Dagbladet Information den 25. august 2023
Enhver, der har lavet mad til mennesker, man ikke kender, ved, at det er en risikabel affære. Hvor store portioner? Kød, fisk eller vegetar? Mildt eller krydret? Skal serveringen være tidlig eller sen, ude eller inde?
Lettere er det naturligvis, hvis man forinden spørger gæsterne, hvad de kunne tænke sig, selvom det på den anden side heller ikke er rigtig morsomt at stå og kokkere efter bestilling. Man risikerer jo ikke at skulle lave andet end pizzaer og burgere.
Som kok har man tit enten nogle personlige klassikere, eller man sværger måske til det nye og komplet uventede.
Mennesker, der arbejder med kunst, er gennemgåede drevet af en stærk følelse af nødvendighed. Man er blevet skuespiller, musiker, forfatter – måske også kok? – af en grund, og den grund er ikke bare at levere efter bestilling. Omvendt er der noget forstemmende over at henvende sig til verden, hvis ikke der er nogen derude, der bemærker det.
Så selvom om man vil kunne finde enkelte, der erklærer sig ligeglade med, om der er en interesse, så vil de fleste kunstnere foretrække at blive set, hørt og modtaget. Nogle gange af mange, andre gange er det fint med få.
Når Staten understøtter kunsten, sker det gennem penge direkte til institutionerne, og med bevillingerne følger ofte et politisk krav om nå bredt ud.
Det vil institutioner for så vidt gerne (omend det ikke for alvor sker), men allerhelst vil de have flere penge direkte til dem selv, hvilket dog ikke nødvendigvis er i deres egen interesse.
Dels findes der ingen grænse for, hvor mange midler, institutionerne synes, de kan modtage, og dels er enhver aktivitet, der alene er udbudsdrevet dårlig til at fornemme den verden, som aktiviteten – her den kunstneriske virksomhed – gerne skulle være relevant for.
Dermed risikerer institutionerne at forsvinde ned i egen navle fremfor at forstå, hvad der faktisk fylder i omverdenen. Ikke mindst hos dem, der ikke i forvejen er storforbrugere af statsfinansieret kunst.
Uden et konstant arbejde med at sænke trinnet til alt det fine, risikerer man, at det bliver for de få, og når det sker, bliver kunsten alt for let genstand for besparelser og generel marginalisering. Det er i øvrigt også en stensikker opskrift på, hvordan man helt overordnet afvikler sig selv som kulturnation.
Gennem skoleforestillinger har man altid forsøgt at få et modvilligt publikum gjort villigt, hvilket ikke sjældent har haft den stikmodsatte effekt. Tvangsboller smager bare ikke særlig godt.
I stedet har man rundt om i verden forsøgt sig med andre typer tiltag for at blive attraktiv for nye generationer, nemlig ved at appellere til deres lyst og stimulere deres handlekraft.
Brasilien fik Vale-Cultura i 2014, Italien har haft Bonus Cultura siden 2016, Frankrig indførte Pass Culturel som forsøgsordning i 2018, og herhjemme lancerede Det Kongelige Teater for eksempel en voucher for alle unge, der var ”18 i 18”.
Senest er det den tyske regering, der har forsøgt sig. Den har givet mere end 750.000 tyskere muligheden for at benytte 200 euro på kunst og kultur over de næste to år.
Nu foreligger det foreløbige resultat så. Ifølge branchebladet Bogmarkedet har 350.000 siden 14/6 hentet den tilknyttede kulturapp, heraf har 130.000 allerede aktiveret deres kulturbudget. Af disse har 106.000 brugt det på bøger, hvilket løfter bøger op på en førsteplads foran biografbilletter med 81.000 registreringer.
Den tyske kulturminister Claudia Roth er glad. På regeringens hjemmeside siger hun: ”Det er en rigtig vellykket start, som viser, at det kan betale sig for lokale kulturudbydere at deltage i KulturPasset.”
Fordelene ved de kulturelle brugerordninger er mange. Væsentligst er som nævnt, at man styrker en efterspørgsel, der er drevet af frivillighed, hvilket har det med at trække yderligere, betalende publikummer i salen. For den unge med kulturpasset vil det nemlig være naturligt at inspirere venner og familie til at tage med. Oplevelse af kunst er jo i høj grad en social aktivitet.
Ordninger som kulturpas og klippekort vil også her i Danmark kunne understøtte efterspørgslen og dermed fremme et udbud med relevans for de mange fremfor, at man passivt ser på, at en opulent bevillingsøkonomi finansierer en lukket fest, hvor kunsten nok dyrkes, men ikke i tilstrækkeligt omfang deles.