Politiken den 15. december 2023
Når Steiner-bevægelsen udsættes for kritik, falder svarene gerne i én af to kasser.
1) Jeg er ligeglad med, om Rudolf Steiner engang har sagt noget mærkeligt. Steiners institutioner i dag er skønne.
2) Du er for dum til, at jeg orker at diskutere Rudolf Steiners visdom med dig.
Enten ønsker man ikke at forholde sig til virkeligheden, eller også ønsker man ikke at diskutere med en udenforstående.
Christoffer Emil Bruun, der her i avisen (5.12.23) gik i rette med en kritisk kronik, jeg havde skrevet (25/11-23), er et præmieeksempel på begge dele.
Der er ingen ende på, hvor åben han mener, Steiner-bevægelsen er over for kritik, men når den så kommer, må det hele alligevel afvises. Der er faktisk intet at komme efter.
Min påpegning af, at der er en betydelig vaccine-skepsis blandt Steiner-disciple, skete dels med henvisning til en undersøgelse foretaget af europæiske sundhedsmyndigheder i 2013 (Kristelig Dagblad 2.2.15) og dels med henvisning til den enorme opmærksomhed, Steiner-skolernes vaccine-modstand vakte i Tyskland under coronaen.
Det var i den anledning, at den tyske sociolog Oliver Nachtwey slog fast, at ”det antroposofiske tankesæt spiller ’en ret vigtig rolle’ for vaccineskepsissen” (Information (19.11.21). At man i de måneder så også selv kunne få mistanken bekræftet ved at følge kommentarsporet på sociale medier, var blot en anekdotisk tilføjelse.
Christoffer Emil Bruun forsøger at gøre Steiners racelære til et fortidigt fænomen og sammenblander den med den racehygiejne, der lå indvævet i socialdemokraten K.K. Steinckes socialreform, hvilket er misvisende.
K.K. Steincke mente, at man ved at tvangssterilisere mentalt handicappede, alkoholikere og kriminelle kunne skabe en sundere befolkning, mens det mig bekendt ikke var Rudolf Steiners ambition. I stedet havde han et klart hierarkisk syn på racer – fra de tilbagestående sorte og asiatiske til de oplyste hvide.
K.K. Steinckes tidsbestemte eugenik forlod man som følge af åben kritik, mens Steiner-institutionernes racelære er fuldt intakt, fordi kritik ikke accepteres. Det kunne en tidligere elev bekræfte overfor Dagens Nyheter (29.5.21), hvor han havde modtaget undervisning i netop den.
Det ville i øvrigt også være svært for bevægelsen at fjerne Rudolf Steiners bemærkelsesværdige syn på racer, idet det dels dukker op overalt i teksterne og dels er et resultat af de klarsyn, Steiner modtog, og som er selve kernen i hans lære, Antroposofien.
Skulle disse klarsyn fjernes, sætter det jo spørgsmålstegn ved de mange andre indsigter, der ligeledes er opnået ved klarsyn, og så er hele halløjet med Steiners clairvoyance jo forkert.
Christoffer Emil Bruun peger på, at Steiners racisme må ses i en historisk sammenhæng. Præcis, hvad det er for en sammenhæng, der får dem til at fremstå som andet end buldrende usympatiske, må Bruun virkelig gerne udrede.
Christoffer Emil Bruun hævder, at Steiner fik udviklet en pædagogik, der ser mennesket i sin helhed bestående af ”legeme, sjæl og ånd,” hvilket lyder flot, men som reelt ikke er andet end luftige spekulationer.
Selv var Rudolf Steiner bevidst om, at det nok ikke var nogen god idé at være alt for åben om præmisserne for sin tænkning, men at det til gengæld var vigtigt, at man som Steiner-repræsentant handlede ud fra den.
Forældre, der har haft gode oplevelser med Steiner-institutioner, forklarer ofte, at de aldrig har hørt om hverken okkultisme eller om nogen af de andre aparte ideer, som optog Steiner. Det kan så enten være, fordi de ikke har hørt godt nok efter, eller fordi ingen har fortalt dem om dem, for ideerne er der som sprællevende virkelighed.
I Børn og Unge nr. 47 fra 2003, sagde en af de studerende på Rudolf Steiner-seminariet: ”De sidste dage før praktikken blev vi indprentet, at det åndelige i Steinerpædagogikken ikke måtte omtales i nærvær af børnenes forældre. De kunne jo blive skræmte, fordi de ikke havde indsigt i det åndelige.”
Samme oplevelse havde andre tidligere seminarieelever i 2013, hvor Weekendavisen tegnede et billede af et sekterisk miljø, hvor ”pædagoger får besked om at nedtone de okkulte elementer i Antroposofien over for forældre i børnehaver og vuggestuer.”
Steiner selv var åben om at være okkult, men mente alligevel, at han beskæftigede sig med videnskab.
Paraplyorganisationen for Steiner-skoler, SWSF (The Steiner Waldorf Schools Fellowship), slog i sine retningslinjer fra 2011 fast, at skoler, der benytter sig af Steiner-navnet, var forpligtet til bevise, at der lå ”en antroposofisk impuls til grund for skolens arbejde.”
I 2013 blev det udtrykt en smule mere vagt, idet man som skole nu kunne nøjes med at være dedikeret ”til de fundamentale principper for en Waldorf-uddannelse”. (En Waldorfskole og en Steinerskole er det samme).
Steiner selv var helt klar over, at det var grænser for, hvor meget omverdenen var i stand til at håndtere af viden om Antroposofien: ”Vi skal huske, at en institution som Den Uafhængige Waldorfskole med sin objektivt antroposofiske karakter har mål, der naturligvis falder sammen med antroposofiske ønsker. Men i samme øjeblik denne forbindelse blev gjort offentligt kendt, ville folk dreje halsen om på Waldorfskolen." (Faculty Meetings with Rudolf Steiner, p. 115).
I Norge, Sverige og Tyskland er der tradition for at se kritisk på Steiner-bevægelsen, mens den herhjemme til Christoffer Emil Bruuns tilfredshed har kunnet operere nogenlunde uforstyrret.
De akademiske forskere, der udtaler sig i medierne, har for eksempel typisk fremstået, som var de ansat i bevægelsens kommunikationsafdeling, fremfor at bedrive egentlig videnskabelig virksomhed.
Fra dem og fra institutionerne selv har det gennem årene lydt, at der faktisk ikke var noget at komme efter, for der bliver jo ført tilsyn med Steiner-institutionerne, hvilket er rigtigt nok. Der føres også tilsyn med muslimske friskoler og Tvind-skoler, uden at vi af den grund holder op med at diskutere deres grundlæggende ideer.
For Steiner-skolerne taler vi jo ikke bare om et weekend-kursus i astrologi. Vi taler om en prægning af vores børn gennem helt op til tolv års skolegang.
På linje med andre privatskoler modtager Steinerskolerne 75% af udgiften pr. elev fra det offentlige, og det kan man jo ud fra et diversitetssynspunkt kun bakke op om, så længe der i øvrigt er åbenhed om, hvad pengene går til. Så kan den enkelte jo overveje, om man om en skoletænkning, der udspringer af okkultisme, clairvoyance og racisme, synes er det rigtige for ens barn.
Rudolf Steiners centrale påstand om at være clairvoyant strider mod al dokumenteret erfaring. Intet tyder på, at clairvoyance eksisterer.
Rudolf Steiner vidste sådan set godt, at disse særlige indsigter var unikke, ligesom han godt vidste, at hans fortælling om sammenhængen mellem individer og planeter, karma og reinkarnation, lå lidt uden for almindelig normalvidenskab. Han var faktisk også ok med at se sig selv som okkultist, forstået som én, der havde et helt ekstraordinært potentiale for spirituelt baseret visdom.
Det kan man så få en rå latter over i dag, men okkultisme var dengang vældig oppe i tiden. Bare læs Henrik Pontoppidans De dødes rige eller Dostojevskijs Brødrene Karamazov, hvor nye, pænt infantile ideer skyllede ind som reaktion på rationalitet og videnskabens kuldslåede sejre.
Fælles for datidens okkulte bevægelser var, at de via spirituel visdom tilbød viden om universet og den menneskelige sjæl og sammenhængen herimellem. Indsigter, der kunne opnås via meditation, magi, særlige evner eller bestemte indvielsesritualer.
Samme okkultisme kan man genfinde i dag under betegnelsen ”new age” og med samme brod mod etableret faglighed og sund fornuft. Det så vi under coronaen, hvor gader og kommentarspor på nettet blev fyldt med okkult råberi og foragt for videnskab og faglighed.
Okkultisme forsøger at afdække en forbindelse mellem makrokosmos og mikrokosmos for at genskabe en balance mellem ånd og natur, som angiveligt er gået tabt. Superspændende, men det har bare intet med videnskab at gøre.
Hvor videnskab er afhængig af teser, beviser og en praksis, der gør det muligt at gentage opnåede resultater uafhængig af de involverede personer, dér hviler okkultisme på enkeltpersoners åbenbaringer og ideer, grebet ud af den blå luft.
Når noget i den okkulte verden er sandt, er det ikke fordi, det kan bevises, men fordi det stemmer overens med disse frit opfundne indsigter, som klarsynet skulle have frembragt.
I starten af 1900-tallet havde okkultismen stor medvind, ikke mindst i Tyskland, hvor det leverede brændstof til nazismens selvforståelse. Af samme grund blev den før og efter Anden verdenskrig betragtet med afsky af ellers vidt forskellige tænkere.
I 1932, umiddelbart før nazisterne kom til magten, skrev litteraten Walter Benjamin, at han anså okkultisme, som et tegn på social opløsning og kulturel tilbagegang.
Året efter anførte forfatteren, den konservative Thomas Mann, at den udbredte interesse for okkulte teorier i det tyske samfund havde hjulpet til at bane vejen for Hitler.
Filosoffen og marxisten Ernst Bloch var i 1935 endnu mere præcis, idet han kategoriserede okkultismen som en ideologi tæt på nazismen.
Frankfurterskolens grundlægger, Theodor Adorno, betegnede i 1947 okkultismen som ”et symptom på bevidsthedens tilbagegang” og kaldte den for ”metafysik for fjolser”. Adorno mente, at okkultismen var tæt forbundet med fascismen.
Steinerbevægelsen gør meget ud af at lægge afstand til nazismen og peger gerne på, at det kom til et dokumenteret brud mellem Rudolf Steiner og Adolf Hitler.
Bruddet skyldtes dog ikke uenighed over synet på racer eller okkulte spidsfindigheder. Bruddet skyldtes synet på området Øvre Schlesien, som både Tyskland og Polen i årene efter Første Verdenskrig gjorde krav på.
I 1921 foreslog Rudolf Steiner, at området skulle være selvstændigt, hvilket Hitler bestemt ikke mente, hvorpå Steiner blev stemplet som ”landsforræder”.
Generelt var nazisternes syn på Steiner dog ikke negativt. Topfolk som Heinrich Himmler og Rudolf Hess hyldede Steiner og delte hans fascination af biodynamisk landbrug, Østens mystik og okkultisme.
Tilbage i starten af århundredet var Rudolf Steiner blevet doktor ved universitetet i Rostock efter en mundtlig fremlæggelse, han bestod med den lavest mulige karakter. Derefter forsøgte han forgæves at få fast ansættelse i den etablerede universitetsverden, indtil han løb ind i Helena Petrowna Blavatsky.
Madame Blavatsky var en kontroversiel skikkelse, en ukrainsk mystiker, massivt kritiseret for at plagiere de skrifter fra Østen, der havde skabt hendes berømmelse, og som hun kun overfladisk havde sat sig ind i. Sidenhen blev hun udpeget som en af kilderne til den antisemitisme, der sendte Tyskland i den moralske afgrund, som den først nu er på vej tilbage fra.
I 1878 havde Blavatsky grundlagt Teosofisk Selskab, og det var her Rudolf Steiner i 1902 blev ansat som leder af dets tyske afdeling.
Teosofien (”Gudernes visdom”) havde fokus på at afdække de åndelige sandheder, der lå under verdens religioner. Blavatsky mente, at der til grund for den synlige verden forelå en åndelig, altomfattende visdom, som mennesket potentielt kunne få adgang til gennem spirituelle praksisser, studier og personlig udvikling.
Blavatsky skelnede skarpt mellem arisk og jødisk religion. Arierne var de mest åndelige mennesker på jorden. De så religionen som en ledestjerne, mens religion for jøderne ikke var andet end kold beregning. Den jødiske materialisme og selviskhed stod på den måde i skarp kontrast til arisk spiritualitet og uselviskhed. Tanker, der uden rettelser blev løftet direkte ind i nazisternes retorik.
Det var dog også forskelle. Blavatsky anså for eksempel ikke tyskerne for at være dét ariske folk, og hun var ikke videre optaget af at rangordne racer i forhold til hinanden. Okkult var hun imidlertid fra ende til anden.
Efter ti år som bannerfører for Blavatskys tågesnak, var Rudolf Steiner klar til at stå på egne ben, stærkt ansporet af sin anden kone Marie Steiner-von Sivers. Det var hende, der stillede det udslagsgivende spørgsmål: "Ville det være muligt at skabe en åndelig bevægelse baseret på europæisk tradition og Kristi drivkraft?”
Marie Steiner-von Sivers var erklæret nazist og i øvrigt både veluddannet og arbejdsom. Rudolf Steiner indskrev i sit testamente, at hun skulle overtage bevægelsen efter hans død.
Om Steiner – udover sin racisme – også var nazist, må man nok lade gå i udvalg. Socialist var han i hvert fald ikke. Han var tilhænger af en art statsstyret markedsøkonomi, men havde ikke noget ønske om lighed, eller som han formulerede det: ”Forsøget på at strukturere det økonomiske liv på en social måde vil ødelægge produktiviteten,” (Walter Kugler: Rudolf Steiner und die Antroposophie, p. 199-200).
Hans rangordning af racer efter intelligens, opdeling af mennesker efter karma, vigtigheden af reinkarnation og påstanden om himmellegemers direkte indflydelse på mennesker var vel heller ikke noget, der passede sømløst ind i en typisk socialistisk dagsorden.
Ikke den gang i hvert fald.
Nu virker det, som om et vist segment på venstrefløjen finder, at Steiner-pædagogikken er det, verden har brug for, ligesom der er folk med et hjerte til højre, for eksempel Venstres Troels Lund Poulsen, der tænker, at det her med den friske luft og det individuelle fokus bare er alletiders.
Hvordan han får forklaret vennerne i det konventionelle landbrug, at Steiners anbefalinger om nedgravede kohorn og hensynet til planeternes stilling for høstresultatet er lige i øjet, bliver spændende at følge.
For os andre, der er med til at finansiere en okkult, outreret børnehave- og skoleindustri, er det kun rimeligt, at vi tager diskussionen om dens idégrundlag. Det kan man sagtens gøre, uden at insistere på, at den skal lukkes.
Mennesker må jo gøre, som de vil, men det ville være godt, hvis det var en fælles ambition, at beslutninger – især om vores børns fremtid – skete på et oplyst grundlag. Derfor er det vigtigt, at der kastes et meget skarpere lys på Steiner-bevægelsen og dens ideer end hidtil.
Steiner-bevægelsen kan så overveje, om det kan lade sig gøre at redde det bedste af de pædagogiske erfaringer, man har oparbejdet gennem historien og i stedet genskabe en organisation og et skolevirke befriet for Rudolf Steiner og hans hjemmestrikkede antroposofi.
Kan man ikke det, har Steiner-bevægelsen intet frugtbart at tilbyde nutiden.