Indlæg til paneldebat i Dansk PEN 7/10-24.
Det kommer jo med mellemrum – emner, der splitter samfundet helt ind til middagsbordet, hvor ellers harmoniske familier pludselig opdager, at de er endt i et uforsonligt skænderi.
Identitetspolitiske spørgsmål har det potentiale, i USA er det ”Donald Trump”, der ødelægger den gode stemning, og i Danmark er det for tiden konflikten i Mellemøsten, der afbryder familiemiddagene allerede under forretten.
Det er ikke så godt. Vi skal kunne tale med hinanden uanset meningsforskelle. I samfundet som helhed, mellem befolkningsgrupper og på tværs af generationerne i helt almindelige familier. Men når uenigheder slår over i had, så bliver vi altid den dårligst tænkelige udgave af os selv.
Hadet erstatter forståelsen, og et sted i skyggen står barbariet klar til at tage over. Det er ikke bare uværdigt, det er farligt og en trussel, vi alle har et ansvar for at bekæmpe.
Hvis vi ellers orkede, er der pointer, vi kan lære af historien. For eksempel, at der altid er en risiko for at glide tilbage i mørket. Tilbage i en før-civilisatorisk naturtilstand, hvor livet er kort, koldt og brutalt. Noget som verdens jøder om nogen kan tale med om.
Men vi kan også bruge historien til at overtyde os om, at barbari ikke er et nødvendigt udfald. Fred, fremskridt og frisættelse af vores potentialer som mennesker er faktisk en mulighed.
Optakten til perioder med barbari er altid karakteriseret af nogle af de samme elementer:
a) Hævdelse af én sandhed over andre
b) Umenneskeliggørelse af andre som undermennesker, klasseforrædere eller vantro
c) En oplevelse af, at vold og drab kan retfærdiggøres
Vi kender drejebogen. Vi ved, hvor det ender, så spørgsmålet til hver og én er hvordan, vi får skrevet en anden slutning?
Frihed
Et bud på et svar er: Med frihed.
Frihed i det politiske rum. Det vil sige en mulighed for, at man som politiker eller politisk engageret kan fremføre sine synspunkter uden at blive truet, intimideret eller boykottet.
Frihed i det almene rum. Det vil sige, at vi som mennesker kan udtrykke os frit. Gå med kalot, palæstinensertørklæde eller kritisere magthavere i både Gaza og Israel, Danmark og Iran uden at risikere liv og lemmer.
Politiet registrerede 254 hadforbrydelser mod jøder i Danmark siden 7. oktober 2023. En voldsom stigning. I USA var antallet i samme periode mere end 10.000 rapporterede tilfælde, heraf 1000 alene på universiteter. I samme tidsrum er antallet af antimuslimske episoder steget til mere end 8.000. Det højeste i 30 år.
Frihed i det akademiske rum. Det vil sige en mulighed for at fremføre, undervise og forske i alt, uanset om det krænker eller på anden måde byder andre imod. Ingen skal kunne forlange at gå igennem livet uden at møde krænkelser, for det betyder en urimelig indskrænkning af andre menneskers mulighed til at tænke frit.
Universiteter skal derfor ikke være et sted for cancel culture eller safe spaces, men et sted, hvor det utænkelige kan tænkes, og hvor vi kan opnå nye indsigter gennem viden og kritik. Det vil med andre ord sige gennem oplysning.
Immanuel Kant har nemlig stadig ret i sit diktum, at ”oplysning er vejen ud af menneskets selvforskyldte umyndighed.”
Man kan også sige det på en anden og mere ideel måde: Med en kombination af oplysning, viden og retten til frie ytringer, vil nogle argumenter med tiden fremstå mere bestyrkede og dermed bedre end andre. I en politisk virkelighed, i den offentlige diskurs og i samtalen hen over middagsbordene.
Opgiver vi ambitionen om gennem samtale at nærme os det bedste argument, er der noget meget vigtigt, der går tabt. Barbariet venter nemlig lige på den anden side af tavsheden. Den venter, i samme øjeblik satire, kritik og upopulære synspunkter ikke længere kan fremføres frit.
Det er derfor, at afbrydelse af folkevalgte, som vi nu har set talløse eksempler på herhjemme, er dybt problematisk.
Der er derfor, at hærværk, vold og trusler mod jøder er så forfærdende. Noget, der er eksploderet i Danmark og i resten af den vestlige verden, siden Hamas’ massakre for et år siden.
Og det er også derfor, at ethvert anslag mod den akademiske frihed er et skridt nærmere dumhed og ensretning.
Gaza
Når vi taler Gaza, er der for mig at se en oplagt position at indtage indkranset af følgende:
a) civile skal nyde beskyttelse
b) nødhjælp skal kunne nå frem
c) militære aktiviteter må ikke ske i ly af uskyldige
På Facebook i dag, siger Pelle Dragsted noget tilsvarende: ”Den politiske uenighed om konflikten bør aldrig forhindre os i at have medfølelse med alle uskyldige ofre – på begge sider. Og arbejde for at stoppe volden og drabene på alle civile.”
Så er der nogle af os, der desuden er tilhænger af en to-statsløsning, men det kan naturligvis diskuteres. Ikke mindst om det er realistisk.
Jeg mener endvidere, at den israelske højrefløj udgør en reel trussel mod enhver fredelig løsning, ligesom jeg er af den opfattelse, at houthiernes, Hamas’ og Hizbollahs intentioner er så åbenlyst forfærdende, at de – på linje med det fascistiske præstestyre i Iran – skal bekæmpes. Og det uanset om man befinder sig til højre eller venstre i det politiske landskab.
Ikke mindst på vegne af de kvinder og de religiøse og seksuelle minoriteter, der i dag lider under den religiøse fanatismes åg i Iran, i Afghanistan og alle andre steder, hvor barbariet har sat sig på magten.
Jeg er derfor helt mystificeret over dele af den yderste venstrefløjs nu årelange alliance med de selvsamme bagstræberiske og højreradikale kræfter – Hizbollah, Hamas, PFLP, DFLP.
Dog kan jeg se, at man i Enhedslisten nu har opdaget, at det er et problem, hvorfor de stilfærdigt har opfordret de af deres medlemmer, der måtte gå med den slags tanker, om at melde sig ud.
Det er godt, for jeg tænker, at vi alle uanset politisk ståsted må sætte foden ned, når vi møder det totalitære, uanset om det sker i det politiske liv, på universiteterne eller i det offentlige rum.
Det vil i sidste ende også kunne gøre noget godt for stemningen ved de fleste familiemiddage.
Tak for ordet!