Politiken den 13. marts 2022
DER TALES allerede en del om identitetspolitik, men der tales slet ikke nok! Jeg har desuden lagt mærke til, at hver gang der ruller en diskussion om emnet, så er der et fast hold med Politikens kulturredaktør i spidsen, der rykker ud og erklærer, at identitetspolitik faktisk slet ikke eksisterer, og hvis den gør - så er den i hvert fald ikke noget problem. Det er bare noget, nogle højreorienterede kommentatorer på Berlingske har fundet på.
Men identitetspolitik eksisterer, og - hvis ikke den bliver modsagt - vil den forårsage enorm skade på vores samfund, åndsliv og mulighed for at finde fornuftige løsninger i fremtiden.
Kort fortalt er identitetspolitik, at man fravælger ideen om det fælles og universelle og i stedet lader identitet og gruppetilhørsforhold være afgørende for ens dømmekraft. Konsekvensen er, at man bliver stærk og ensrettet indadtil i gruppen, men konfliktskabende udadtil.
Herhjemme tænker vi nok mest identitetspolitik som noget venstreorienteret.
Men identitetspolitik findes på både højrefløjen og på venstrefløjen. På venstre-fløjen handler det om køn, seksualitet eller etnicitet, mens den på højrefløjen næsten altid knytter sig til forestillingen om folket, nationen eller religionen.
For venstrefløjen er det primært et opgør med den hvide, heteroseksuelle mand. For højrefløjen er det en kamp mod eliter, globalisering og modernitet.
For begge dele er det et oprør mod meritokrati, universalisme og - fornuft.
Det burde være en selvfølge, at intet argument skal kunne vinde fremme, hvis det bliver fremsat under trusler eller ved henvisning til magt, privilegier eller sandheder, der har karakter af åbenbaringer.
Man bør ikke kunne få ret med henvisning til Gud, traditionen, vanen eller magten. Man kan kun have ret, hvis man har et argument, der er stærkere end andre tilgængelige argumenter. Det er denne ellers vældigt løfterige mekanisme, identitetspolitikken udfordrer.
I den idépolitiske optik handler det sjældent om, HVAD der bliver sagt, men altid om HVORDAN noget bliver sagt og ikke mindst HVEM, der siger det.
Kommer udsagnet fra en hvid middelklassemand, har det en anden og mindre vægt, end hvis det fremsættes af én fra en minoritet. Sandhed måles på afsenderen, ikke på indholdet. Er du boomer, bruger du anstødelige udtryk, har du en magtposition, er du på forhånd dømt ude.
Det var ikke lige dét, Martin Luther King drømte om, da han drømte en drøm om lighed. »Jeg har en drøm om, at en dag vil mine fire små børn blive vurderet på deres karakter og ikke på deres hudfarve«. Luther Kings drøm var, at hans børn blev set som mennesker, ikke som farvede. Helt på linje med Grundtvig, da han fastslog: »Menneske først, kristen så!« Både Luther King og Grundtvig stod for det stik modsatte af identitetspolitikken: Mennesket før identiteten.
For dem begge handlede det om at etablere et fælles menneskeligt rum, hvor vi kan blive klogere gennem en ligeværdig samtale. Ikke om at etablere en kampplads for en endeløs række af konstruerede eller helt tilfældige identiteter.
Som man siger: »Alle har ret til deres egne meninger, men ingen har ret til deres egne fakta«, og man er ikke nærmere sandheden, fordi man er handikappet eller transkønnet eller kvinde. Man er bare en handikappet eller en transkønnet eller en kvinde, der ligesom alle os andre kan tage fejl.
Køn, seksualitet eller etnicitet er ikke noget, der hverken svækker eller styrker et argument! At bortdømme mennesker alene i kraft af, hvem de er, ikke hvad de siger, svarer til 68' ernes »stol ikke på nogen over tredive« eller slagnummeret: ' falsk bevidsthed'.
Kommer du fra Gentofte, vil du aldrig kunne forstå, hvordan verden hænger sammen.
Det kan kun jeg fra arbejderklassen, der besidder ' sand bevidsthed'. Derfor har jeg - proletaren - nu retten til at gennemføre en revolution, etablere et proletariatets diktatur og siden sætte rammerne for et nyt og bedre samfund.
Den form for magtspil er der kommet megen ulykke ud af. Og nu står vi her så igen med en ny generation af vakte venstreorienterede og lige så vakte højreorienterede i form af Gule Veste, Men in Black og Generation Identitäre.
I danske kulturkredse er det mest den venstreorienterede wokeness, der fylder.
Kunstakademiet og Filmskolen er to eksempler, men det optræder i de her år på de fleste humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser, højskoler og seminarier.
Vi så også identitetspolitikken, da SMK pakkede en Nolde/Kirchner-udstilling ind i opdragende ledsagetekster eller i det aktuelle forsøg på at skabe et kolonimuseum fri af faglighed, men fuld af belærende floskler.
I forlagsverdenen kommer det til udtryk gennem shitstorme og intimiderende henvendelser, hvilket jo er cancel culture i praksis og en fast del af identitetspolitikkens værktøjskasse.
Spørg bare Harry Potter-forfatteren J. K. Rowling, der i sit forfatterskab ellers aldrig har kæmpet for andet end tolerance, men som kom for skade at hævde, at der findes biologiske køn og så som det absolutte fejltrin kom til at gøre grin med den woke tankegang.
Eller se på slagsmålet om den Amanda Gorman, der læste et banalt digt op ved Joe Bidens indsættelse. Her handlede diskussionen om, at man ikke kunne lade digtet oversætte af én, der ikke identitetsmæssigt var som hende. Man kunne eksempelvis ikke være hvid, mand eller fra Vesten, hvis man skulle løse opgaven.
Herhjemme fandt forlaget så den løsning at spørge en kvinde med pakistanske rødder, en psykolog, om at påtage sig opgaven, hvilket blev godkendt af Gorman. Hvorfor en højtuddannet dansk-pakistaner skulle være særligt egnet, er et spørgsmål om ideologi, ikke faglighed, og resultatet blev i øvrigt også derefter.
Og vi kender til hudløshed diskussionen fra filmverdenen. Scarlett Johansson måtte ikke spille transkønnet. BBC måtte ikke indspille en ny version af ' Elefantmanden', uden at hovedrollen skulle spilles af en handikappet, og Nikolaj Lie Kaas måtte ikke lægge stemme til en sort tegnefilmfigur, fordi han jo ikke er sort.
Eller man kunne nævne Woody Allen, Jordan Peterson eller Mike Pence, der alle har fået forlagsmedarbejdere i USA til at nedlægge arbejdet i protest mod deres bøger. Ligesom der historisk set har været foranstaltet boykot af bøger af folk som Darwin, Sallinger, Harper Lee, Steinbeck eller Toni Morrison, fordi de sagde noget, nogen ikke brød sig om. Senest er blandt andet Art Spiegelmanns Pulitzerprisvindende tegneserie ' Maus' blevet bandlyst fra amerikanske skoler.
På amerikanske og canadiske universiteter er det blevet standard at operere med hele arsenalet af identitetspolitiske markører - trigger warnings, deplatforming, safe spaces og altså i vid udstrækning også målrettet undertrykkelse af stemmer, man ikke bryder sig om.
Et eksempel kunne være den kendte engelske evolutionsbiolog Richard Dawkins, der i 1996 modtog prisen som ' Årets Humanist' fra American Humanist Association, men som sidste år så fik prisen inddraget igen.
Det skete som følge af et tweet, hvor Dawkins refererede til en pudsig sag fra 2015, hvor en kvinde var blevet valgt som lokalformand for den sorte rettighedsbevægelse NAACP. En post, hun udfyldte kompetent og engageret, indtil det kom frem, at hun ikke var det mindste sort, selvom det var sådan, hun følte sig.
Det fik Dawkins til at spørge, hvorfor det nu er, at man frit kan vælge sit køn, mens man åbenbart ikke må vælge sit racetilhørsforhold? Så var Fanden løs i aflysningskulturens tidsalder.
Uafhængigt heraf rykkede præsident Macron også sidste år til forsvar for forskningsfriheden med den selvfølgelige pointe, at man som studerende må kunne tåle synspunkter, man ikke bryder sig om. Og fra Australien har den anerkendte moralfilosof Peter Singer etableret et website - ' Journal of Controversial Ideas' - hvor man anonymt, men med videnskabelig bedømmelse vil »levere et modsvar til den stadige indskrænkning af grænserne for, hvad der gælder som acceptable ytringer - selv i liberale demokratier«. Rystende, at man må gribe til den slags tiltag for at forsvare den oplysningstradition, der har leveret så mange videnskabelige og humanistiske gennembrud i verden.
Identitetspolitikkens åbent indrømmede intolerance blev sidste år undsagt af 150 førende intellektuelle, der på tværs af det politiske spektrum var bekymrede over udviklingen. Det var folk som J. K. Rowling, Salman Rushdie, Margaret Atwood, Noam Chomsky, Steven Pinker, Gloria Steinem og Anne Applebaum.
Deres opråb bar titlen ' A Letter on Justice and Open Debate' og sluttede med denne velmente opfordring: »As writers we need a culture that leaves us room for experimentation, risk taking, and even mistakes. We need to preserve the possibility of good-faith disagreement without dire professional consequences. If we won't defend the very thing on which our work depends, we shouldn't expect the public or the state to defend it for us«. Næppe var blækket tørt, før svaret fra et tilsvarende antal identitetspolitiske intellektuelle indløb. Lige præcis de her 150 underskrivere havde jo intet at komme efter, lød det. De kunne altid komme til orde, mens en tilsvarende opmærksomhed aldrig blev indrømmet de undertrykte, og det er jo derfor, at der er behov for førnævnte cancel culture, trigger warnings og safe spaces, og hvad der ellers er myldret frem af adfærdsregulerende tiltag for den intellektuelle samtale.
De woke-venstreorienterede forlanger, at forfattere og kunstnere skal være ' ansvarlige', hvilket i praksis betyder, at det forlanges, at de skal konsultere fagfolk og gøre brug af sensitivity readers, inden de udtrykker sig.
Det oplevede teaterinstruktøren Christian Lollike også, da han sammen med den ikke særligt binære kunster, Madame Nielsen, stod bag teaterstykket White Nigger. Black Madonna. Alvorstunge akademikere kom marcherende og forlangte at blive inddraget, så man som kunstner ikke trådte forkert.
I forbindelse med det seneste røre på Filmskolen fik en anonym kritik fra en studerende en ung instruktør til at undsige sit eget projekt for, som hun brødebetynget sagde: »Jeg har nu lært, at jeg behøver en hjælp fra konsulenter og sensitivity readers, der skal læse manuskriptet igennem og pege på, hvad der potentielt kan fremstå stødende for minoritetsgrupper«. Bemærkelsesværdigt at se, hvordan ledelserne på både Filmskolen og Kunstakademiet har mistet grebet om deres institutioner og helt i strid med det opdrag, de er ansat til at forvalte, har overladt afgørende beslutninger til de studerende.
For eksempel retten til at kræve ikke at blive udsat for indhold, man holdningsmæssigt er imod.
I Danmark har vi ellers tradition for undervisningsfrihed, men det betyder en frihed i valget af metode, ikke en frihed til valget af stof. Hvis man som studerende ikke kan acceptere det, skal man slet ikke begynde.
Stilfærdigt må man konstatere, at vi kommer til at få en helt anden form for åndsliv, hvis medier, forlag og filmproducenter fremover skal have tanker og kunstneriske udtryk tjekket af ' fagfolk', inden de slippes løs.
Med identitetspolitikken kan man blive ved med at fokusere på forskelle, og man vil kunne opbygge et stadigt stærkere selvbillede, men prisen, man betaler, er en afvikling af det fælles på bekostning af identitetspolitiske særrettigheder.
Identitetspolitikken hviler på den banale pointe, at vi alle oplever verden forskelligt, men det betyder jo IKKE, at verden består af sociale og kulturelle konstruktioner.
Der findes faktisk både biologiske køn, sociologiske fænomener og en reel fysisk virkelighed, og det er en dyb humanistisk pointe, at vi hele tiden søger samtalen for sammen at blive klogere på det hele og leverer de bedste løsninger på problemer inden for eksempelvis klima, sundhed og teknik.
Der findes ikke nogen naturvidenskabelig identitetspolitik. Ingen afrosvensk mikrobiologi eller post-kolonialistisk matematik. Der findes kun én virkelighed, som vi nok sanser forskelligt, men som vi via hypoteser og tests kan erhverve os stadig mere viden om uanset, hvem vi er, og vælge bedre løsninger over de dårligere.
Det er den slags, der får fly i luften, hjerteoperationer til at lykkes og vejnet til at blive konstrueret.
Men har identitetspolitikken slet ingen valide pointer? Jo, den har en pointe, som den imidlertid ikke er ene om. Påstanden om, at nogle stemmer bevidst eller ubevidst er blevet holdt nede, er korrekt! Og det er vigtigt, at der bliver sat fokus på det på forlagene, i medierne og i samfundet som helhed.
Hver gang, der kan skubbes til det bestående og identificeres nye rum at være menneske i, er det et fremskridt for friheden, ligesom det var et fremskridt, da man i sin tid anerkendte homoseksualitet, lighed mellem køn og racer, og da man eksempelvis så, at der kunne være mange og andre måder at være familie på.
Men hvis man gør gruppetilhørsforhold og individuelle følelser til det definerende, vil der være tale om et tilbageskridt.
Og tag ikke fejl: Identitetspolitik er udtryk for et massivt, intellektuelt tilbageskridt.
Det er en dybt reaktionær bevægelse, som burde afvises af både borgerlige og venstreorienterede. Og generelt har tankerne da heller ingen resonans i befolkningen, men konsekvenserne kan ikke desto mindre blive omfattende.
Vi så det med Ungdomsoprøret, der heller ikke havde nogen videre folkelig forankring. Der blev ikke i 70' erne valgt flere venstreorienterede ind i de europæiske parlamenter, men ideerne sejrede! De kom til at præge kulturen, uddannelsespolitikken, pædagogikken og medierne.
Og det samme vil ske med identitetspolitikken.
Det kan godt være, at de fleste intuitivt ryster på hovedet, men der uddannes lige nu i hundredvis af diversitetseksperter, som marcherer direkte ud på Danmarks Pædagogiske Universitet, ud i medievirksomheder og kulturinstitutioner og ud i HR-afdelinger overalt i landet.
Derfor skal vi tale meget mere om identitetspolitik!.