Berlingske den 4. august 2021
Fra Disney har vi lært, at dyr ligner mennesker langt mere, end de ligner dyr. Andeby er verdens mest menneskelige by, og »Løvernes Konge« er en fabel om magt og skæbne. Ikke om løver.
Fra den øvrige fiktionsverden ved vi, at dyr kan være destruktive. Tænk Stephen Kings »Cujo«, Herman Melvilles »Moby Dick«, Steven Spielbergs »Dødens gab«, Conan Doyles »Baskervilles hund« eller Merian C. Coopers »King Kong«. Fiktionens ondskabsfulde dyr er som regel billeder på menneskets ondskab, som når Kaptajn Akabs besættelse efter at harpunere Moby Dick nok i virkeligheden handler om hans egne drifter. Romanen er fra 1851, nogle tiår før psykoanalysens opståen.
I Claude Chabrols »Dyret skal dø« er en far ude på hævn over den flugtbilist, der dræbte hans datter, men jo mere han lærer forbryderens familie at kende, desto mere forsvinder det dyriske. Hævnen bliver pludselig svær.
På samme måde er det med dyr. Jo mere vi lærer dem at kende, desto mere forsvinder »det dyriske«, og den rå, etikløse udnyttelse bliver sværere at retfærdiggøre.
Fiktionens verden bugner med gode dyr og onde dyr, mens dyr som subjekter udstyret med egenværd hidtil har været en undtagelse. Det forsøger den engelske spændingsforfatter Greg Buchanan nu at gøre noget ved.
I debutromanen »Sixteen Horses« (2021) lader han opklaringen tage afsæt i fundet af en række afskårne hestehoveder, som om det drejede sig om dræbte mennesker.
Forfatteren erklærer, at det er »på tide, at vi gør op med tidligere litterære tabuer og begynder at forholde os til vold mod dyr.« Sandt er det i hvert fald, at menneskets syn på dyr på den ene side er præget af en helt ufattelig sentimentalitet og på den anden side af en insisterende blindhed i forhold til landbrugets højintensive produktionsformer.
Det er ikke bare den på enhver måde ulækre historie om de danske mink, der trænger sig på, det er også det faktum, at der dagligt dør cirka 25.000 pattegrise i danske stalde. Og det var dagligt.
Uanset om vi vil det eller ej, er måden, vi behandler dyr på, et billede på os selv.
Forherliger vi dem i private sammenhænge, gør vi os bedre, end vi er. Svigter vi dem i produktionssammenhænge, viser det omvendt en skyggeside af os, som ikke er flatterende.
I »Sixteen Horses« drejer den indledende nedslagtning sig om heste. Havde det drejet sig om kalve, ville de færreste have løftet et øjenbryn. Heste rangerer ligesom hunde og katte højere end de dyr, vi fortærer. Det er det paradoks, Greg Buchanan har sat sig for at undersøge.
Ifølge ham eksisterer tabuer, fordi det overhovedet at tænke over dem føles undergravende for den almindelige orden.
Derfor må de lades usagte, og vi forfalder i forhold til dyr til en voldsom grad af antropomorfisme, tilskrivning af menneskelige træk til dyr. Bortset fra, når vi taler om produktionsdyr. De findes hverken i fiktionen eller i vores bevidsthed.