædien blive sendt ud; der viste sig nemlig både at være et behov og et marked for et værk i bogform. Det havde der ikke været for en elektronisk udgivelse. Udgivelsen har kostet cirka 400 millioner kroner, og i år får staten sidste rate tilbage af sit lån på 10 millioner. Skeptikerne fik ikke ret.”
Og de fortsatte: ”Bogen lever, bogen lever godt, og bogen vil leve videre på nye præmisser og i nye samspil. Gutenberg skabte i vor kulturkreds forudsætningerne for den trykte massekommunikation. Den skal nok vise sig slidstærk længe endnu, og den kan noget, ingen andre medier kan. Men den lever i vekselvirkning og konkurrence med andre udtryksformer. Det skal man ikke se som en trussel, men som en vej til fornyelse og udvikling. Vi er parat.”
Og så sluttede kronikken af med det kække udråb: ”Gyldendal.dot.com - on!”
Stig Andersen og Jørn Lund havde ret der for seksten år siden. Måske ikke i, at der var et kæmpe marked for et 20 binds opslagsværk i bogform, men ret i at bogen lever og har det godt, men også at den skal forstå, at den lever i en vekselvirkning med andre udtryksformer, hvilket i virkeligheden er en gigantisk mulighed for dem af jer, der griber den.
Den fede dame har ikke sunget
Klokkerne ringer lige nu i alle mediebrancher, og de ringer ikke mindst i bogbranchen. De ringer ikke for døde forfattere og et for længst begravet laugs-system. De ringer for den sprællevende litteratur, for danskernes fortsatte glæde ved at skrive og læse og for en branche, der beskæftiger sig med det vigtigste af alt: Ord og fortællinger!
De ringer for, at I slår stregerne til fremtidens landskab og her ikke mindst evner at formulere og formidle den overordnede fortælling om litteraturens betydning for os alle og bogbranchens attraktion for de dedikerede.
De ringer for, at I for alvor skal forstå, at jeres primære opgave er at lette mødet mellem afsender og modtager, mellem forfatter og læser, ikke at stille jer i vejen for nye og mere effektive måder at sikre, at dette møde opstår på.
Og det gør I kun, hvis I får talt begejstringen frem hos forfattere, læsere, medarbejdere og i samfundet som sådan og skabt tillid til, at litteraturen er stedet, hvor verden formes for den enkelte og for os alle.
Dét er jo en fantastisk og dybt inspirerende historie!
I skal overbevise om, at det netop er jer, der har fået den opgave betroet. Ikke som en sur pligt som noget, der bare skal få jer til at overleve længe nok til, at I kan gå på en længe imødeset pension, men som det fedeste sted at være og arbejde. For jer selv og for de kommende generationer af bogfolk, fordi det er her, hos jer, at de største drømme fødes, og derfor også er jer, der skal have de bedste ideer til, hvordan netop det kan ske.
Se dét ville Hans-Jørgen Bonnichsen aldrig have sagt!
Held & lykke med det hele! Det skal nok gå! For når alt kommer til alt, har i fat i den lange ende.
Fra Biblen ved vi, at "i begyndelsen var ordet", og vi ved, at intet er forbi, før "det sidste ord er sagt". Eller som man siger i den branche, jeg kommer fra: Det er ikke slut, før den fede dame har sunget, og det har hun så langt fra endnu! Men se nu at komme ud af butikkerne og forlagskontorerne og op på scenen og ind i kampen! Der er brug for jer! Der er brug for det skrevne ord!