Berlingske den 26. maj 2021
Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) løfter en advarende finger over for vores akademiske institutioner: »Universiteterne skal tolerere alle former for videnskab undtagen antividenskab. For tolererer man antividenskaben, vil den vinde over videnskaben. Og til sidst vil kun antividenskaben være tilbage på universiteterne.«
Det er identitetspolitikken, der foruroliger, og fremkomsten af sære kursustilbud som »postcolonial theory«, »queer theory«, »gender theory«, »intersectionality«, »critical race theory« og »fat studies«. Fag, der virker så gennemsyret af aktivisme, at det er svært at se, at de kan være ramme for nogen som helst form for fornuft.
Den hvide mand er altid skurken, og øget magt til minoriteter er altid målet. Ideen om universelle sandheder er so last year.
Dahl og Messerschmidt understreger, at politikere ikke skal styre universiteterne, men peger på, at ledelserne lige nu forsømmer deres opgave. Og de har en pointe. Der er verden over virkelig gang i megen Mickey Mouse-videnskab og en marginalisering af klassiske akademiske dyder som eksempelvis fri debat.
Tag nu bare den kendte engelske evolutionsbiolog Richard Dawkins, der i 1996 modtog prisen som »Årets Humanist« fra American Humanist Association, men som nu har fået prisen inddraget igen.
Det er sket som følge af et tweet, hvor Dawkins refererer til en pudsig sag fra 2015, hvor en kvinde var blevet valgt som lokalformand for den sorte rettighedsbevægelse NAACP. En post, hun udfyldte kompetent og engageret, indtil det kom frem, at hun ikke var det mindste sort, selvom det var sådan, hun følte sig.
Det fik Dawkins til at spørge, hvorfor det nu er, at man frit kan vælge sit køn, mens man åbenbart ikke må vælge sit racetilhørsforhold? Så var Fanden løs i aflysningskulturens tidsalder.
I Frankrig er præsident Macron rykket til forsvar for forskningsfriheden med den selvfølgelige pointe, at man som studerende må kunne tåle synspunkter, man ikke bryder sig om.
Og fra Australien har den kendte moralfilosof Peter Singer netop etableret et website - »Journal of Controversial Ideas« - hvor man anonymt, men med videnskabelig bedømmelse vil »levere et modsvar til den stadige indskrænkning af grænserne for, hvad der gælder som acceptable ytringer - selv i liberale demokratier.« Egentlig rystende, at man må gribe til den slags tiltag for at forsvare den oplysningstradition, der har leveret så mange videnskabelige og humanistiske gennembrud i verden.
Herhjemme er det godt, at politikerne begynder at være opmærksomme på det faglige skred, der er i gang, men man savner unægtelig, at universitetsledelserne med samme klarhed som Macron selv står på mål for de institutioner, de har ansvaret for og samtidig leverer en større gennemsigtighed i anvendelsen af de ressourcer, borgerne stiller til rådighed for de lærde.
Det vil ganske vist ikke hindre fremtidig akademisk humbug, men gøre det tydeligere, når der som nu går identitetspolitisk råd i spærene.