Bragt i Weekendavisen den 22. januar 2016
Af Morten Hesseldahl
Vælg dine forældre med omhu. Det har altid været et godt råd, hvis man vil have medvind i tilværelsen. For unge David Cornwell så det mildest talt ikke ud, som om han havde truffet det bedste valg. Slet ikke når det drejede sig om faderen, den notorisk upålidelige Ronald Cornwell, om hvem man må sige, at betegnelsen ”psykopat”, synes at være en mild beskrivelse.
David voksede op uden nær kontakt til hverken ham eller moderen, og havde det ikke været for storebroderens omsorg, ville den lille David have været ilde stedt.
Begge drenge kom tidligt på kostskole, hvor David gjorde indtryk på undervisere og ledelse og hurtigt viste talent for det kunstnerisk ved at være en særdeles kompetent karikaturtegner, mens det ikke var indlysende, at det var forfatter, han skulle være.
Et tidligt forsøg med en novelle blev modtaget med følgende reaktion fra en af vennerne: ”Bliv ved med at tegne,” sagde vennen. ”Men holde op med at skrive. Lov mig, at du aldrig skriver en bog.”
Om David afgav det ønskede løfte, melder historien ikke noget om, men han overholdt det i hvert fald ikke. Tværtimod blev han en af alletiders mest succesrige forfattere og med en status som de moderne brudfladers krønikeskriver under navnet John le Carré. Først og fremmest skildrer af spionernes illusionsløse indsats under den kolde krig, men siden hen også leveringsdygtig i en lang række fortællinger, hvor enkeltpersoner tvinges ud i moralske kvababbelser, når de klemmes i det storpolitiske spil eller ofres i storkapitalens kalkuler.
Rollen som iagttager af en urolig verden kendte David fra sig selv. Moderens fravær og faderens uberegnelighed hensatte ham i en tilstand af konstant agtpågivenhed, og da han siden hen kom på universitetet, omsatte han denne dirrende opmærksomhed i en omfattende overvågning af sine venstreorienterede studiekammerater, som han systematisk rapporterede om til den engelske efterretningstjeneste.
Han var den flinke fyr med de kvikke replikker, der kunne fange opmærksomheden uden at nogle rigtig lærte ham at kende. Han havde sprognemme og var en særdeles god sportsmand. Så god, at han på et tidspunkt bejlede til en plads på det engelske OL-hold i skiløb.
Han var en på alle måder pæn, ung mand, der efter nogen fodslæben også ender i et pænt ægteskab og med et borgerligt job hos efterretningstjenesten, hvor han driver det ganske vidt, uden at man dog helt har kunnet få ham til at fortælle hvor vidt. Den del af sit liv har han valgt at være lukket om, men ellers har han beredvilligt stillet sig selv og sit arkiv til rådighed for den ansete biograf, John Sisman, der nok har sympati for sin genstand, men som bogen igennem bevarer det, som Graham Greene opfordrede enhver forfatter til, nemlig at gemme en issplint hjertet, så man ikke bliver forført, men i stedet forsøger at komme så tæt på sandheden som mulig.
Om det er lykkedes, er svært at vurdere, men Sisman tegner et portræt af et observerende, talentfuldt og rastløst søgende – på kanten af det usikre – menneske, der pludselig får et litterært gennembrud med ”Spionen, der kom ind fra kulden”, der gjorde det muligt for ham at forlade skrivebordet i MI5 og blive forfatter på fuld tid.
På det tidspunkt er han gift med ungdomskæresten, Ann, med hvem han har tre drenge. Han forlader dem alle, da han stimuleret af den eksplosive succes som forfatter får åbnet for de sluser, han ellers har holdt lukkede. Han fester igennem, og begynder at give efter for de mange tilbud, der vælter ind fra interesserede kvinder. Desuden drikker han tæt. En vane, han i øvrigt omhyggeligt holder ved lige gennem hele livet.
Ét af de amourøse forhold kommer til at sætte et dybere aftryk, nemlig forholdet til Susan Kennaway. Manden, James, er Davids på det tidspunkt bedste ven og i virkeligheden også store forbillede ud i livsduelighed og vovemod. James er selv forfatter og prædiker og praktiserer bohemetilværelsens lyksaligheder, lige indtil det går op for ham, at den kære og lydhøre David og den ellers altid så opbakkende hustru har taget ham på ordet og indledt en affære.
Det får det hele til at ramle, men efterlader også interessante spor i begges produktion. Hos le Carré genfinder man adskillige gange trekantsdramaets dynamik igennem forfatterskabet ikke mindst i den storslået mislykkede roman ”The Naive and Sentimental Lover” (1971), der ikke bare er en skildring af to venners forelskelse i den samme kvinde. Den slår også interessante streger i portrættet af den svigefulde far.
I det hele taget dukker også faderen og faderens personlighed op som et gentaget motiv i forfatterskabet blandt andet i ”En perfekt spion” (1986). Den charmerende, larger-than-life-skikkelse, der i kraft af sine forføriske evner er på nippet til at trække verden i afgrunden. Det er givetvis også her i det mislykkede forhold til faderen, at man vil kunne finde forklaringen på, at Cornwell livet igennem opsøger og bortstøder faderfigurer.
Samme forhold synes han at have til sine forlag og agenter. Først den store begejstring og etableringen af tætte, alt for tætte, private relationer for så siden hen at blive ved med at skrue op for forventningerne, indtil han til sidst – og ofte meget følelsesfuldt – meddeler, at han bevæger sig videre. Han har fået et bedre tilbud.
Om David Cornwell/John le Carré må man konstatere, at værk og mand i sjælden grad er smeltet sammen. Det er David Cornwells egne erfaringer og dæmoner, der gennemspilles i teksten, og det er også her, man kan følge forfatterens politiske udvikling fra loyal soldat under den kolde krig til skuffet Labour-tilhænger og aktivistisk pacifist. Særligt foragten for Tony Blair har fået fuld skrue i både litteraturen og i debatspalterne.
Det var også her – i debatspalterne – at John le Carré begik et bemærkelsesværdigt fejltrin, da han langede ud efter Salman Rushdie i forbindelse med dennes heroiske kamp for at finde et fodfæste som menneske og forfatter med en dødsdom hængende over hovedet.
I dag ser det ud som om David Cornwell trives bedst tilbagetrukket i sit hus i Sydengland. De daglige, lange traveture er blevet kortere, men han arbejder stadig lige målrettet, som om skriveriet er det eneste, der kan holde den altid lurende fortvivlelse fra døren.
John Sisman har begået en fremragende biografi, hvor den nødvendige sympati aldrig bliver større, end at han også giver plads til at skildre nogle temmelig store menneskelige svagheder hos en af vor tids største forfattere.
John Sisman: “John le Carré. The Biography”. Harper 2015, 652 sider, US $ 28,99