Jens er død, og det er helt forkert.
Lige nu er vi kede af det, men på et eller andet tidspunkt vil sorgen vige, og savnet vil vinde frem. Og selvom vi stadig vil være kede af det, så vil vi i savnet kunne finde en trøst, fordi det, vi savner, har været med til at gøre os til dem, vi er.
På den måde lever Jens videre.
Det er vist kun blandt kernetropperne i Liberal Alliance, at man har den idé, at mennesker skaber sig selv ud af det blå. Alle vi andre ved, at det ikke passer.
Sandheden er, at vi kun bliver os selv gennem andre. Ved at omgås andre, lytte til andre, anerkende andre og ved at andre ser på os og viser os, at vores eget blik ikke er det eneste saliggørende.
Det er derfor ikke ligegyldigt, hvem der passerer gennem vores liv, for det er i høj grad dem, de andre, der gør os til dem, vi er. Og uden at prøve at skubbe ansvaret fra mig vil jeg sige, at intet menneske har betydet mere for, at jeg er blevet den, jeg er, end netop Jens.
Det kan jo umiddelbart synes mærkeligt for i modsætning til for eksempel vores far, så var Jens ikke videre entreprenant på andres vegne. Han kunne godt se et andet menneske uden straks at være i gang med at ommøblere vedkommendes liv.
Til gengæld gjorde Jens noget vigtigere. Han var altid utrolig nærværende, hvilket betød, at man i samtalerne med ham også selv blev mere til stede og måske af egen kraft fik modet til at møblere rundt, hvis det var det, der skulle til.
Jens er otte år ældre end mig og har derfor altid været der. Også når han ikke fysisk var der, for så var han med i tankerne.
Tidligt havde Jens erhvervet sig en udtalt skepsis overfor floskler, flygtige tidsstrømninger og enhver form for flokdyrstænkning.
Dét var voldsomt inspirerende.
Fordi man var imod atomkraft, skulle man ikke nødvendigvis være imod NATO eller for tilfældige guerillagrupper i Sydamerika. Verden var kompleks, og der var virkelig ingen grund til at tænke som en automat.
Selv var Jens et omvandrende eksempel på Immanuel Kants diktum, at ”oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.”
Hvor holdningerne i halvfjerdserne ikke bare var venstreorienterede, men banale og ofte selvretfærdige, stod Jens fra starten for det stik modsatte. Han var hverken venstreorienteret eller selvretfærdig, og skulle han endelig være banal, så foretrak han at være det i selskab med Patsy Cline eller Dolly Parton fremfor med tidens mere arrige rockmusik.
Jens var en oplyst fritænker, og han interesserede sig for verden på et ejendommeligt højt niveau. Fra subtile magtforskydninger i afrikansk politik over etnisk uro i østeuropæiske enklaver til svingningerne i den globale efterspørgsel på råstoffer.
Og han fulgte ikke bare med. Han tog stilling og ville gerne udfordres på sine holdninger hvilket gjorde, at han altid var en fest at diskutere med. For nok kunne han blive ophidset og ryge op af stolen af raseri, men han blev aldrig fornærmet over at blive sagt imod. Bare endnu mere tændt.
At tale med Jens var som at tage bad i sund fornuft, og ikke sjældent sad man tilbage med en tro på, at det hele nok skulle gå.
Da jeg som teenager som følge af et trafikuheld vågnede op efter næsten syv timers kompliceret operation, var det første jeg så Jens’ ansigt og hans lidt forfjamskede smil, der ligesom kom svævende vandret frem fra dørkarmen. Og da jeg så det, vidste jeg med det samme, at alt ville blive godt.
Igennem sit liv havde Jens en usædvanlig tro på at uanset, hvor han kom, eller hvornår, han kom, så var han velkommen. Og han havde helt ret.
Og i modsætning til så mange andre havde han ikke det her geskæftige behov for at bidrage med madlavning eller opvask og den slags. Nej, for Jens var det alt nok, at der var rigeligt med rødvin, måske lidt cigarer, men først og fremmest, at selskabet var godt og talende. Så var han glad, og det var vi andre også, for hvem ville ikke gerne have besøg af verdens bedste gæst, selvom opvasken blev stor?
Jeg tror nogle gange, at vores mor har fortrudt, at hun i sin tid viste Jens det stillingsopslag, der for fyrre år siden bragte ham til Grønland, men det var ikke en fortrydelse, Jens delte. Tværtimod.
Jens blev nemlig sig selv i Grønland, i Kalaallit Nunaat – ”Menneskenes Land”. Her blev han set af andre mennesker end dem, der havde set ham i Danmark, og det gjaldt jo i helt særlig grad, da Lisa en aften fik øje på ham og inviterede ham med hjem. Noget som han vist til Lisas overraskelse tog så alvorligt, at han faktisk aldrig kom ud ad døren igen.
Hos Lisa var Jens nemlig kommet hjem. Det var her, han hørte til.
Det kunne vi andre også mærke i den sidste tid, hvor humøret trods alle dystre bulletiner gennemgående var højt, mens bekymringerne primært drejede sig om netop Lisa, og hvordan det skulle gå hende uden ham.
Og vi andre kan så supplere med en bekymring for, hvordan det dog skal gå med Grønland uden Jens?
I fyrre år har han dér haft et fuldstændigt fantastisk arbejdsliv. Et arbejdsliv, der jævnligt har trukket store veksler på hans sans for det absurde, men som aldrig har fået ham til at give op. Han er gået videre til den næste opgave.
Jens elskede ikke bare Lisa. Han elskede også Grønland, og som jurist på stadigt nye arenaer gjorde han en kæmpe indsats, mens han konstant måtte tage pejling af et omskifteligt og ofte lunefuldt politisk landskab.
Når det kom til det faglige, var Jens nidkær, og han var ærgerlig, når han syntes, der blev truffet dårlige beslutninger på vegne af grønlænderne eller af grønlænderne selv. De havde fortjent bedre.
Da man i denne uge i Nuuk blev bekendt med hans død, blev der flaget på halv, og mindeordene, der kom, bekræftede, at hengivenheden var gensidig.
”Han var en embedsmand, som arbejdede til gavn for Grønland,” stod der. ”Jens var vores dygtige jurist i departementet, hvor han i de sidste år arbejdede med energi, vandkraft, klima og landbrug. Tidligere har han også udført juridisk arbejde inden for særligt hele erhvervsområdet og på olie- og gasområdet. Jens var altid imødekommende og vellidt blandt alle. Ligeledes var han altid klar med en lille spøg, og han havde en særlig evne til at sprede god energi under anspændte møder og forhandlinger.”
Heldigvis for os andre har Jens også været rigtig meget i Danmark. Men uanset om han har været her eller der, så har han som nævnt altid været stærkt til stede med sin gode energi og sin spøgefuldhed. Noget, som dog ikke altid er blevet værdsat efter fortjeneste.
Jan Olesen, der desværre ikke kunne være til stede i dag, fortæller hvordan, Jens en nat under en fugtig bytur i Aarhus måtte reddes ned fra en udvendig og pludselig uvirksom vareelevator af brandvæsnet, blev anholdt og måtte efterfølgende overnatte hos politiet, fordi han på forespørgsel om formålet med brugen af elevatoren lidt vel kækt – og lige en postgang for tidligt – havde svaret: “Stairway to Heaven”.
Den gode energi og det skæve blik har jeg også altid kunnet mærke. Stod jeg selv midt i en eller anden opkørt situation, var det som regel nok at tænke på Jens for at få den til at virke helt håndtérbar.
Men Jens kunne nu også selv række ud, når han på afstand fornemmede, at bølgerne gik højt.
Var jeg endt i et eller andet mediedækket slagsmål kunne jeg være stenπsikker på at modtage en humoristisk mail eller et opmuntrende opkald fra ham, der viste, at han fulgte med, og at han havde min ryg. Altid.
Jeg føler mig derfor også overbevist om, at jeg den dag, jeg selv står overfor Sankt Peter med en ganske givet temmelig svær sag, så vil jeg på et eller andet tidspunkt i forhandlingerne se Jens komme frem fra døråbningen – sådan vandret og smilende sit krøllede smil – og så vil jeg vide, at det alligevel nok skal gå.
Nu er Jens her ikke mere, og vi er kede af det, og vi kommer til at savne ham helt forfærdeligt. Men erindringen om ham har vi med os, og de aftryk, han har sat i os og som har bidraget til at gøre os til dem, vi er, vil vi have med os.
Og om det kan man her midt i sorgen ikke føle andet end en enorm taknemmelighed.
Så, tak, Jens, for at du var så meget dig selv, at vi andre også blev hjulpet på vej til at blive det samme.
Æret være dit minde.