Berlingske d. 15. maj 2019
Det var taktisk smart af Anders Fogh Rasmussen, da han som statsminister lagde den økonomiske politik til venstre og værdipolitikken til højre.
På den ene side rullede daleren, mens der på den anden side blev kaldt til kamp mod elite og islam.
På de Konservatives årsmøde i 2005 bragte daværende kulturminister, Brian Mikkelsen, budskabet til torvs sådan her: »En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvandshuk.«
Det fikse ved Foghs manøvre var, at han fik elimineret De Radikale. Partiets bløde humanisme virkede pludseligt ekstrem, mens dets påholdende politik på det økonomiske område ikke appellerede til en vælgermasse, der ikke kunne få nok af velfærdsydelser.
I stedet blev der plads til DF, der med et bugnende katalog af ideer over øget offentligt forbrug og en dyb skepsis overfor skattenedsættelser, havde en venstreorienteret tilgang til økonomien, mens de værdipolitisk holdt den højre-nationale fane højt. Og da Folketingets øvrige partier samtidig havde opgivet alle ambitioner på vegne af kulturpolitikken, fik de banen for sig selv.
Værdipolitik lyder måske i mere pragmatisk stemte ører som uskyldigt tidsfordriv. Noget som kan holde politiske styrvolter beskæftigede, mens mere seriøse typer bakser de kedsommelige forlig på plads.
Sagen er bare, at hvis man for alvor skal ændre et land, så sker det ikke gennem en uklar tilbagetrækningsreform eller en ny motorvej. Så sker det gennem erobring af den værdipolitiske dagsorden.
Det er dér, man får sat ord på, hvem vi er i en tid, hvor der er opbrud over alt og en massiv økonomisk, kulturel og klimatisk påvirkning fra verden omkring os.
Værdipolitik er at definere, hvordan vi tænker om os selv, om nationalstaten, om flygtninge, om balancen mellem land og by og om alle mulige andre helt afgørende spørgsmål for os som mennesker, borgere og nation. Har man ingen bud på det, opgiver man i realiteten at være politiker og bliver i stedet en slags administrator.
Mærkeligt nok har de nævnte spørgsmål ikke været noget, der for alvor har interesseret andre end de flittige parlamentarikere i DF. Imidlertid må de nu sande, at der er kommet nye værdikrigere i byen. Nogle, der ikke bare i den økonomiske politik ligger til højre. Det gør de mildest talt også i den værdipolitiske.
Spændende om Løkkes seneste sving til venstre, både økonomisk og værdipolitisk, er det rigtige svar på udfordringen.
Typer med interesse for det værdipolitiske kunne måske nok mene, at det første er for nemt, mens det sidste står for slapt.
Skal værdipolitikken have nogen vægt, skal der være en langt stærkere kulturel forståelse til stede. Det er ikke nok at sige, at man har set »Matador« 20 gange.