Berlingske den 18. september 2019
Man må sige, at der kommer gode forfattere ud af forsikringsbranchen.
Tag nu for eksempel Franz Kafka, der slog sine borgerlige folder i Arbejderulykkesforsikringsanstalten i Prag, eller vores egen Kaspar Colling Nielsen, der har en fortid hos Codan.
Kafka naglede selve indbegrebet af det moderne menneske. Pligtopfyldende, fremmedgjort og fortvivlet, mens Colling i sine romaner har udmalet fantasier, man ellers skulle til udlandet for at finde. Men nu er det slut. For Kafka har det selvfølgelig været slut længe, men også Kaspar Colling Nielsen sætter nu forfatterskabet på pause.
Han skal være taleskriver for miljøministeren, og det kan man jo som læser (og udgiver) godt ærgre sig over, men som almindelig, klimabekymret medborger er der noget virkeligt opløftende over beslutningen. Det er, som om Colling har rakt hånden i vejret, da der blev spurgt, om der var en ansvarlig til stede. Han havde ganske vist andet at se til, men sagde ja, selvom han kunne have sagt nej.
Dermed satte han sin frihed over styr, men trådte i karakter som den, der valgte.
Kafka leverer fortællingen om mennesker, som inderst inde ønsker at gøre det rigtige, men som aldrig ser andet end uigennemskuelige krav fra omverdenen, og jo mere personerne anstrenger sig for at leve op til de uklare forventninger, desto mere forsvinder de. Det ydre udsletter det indre. Systemet er ondt, og Kafkas personer fortæres af angst og magtesløshed.
Kasper Colling Nielsens beslutning peger på noget helt andet. Her ses systemet som en mulighed. Noget der kan bruges til forandringer, vi ikke på egen hånd formår. Ved at blive en del af systemet går han fra individuel afmagt til fælles handlekraft - her bundet op på håbet om, at den nye regering faktisk vil indfri sine løfter på klimaområdet.
Hvor Kafkas læste systemet eksistentielt, er det hos Kaspar Colling Nielsen politisk. Den konkrete verden kan forandres, og måske kan en elegant servering af Dan Jørgensens tanker bidrage til netop det.
Kaspar Colling Nielsen har dermed taget skridtet fra fiktion til virkelighed, og han har gjort det med åbne øjne, for som han siger til Berlingske (12/ 9-19): »Som forfatter kan man hurtigt blive lidt afkoblet fra resten af verden, eller man kan i hvert fald let få den følelse, når man sidder for sig selv så mange timer, så mange år, at man kommer over i en eller anden form for virkelighed, der er meget fjern fra den virkelighed, som alle andre er i. Det tror jeg ikke på længere sigt er godt som forfatter. Jeg tror, det er godt, at man ved noget. At man engagerer sig i samfundet.«
Som borger håber jeg, at embedsmanden Kaspar Colling Nielsen lykkes. Som forlægger trøster jeg mig med, at uanset udfaldet, så vil det på et tidspunkt gøre noget godt for forfatterskabet.
For selv om vi ganske vist foretrækker at leve i utopien, så er dystopier altid interessante at læse om.
Litteraturen åbner begge døre og fortæller os, at vi altid har et valg. Ligesom Kaspar Colling Nielsen.