Bragt i Berlingske 6. oktober 2015
Af Morten Hesseldahl, teaterchef på Det Kongelige Teater
Europa har ad flere omgange været på kanten af kollaps. Mest udtalt i første halvdel af forrige århundrede, hvor totalitære bevægelser stod i kø for at sætte sig igennem. Ubegribeligt for dem, der ellers havde set kontinentet som den moderne civilisations arnested og garanten for menneskets endelige frisættelse af naturens slavebinding.
En af dem, der aldrig forvandt chokket, var den østrigske forfatter Stefan Zweig.
Personligt var han ellers en succes. En af datidens bedst sælgende forfattere og med en omgangskreds, der næppe fandtes mere spektakulær. I sin smukke, men også forstemmende bog Verden af i går beskriver han en forunderlig og generøs verden, der er på vej til at forsvinde.
Her taler han om musikkens udødelige syvstjerne og nævner Gluck, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Brahms og Johann Strauss, ligesom han dvæler ved al den skønhed, som syntes at være kulmineret i hans barndoms Wien.
Her var det, som om kunsten trådte i stedet for og opløste mere primitive gøremål som arbejde, almindelig småborgerlighed og … krig. Hos Zweig virkede det som om, der lå en fundamental tro på, at det, der ville kunne holde det totalitære ragnarok fra døren, var dannelsen. Den dybe, europæiske dannelse, der løftede mennesket fri og op mod det åndelige.
Formentlig var det en sen erkendelse af, at det alligevel ikke var tilfældet, som i sidste ende førte til hans selvmord?
Kollegaen Thomas Mann var noget mere robust i det og havde svært ved at skjule sin foragt for Zweigs selvmord. ”Han skulle aldrig have bibragt nazisterne denne triumf,” som han tørt bemærkede.
Thomas Mann delte med Zweig en forbundethed til den europæiske kultur, men havde samtidig et klart blik for dens tendens til degeneration og derfor nødvendige behov for stadig fornyelse, sådan som han på forskellig vis skildrer det for eksempel i ungdomsværket Huset Buddenbrook eller mesterværket Doktor Faustus.
Selv var Thomas Mann aldrig i tvivl om egen betydning. Det kunne godt være, at Hitler havde taget magten i Tyskland, men som Mann formulerede det i sit amerikanske eksil: ”Wo ich bin, ist Deutchland!”
Tyskland var altså ikke bare en geografisk enhed. Tyskland var også – sådan må man forstå Mann – en kulturelt entitet, der ikke gik til grunde, selvom barbariet overtog samfundet.
Dét er jo i grunden et vældigt stærkt billede: Et åndens Tyskland. Et Tyskland, der præsterer det ypperste og overlever, selvom alt bombes til ruiner.
Det er også det, som Lulu Ziegler lagde stemme til, da hun i 1948 foredrog Mogens Dams fine og sentimentale tekst til ”Den sidste turist i Europa”. Her besøger fortælleren et sønderknust Europa, hvorfra alle er døde eller flygtet.
De, der før rejste af lyst eller lede -
bli'r borte nu, de søger andetsteds hen.
Jeg er den sidste turist i Europa,
jeg er kommet for at møde det igen.
Og det, hun finder under krigens aske, er gløderne af den europæiske kultur. Det er Shakespeare, Rafael og Goethe. Det er lærkens sang over Norden. ”Alle frie sjæles jublende motiv”.
I dag er det ikke så meget det åndlige og kulturelle fællesskab, der fylder hos vores politiske ledere. Det er mere billedet af et ”Nødvendighedens Europa”, der toner frem. Ganske vist afspilles ”An die Freude” ved festlige lejligheder, men ingen synes egentlig at høre aandet end en fed fanfare.
Europa er i den optik blevet en praktisk foranstaltning, der skal fremme arbejdskraftens fri bevægelighed, grænseløs samhandel og levere løsninger på konkrete problemer som nu på flygtningeområdet.
En fælles fortælling om, hvad det faktisk vil sige at være europæer af i dag, synes ikke rigtig at gøre sig gældende, selv om der er så rigeligt at tage af.
For eksempel den omstændighed, som den gode jurist Jacob Mchangama for nylig gjorde opmærksom på, nemlig at vi som danskere tilhører en minoritet på bare 14% af verdens befolkning, hvor der hersker pressefrihed. Et privilegium vi deler med de fleste andre lande i Europa.
Den slags – friheden til at ytre os, sige magthavere og religiøse dogmer midt imod, at kunne stå vagt om individet, at kunne rumme minoriteter og sætte ord, lyd og billeder på det grænseoverskridende, synes at være bidrag til et særligt europæisk ideal, som det er værd at slås for.
Det gør man ikke mindst ved på én gang at holde kulturhistorien og traditionen i live og samtidig konstant udfordre og forny den og ved helt grundlæggende at forstå, at det jo er her, her fra kulturen, at de væsentligste bidrag til borgernes og nationernes identitet stammer.
Det er imidlertid en tanke, der ikke oplever meget medløb i det nuværende politiske landskab.
Under den seneste valgkamp kunne man ikke én eneste gang gribe hverken den nuværende eller den forgående statsminister i at forholde sig til spørgsmålet om kultur.
Til gengæld var der et forbløffende sammenfald i deres bud på praktiske og ”nødvendige” løsninger på alt fra økonomiske reformer til stramninger over for udlændinge. Men hvor var fortællingen om, hvad det vil sige at være dansker i denne nye og gennem-internationaliserede verden, hvor kun de færreste – i modsætning til tidligere – bliver født ind i en bestemmelse?
Når man som kandidat til statsministerposten ikke leverer bare brudstykker til denne fortælling, kan man være sikker på, at der er andre, der vil. For eksempel Dansk Folkeparti, som dygtigt har erobret definitionsretten på, hvad det vil sige at være dansk, men også andre af de mere regeringsfjerne partier som Alternativet og Liberal Alliance har høstet stemmer på at levere andet end realpolitik, nemlig visioner.
Fra disse partier bliver der sat ord og billeder på et ”danskernes Danmark”, ”et åbent og tolerant Danmark” eller et ”Danmark uden Statens klientgørende dominans”. Det er drømmebilleder som inspirerer og tiltrækker vælgere, men som de gamle, pragmatiske partier har opgivet, fordi de har valgt at underlægge sig den økonomiske nødvendighed og reduceret sig selv til administratorer. De er blevet til dem, der finder de praktiske løsninger, men vi har som borgere behov for mere end praktiske løsninger. Vi har brug for en fortælling, der kan inspirere. Vi har brug for at forstå os selv som en del af historien og tiden og ikke bare som statistiske størrelser og genstand for en operativ fornuft postulerede objektivitet.
Når kulturen ikke indtager nogen nævneværdig plads hos vores førende politikere, er det naturligvis heller ikke noget, som bliver prioriteret. Kulturområdet foreslås således i regeringens forslag til finanslov beskåret med 600 mio. kr.
I stedet ses kunst og kultur øjensynlig, som noget, der på linje med tom underholdning kan være plads til, når politiet, ældreplejen og den sidste motorvej er betalt, fremfor at være det, der er helt afgørende for at forstå os selv og dermed også sætte rammerne om det mulighedsrum, som vores tænkning foregår i.
Der er nemlig pokker til forskel, om man tænker administrative tanker i en kultur, der er præget af mod og kritik og en drift efter at erkende det uerkendbare, fremfor i en kultur, der enten er bagudskuende i sit kultursyn eller så konsekvent uambitiøs, at de kunstneriske frembringelser ikke lader sig adskille fra triviel underholdning.
”Den sidste turist i Europa”, var en indtrængende opfordring til at besinde sig på nogle af de kulturelle værdier, som har skabt og defineret Europa. Ikke så de ender som en fad erindring om en verden af i går, men så de bliver det livkraftige afsæt, som Thomas Mann så og som peger i retning af, hvad vi faktisk kan være som mennesker, fremfor at ende som klienter og forbrugere i en kulturfattig og overadministreret enhed, hvad enten den enhed nu hedder Danmark eller Europa.
Vi burde istemme med Lulu Ziegler, når hun slutter sin rejse gennem efterkrigstidens smadrede Europa af med ordene:
Jeg er den første turist i Europa,
når det rejser sig af asken på ny