Berlingske.Tidende den 14. september 2024
Den bipolære verden brød sammen med Østblokkens sammenbrud. En fornemmelse af en endelig sejr for de liberale værdier hang i luften, bombastisk udtrykt af Francis Fukuyama i Historiens afslutning.
Vi skulle dog ikke langt ind i det nye årtusind, før optimismen blev forvandlet til mismod og en erkendelse af, at nok havde Vesten sejret, men det var en sejr, som mange bestemt ikke ville anerkende.
I New York kollapsede tårnene, krige brød ud i Afghanistan og Irak, og en række slumrende stormagter rejste sig og krævede deres plads ved magtens bord. I Indien og Kina blev millioner af fattige løftet ind i middelklassen, og i Afrika var der fremskridt i forhold til fattigdom, børnedødelighed og uddannelse.
Samtidig kunne man konstatere, at Vestens værdier stødte frontalt sammen med lokale kulturer og ikke-vestlige værdisæt, og Vesten måtte indse, at den ikke bare kunne bombe sig til demokrati.
Internt i den vestlige verden var kritikken ligeledes – og som altid – markant. Vækstfilosofien løftede ikke bare velfærden. Den lagde et katastrofalt pres på klodens ressourcer og forstærkede den klimakrise, der gennem generationer havde været under opbygning.
I visse akademiske kredse blev Oplysningstidens forestilling om universalisme set som en slet skjult magtudøvelse, og relativisme blev det nye sort med krav om anerkendelse af alskens særrettigheder. Der var Vesten, ja, men der var også Rusland, Kina, Indien og Det Globale Syd, der så sig selv som ligeberettigede magtcentre med egne værdier.
Men mens, der er et påtrængende behov for at adressere de galopperende klimaproblemer, så er det ikke indlysende, at det samtidig bør betyde en undsigelse af de frihedsrettigheder, Vesten igennem historien har stået for.
Demokrati, ligestilling mellem kønnene, beskyttelse af minoriteter, tro- og tankefrihed, fælles finansierede ordninger, der holder en hånd under syge, udsatte og mindrebemidlede, afvisning af patriarkatet, inddæmning af medfødte privilegier til fordel for et meritokrati, retten til kritik og frie (herunder idiotiske) ytringer. Alt det, der er en forudsætning for, at de bedste argumenter kan vinde fremme fremfor den ret, der udgår af vold og undertrykkelse.
Vesten er altså ikke bare alle katastrofers moder. Det er også fremtidens håb og bedste sted at finde substantielle løsninger på verdens problemer, hvilket især skyldes, at man her kan kritisere det bestående uden at miste sin frihed eller sit hoved.
Det er sigende, at ikke bare de udstødte, men også de mest velhavende i den ikke-Vestlige verden retter deres længsler mod selvsamme Vest. Flygtningestrømmene i Syd- og Mellemamerika går mod nord. Fra Afrika drages man mod Europa, og fra øst søger man i stort tal mod vest. Samme retning har oligarker, arabiske rigmænd og kinesiske velhavere, når de er på udkig efter det gode liv. Det er ikke mod russiske, kinesiske eller mellemøstlige metropoler. Det er mod det gudløse Vest, hvor man erhverver sig de dyreste adresser og sender børnene på de fineste skoler.
Materialistisk og dumt er Vesten muligvis, men også eksempel på, hvordan livet kan leves, når man selv kan vælge fremfor blot at være underlagt autoritære systemer, restriktive religioner eller social fastlåsthed.
Der kan være mange grunde til, at man insisterer på, at verden er blevet multipolær. De fleste af dem er ideologiske. Sandheden er imidlertid, at det stadig er den Vestlige verdens værdier, der er kernen i de forhåbninger, der kan gøres om frihed, selvforvaltning og demokrati.
Det er på den led også et svigt af alle dem uden for Vesten, der drømmer om netop det, når Danmark går til angreb på en af de gevinster, der de facto har skabt frihed og fremskridt: Retten til at kritisere og latterliggøre autoriteter, uanset om de er religiøse eller kulturelt aflejrede.
Når regeringen vil forbyde usympatiske typer at manifestere deres holdning til Islam ved at afbrænde Koraner, er det et direkte angreb herpå. For naturligvis er en koranafbrænding en ytring, ligesom rødstrømpernes afbrænding af BH’er i sin tid var det.
Den ytring kan man kritisere, forhåne eller ignorere alt efter temperament, men den bør ikke forbydes. Det er nemlig at forbryde sig mod et afgørende princip, der har gjort Vesten stor og skabt håb for alle dem, der aldrig har haft de samme muligheder.
Vestens fejl er talløse som himlens stjerner, men det at kunne rumme det utilbørlige, er ikke en af dem.