Berlingske den 4. september 2019
»Hvis lyshårede og blåøjede mennesker uddør, vil den menneskelige race blive stadig dummere Lyst hår giver rent faktisk intelligens. Hvad lyse mennesker angår, tilføres der mindre næring til deres øjne og hår. I stedet forbliver den i hjernen, hvor den skaber intelligens. De stoffer, som lyse mennesker beholder i hjernen, anvender brun- og sorthårede mennesker til deres øjne og hår.« (Rudolf Steiner, HEALTH AND ILLNESS, Vol. 1 (Anthroposophic Press, 1981), s. 85-86).
Der findes ca. 1100 Rudolf Steiner-skoler i verden. I Danmark alene 9 samt omkring 70 institutioner for de mindste. De er en kæmpe succes. Ikke mindst blandt engagerede mennesker med penge nok til privatundervisning. I Nordsjælland åbner Rudolf Steiner-institutioner på stribe.
Stemningen er mild og imødekommende. Duften af friskbagt brød hænger i luften, indretningen er afslappet med en forkærlighed for kunst i glade farver og et lidt udflydende udtryk. Fokus er på kreativitet - især musik, og leg er noget, der foregår med trælegetøj og efter normer, der er alt andet end konkurrenceprægede.
Tusinder af familier har set deres måske særligt sensitive børn blomstre i disse omgivelser. Til gengæld halter fagligheden. Ikke sjældent må en Steiner-elev tage supplerende undervisning, hvis man efter 12. klasse ønsker en videregående uddannelse, der ikke lige har musik som omdrejningspunkt.
Foretrækker man trivsel over faglighed, er der imidlertid meget godt at sige om Steiners pædagogik. Alligevel kan det undre, at den ikke er genstand for en grundigere granskning, når man nu ser, hvor nidkært - og i øvrigt helt rimeligt - man undersøger grundlaget for muslimske friskoler.
Steiner var ikke filosof. Så langtfra. Han var okkultist. Han anså sig selv som clairvoyant. Han troede på astrologi, og han mente, at himmellegemers bevægelse havde direkte indflydelse på det enkelte menneske. Desuden var han overbevist om reinkarnation, og at den hvide race i åndelig forstand stod over andre racer.
Ingen af disse standpunkter er det mindste sandsynliggjorte. De er bare mærkelige. Metafysisk hjemmesløjd af allertarveligste slags. Alligevel forudså Steiner, at hans »antroposofi« var så overlegen, at alle videnskaber på et tidspunkt ville glide ind og blive en del af den, hvilket dog - trods hans klarsyn - endnu ikke er sket.
Men Steiner er et hit. Enten fordi den danske folkeskole ikke overbeviser om, at den har fokus nok på den enkelte, ikke tager kreativitet alvorligt, eller bare ikke tilbyder en nær så festlig historie som Steiner.
Hvis man har lyst til at fordybe sig nærmere, kan man læse videre på et oplysende og meget tekstnært site, som en tidligere elev, Roger Rawlings, for nylig har etableret. »Waldorf Watch« , hedder det.
Det er i modsætning til Steiners egne tekster overskueligt og underholdende og bør nok lige rundes, inden man sender sine børn i armene på en pædagogik, der er udviklet af en notorisk racist og okkultist.