Politiken 19. september 2024 (print)
Min folkeskoletid var fyldt med aktivisme. Jeg sad i elevråd, fælleselevråd og i alle hånde landsdækkende fora. Jeg sad i skolenævn og skolekommission og deltog i talløse seminarer og konferencer og levede i det hele taget en slags lobbyist-liv i børnehøjde omgivet af venligtsindede voksne, der agerede, som om de tog den udvidede elevindflydelse alvorligt.
Det samlende organ dengang i halvfjerdserne var landsorganisationen LOE, der takket være princippet om skolernes kollektive indmeldelse var blevet Danmarks største forening. Det havde den behagelige effekt, at det udløste rigtig mange støttekroner, som gik til at finansiere hovedkontoret på Vesterbrogade med dets ganske mange medarbejdere.
På linje med gymnasieelevernes DGS og lærlingenes LLO var LOE i praksis en dækorganisation for DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, og dermed i videre forstand for interesser, der ikke havde Danmark som primær prioritet.
LOE var altid frontet af æblekindede skoleelever, men beslutningerne og det organisatoriske slæb blev taget af sekretariatet, der bestod af granvoksne kommunister med partibogen i orden. Det var dem, der skrev manifesterne, afviklede medlemsmøder og ikke mindst med mellemrum organiserede nogle af danmarkshistoriens største demonstrationer.
Ikke bare var sekretariatet bemandet som et kommunistisk partikontor, det var som regel også de lokale partiforeninger rundtom, der stod bi med mødefaciliteter, tryk, biler, chauffører og teknisk grej, når skoleeleverne blev kaldt på gaden og Danmark sat i stå.
Personsammenfaldet mellem DKU, Danmarks Kommunistiske Ungdom, og ledelsen af LOE var overvældende, og de ledende kræfter blev løbende sendt på partiskole og til konferencer og festivaler i DDR, Sovjet og Cuba.
Selv var jeg ikke kommunist, men fristede en tilværelse blandt de ramme- og rastløse, der nok var venstreorienterede, men jo absolut ikke kunne se sig selv som en del af et kommunistisk projekt. Vi udgjorde derfor elevbevægelsens interne opposition, der fik en masse verbale tæsk, men som i egen forståelse havde det langt sjovere end vores partitro venner.
Der var ingen tvivl om, hvad det var for en strategi, der blev fulgt. Den havde ovenikøbet et navn: Folkefrontstrategien. En idé udklækket i tredivernes Spanien, hvor man ville opbygge organisationer, der samlede bredere end bare kommunister til at bekæmpe fascismen, men hvor målet naturligvis var at sikre kommunisterne magten, når dagen kom.
Det er også i det lys, man skal se DKP’s greb om f.eks. Danmarks Lærerforening, diverse sundhedsorganisationer og Børne- og Ungdomspædagogernes Landsorganisation, BUPL.
Der var ikke alene en interesse i at varetage medlemmernes tarv. Der var på længere sigt en ambition om at overtage det samfund, som man aldrig ville få magten over, hvis man alene skulle bero på vælgernes valne opbakning.
Efter krigen skrumpede DKP drastisk, og det var vel også under indtryk heraf, at man skal se opkomsten af først SF og siden Venstresocialisterne. Der var simpelt hen brug for et andet tilbud til de stadigt flere offentligt ansatte, der ikke så sig selv som industriarbejdere, men mennesker med en lang eller mellemlang uddannelse bag sig.
De udenrigs- og forsvarspolitiske holdninger var dog ofte genkendelige fra DKP-tiden, ligesom DKP stadig kunne spille med musklerne takket være sin folkefrontsstrategi, sine Land & Folk-festivaler og sit tætte, tætte forhold til Moskva.
Herhjemme har der været en tendens til at trække overbærende på skuldrene over kommunismen. Koryfæer som Hans Kirk, Hans Scherfig, Martin Andersen Nexø, Asger Jorn, Mogens Fog og Erik Clausen blev mere set som festlige end som farlige.
Det var ellers ikke, fordi man ikke løbende kunne få bekræftet, hvad den virkeliggjorte socialisme havde af konsekvenser. Stéphane Courtois opgjorde boet i 1997, da han udgav det autoritative værk ’Kommunismens sorte bog’. Heri er vurderingen, at kommunistiske regimer siden 1917 har slået omkring 100 millioner mennesker ihjel. Fortrinsvis egne borgere.
Det har naturligvis ikke været disse realiteter, der har motiveret de hjemlige tilhængere, men derimod en aversion mod kapitalismen og den sociale ulighed, man mente fulgte i dens kølvand.
For så vidt forståeligt, ligesom det var mindst lige så forståeligt, at unge i østblokken under den kolde krig undrede sig over dele af Vestens unge, der lå i krig mod det system og den frihed, man netop tørstede efter i øst.
På samme måde må undertrykte i den muslimske verden i dag undre sig over den alliance, man oplever i verdens metropoler, hvor LGBT+-aktivister vandrer side om side med tilhængere af Hamas, mens man i kor sender forbandelser efter USA, Israel og Vestens generelle elendighed.
Nedslagtningen 7. oktober spildes der for mig at se ikke tid på. Hamas’ konsekvente brug af civile som skjold for egne militærinstallationer er intet problem, ligesom man tilsyneladende ikke funderer over, hvad det er for et samfund, der vil opstå, hvis Hamas rent faktisk skulle løbe af med sejren.
Hadet er som altid vendt mod Vesten, og råbet i gaderne ’From the river to the sea’ er der vel ingen, der længere tror betyder andet, end at Israel skal udslettes. På den måde kan man sige, at traditionen med skjulte dobbeltbundede dagsordener fortsætter ufortrødent.
Også Greta Tunberg har indrulleret Gaza-konflikten i klimakampen og optræder nu helt automatisk med palæstinenser-tørklæde, når hun træder frem. Under en klimademonstration i Amsterdam udlagde hun teksten: »Som en bevægelse for klimaretfærdighed er vi nødt til at lytte til de undertryktes stemme«.
Det samme ses ved hjemlige klimademonstrationer, hvor flagsvingende palæstinenser-typer placerer sig foran scenen, hvorfra de pænt provokerende stirrer demonstranterne direkte ind i deres klimabekymrede øjne.
Jeg havde i den forbindelse lejlighed til at påpege over for en af arrangørerne, at det da måtte være et problem, at den ene sag på den måde blev hijacket af den anden, men det kunne han ikke se. Begge sager er jo vendt mod Vesten, kunne han have sagt, men det gjorde han ikke, selvom det formentlig var det, han tænkte.
Arrangørerne af Priden kunne heller ikke se noget problem i, at man sammenkædede den ellers bredt forankrede kamp for seksuelle minoriteters rettigheder med den noget mindre populære palæstinensiske sag. Det skete, da man i en forbløffende opvisning af storhedsvanvid forlangte, at danske virksomheder skulle afvikle deres samhandel med Israel, for at de kunne få lov til at støtte arrangementet økonomisk og deltage i optoget.
Jamen, altså …
Man har også det seneste år set, hvordan nogle propalæstinensiske demonstranter med stor iver har saboteret det demokratiske liv i både Danmark og udlandet. Møder bestormes, taler fra folkevalgte afbrydes, undervisning på videregående uddannelser boykottes, og medier og journalister intimideres på et niveau, som man skal langt tilbage i historien for at finde lige.
Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad man giver sig selv lov til, når man mener, man har ret, uanset om man slår sig op som pædofiljæger, militant dyre- eller klimaaktivist eller som her Hamas’ forlængede arm i Danmark. Målet helliger midlet.
På den måde bliver en modpart ikke et menneske med et legitimt synspunkt, men en forhindring, der skal overdøves og tromles ned.
I spørgsmålet om Gaza burde der ellers være meget, der kunne forene. Først og fremmest en solidaritet med de mange civile ofre i en krig, som Hamas har antændt, og som har fået Israel til at miste balancen.
Der er grund til at kritisere begge parter, men for de danske Palæstina-demonstranter er der kun én adresse, når skylden placeres: Israel. Kritik af Hamas forekommer ikke.
Da en enkelt demonstrant på et tidspunkt forsøgte at holde et anti-Hamas-banner op, blev det resolut flået fra hende. Måske ikke så mærkeligt, for nogle af arrangørerne bag demonstrationerne – Internationalt Forum – tjener penge på at sælge PFLP-merchandise, ligesom man ikke bør glemme, at indkaldelsen til den første demonstration efter 7. oktober skete med en plakat, der viste et heroiserende foto af hegnet til de unge dansende jøder, der blev bulldozet ned, og massakren derefter kunne tage sin begyndelse.
Hvis det nu faktisk var fred fremfor optrapning, man var ude efter, kunne man jo række ud til den israelske fredsbevægelse, der kæmper en alt for isoleret kamp for afspænding, men det synes helt udelukket.
Fredelig sameksistens har nemlig aldrig været målet, men derimod at få Israel fjernet fra landkortet. En agenda, som i årevis har forenet islamister med dele af den yderste venstrefløj.
Filosoffen Michel Foucault skrev i 1979 henrevet fra Teheran om den tilbagevendte Ayatollah Khomeini og den iranske revolution, ligesom man på nettet ikke behøver at søge længe på ’Judith Butler on Hamas’ for at høre, hvordan Butler i flere sammenhænge forklarer, at 7. oktober skam ikke var et terrorangreb, men udtryk for et undertrykt folks legitime selvforsvar.
Michel Foucault og Judith Butler er i dag nogle af tidens mest ombejlede tænkere på videregående uddannelser i blandt andet Danmark.
I 1980 – året efter Foucaults jubel over Khomeini – indgik den daværende topfigur i Venstresocialisterne, Anne Grete Holmsgaard, en samarbejdsaftale med terrorgruppen PFLP.
I aftalen hed det: »VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller det jødiske spørgsmål uden et totalt opgør med den zionistiske bevægelse og med Israel«.
PFLP stod – som man vil vide – bag Blekingegadebanden. En hjemmegroet terrorcelle, der anså danske jøder for så farlige, at de nidkært havde registreret hundredvis af dem i et register, mens de selv begik drab, voldsom personfarlig kriminalitet og røvede for millioner til gavn for deres militante palæstinensiske venner.
Da Venstresocialisterne sammen med resterne af DKP blev til Enhedslisten, overgik støtten til den PFLP-lignende gruppering DFLP, der i en årrække derefter modtog hundredtusinder af danske skattekroner. En økonomisk håndsrækning, der efter mediernes interesse dog nu er stoppet.
Alligevel nyder DFLP fortsat opbakning i partiet, blandt andet hos dets mangeårige medlem fra Faxe Jan Kjærgaard Hansen. Han mener virkelig ikke, man skulle have afbrudt samarbejdet, heller ikke selv om DFLP deltog i angrebet på de jødiske børn og unge 7. oktober.
»Så skulle man også under Anden Verdenskrig have slået hånden af modstandsgrupperne BOPA og KOPA«, som han forklarede i en samtale med B.T. (24.5.24). »Jeg anser både Hamas og andre grupper som modstandsgrupper i forhold til den her 75 år lange besættelse af Palæstina«.
I interviewet i B.T. giver han samtidig udtryk for, at han anser Hamas’ kamp mod Israel som legitim og helt i overensstemmelse med folkeretten. Hamas er derfor i hans øjne ikke nogen terrororganisation.
Synspunktet er mærkeligt. Eller det er mærkeligt, at et parti, der gerne vil være både kritisk, humanistisk og intellektuelt, er i stand til at rumme det.
Hamas står for det stik modsatte af, hvad en sekulær, oplyst venstrefløj burde stå for. Hamas er totalitært, kvindefjendsk og antidemokratisk. I 1988 offentliggjorde de et manifest, hvor de opfordrede til tilintetgørelsen af Israel og etableringen af et islamisk samfund i det område, som er det historiske Palæstina.
Ligesom målinger viser, at der i Danmark ingen bred opbakning er til gakkede identitetspolitiske positioner, så er der kun beskeden opbakning til, at Israel skal udslettes, og at demokratiske spilleregler – f.eks. at lytte til hinanden – sådan i almindelighed sættes ud af kraft.
Men mærkeligt nok har den yderste venstrefløj altid været som et højeffektivt fluepapir, når det kom til at tiltrække betænkelige sager og sinistre alliancepartnere.
Den franske økonom Thomas Piketty havde ret, da han påpegede, at venstrefløjen er blevet for de højtuddannede, mens de lavtlønnede er søgt mod det yderste højre. Piketty har desuden peget på den interessante omstændighed, at ungdomsoprøret, der fik så stor opmærksomhed og havde så stor kulturel betydning, aldrig betød flere stemmer til de socialistiske partier i de europæiske parlamenter.
Tidligere var det kommunisterne, der kompenserede deres manglende folkelige gennemslagskraft ved at sætte sig på de brede organisationer. I dag er det venstreradikale aktivister, der sammen med skumle mellemøstlige interesser har valgt at tage et opgør på gaden med Israel, med Vesten og dermed – muligvis utilsigtet – med de frihedsrettigheder, der naturligvis omgående ville forsvinde, skulle anti-demokraterne en dag komme til magten.