Berlingske den 25. juli 2018
Da den svenskgifte tidligere FN-generalsekretær KofiAnnan i 2001 var på vandretur i de norske fjelde, fik han en oplevelse for livet. Og det var ikke den storslåede natur, der gjorde det. Ifølge vandremagasinet Fjell og Vidde udtalte den ellers til tider noget desillusionerede topembedsmand: »Selvbetjeningssystemet på turisthyttene i de norske fjellene gir meg tilbake troen på menneskene.«
For dem, der ikke ved det, går systemet ud på, at hytterne står åbne, fulde af mad og til publikums beskyttelse, og de besøgende afregner selv for deres forbrug. Det er med andre ord et spørgsmål om tillid. Nøjagtigt som betalingssystemet i de ubemandede danske vejboder og den frie adgang til visse af vores biblioteker efter lukketid.
Der har været tilfælde af misbrug. Biblioteker er blevet hærget, og historierne fra sommerlandet, hvor plattenslagere har drønet rundt og tømt overskuddet fra jordbærsalget, har været talrige. Alligevel synes systemet at være intakt. Tillid virker, og en bekræftelse heraf gør noget godt for os som mennesker.
Det er ellers ikke den dominerende holdning, hvis man ser på politikudviklingen gennem historien. Her synes en omfattende mistro at være det bærende.
Højrefløjen ser mennesket som dovent og selvoptaget, mens man på venstrefløjen mistror dets evne til at træffe egne valg.
Uanset om det var venstre eller højre, der sad på magten, har man derfor været generøs med at indføre systemer, der afspejlede denne mistro.
»Kontrol er bedre end tillid,« fastslog kommunisten Lenin og leverede dermed det dogme, som man siden har sværget til, og som med digital teknologi nu har nået et fuldstændigt galopperende omfang.
Registreringen af vores adfærd på de sociale medier afgør valg. Antallet af overvågningskameraer i Danmark er med en stigningstakst på mere end 200.000 om året på vej mod to millioner. Kontrollen af vores offentligt ansatte har i årtier systematisk undermineret arbejdsglæden og den kaldstanke, som ellers har bibragt samfundet så stor værdi, og selvom man måske statistisk kan påvise en gevinst fra måling til måling, så er der ingen tvivl om, at effekten på motivation og generel livsglæde har været voldsomt negativ. Og menneske-fjendsk.
Tillid er nemlig et menneskeligt grundtræk, og at opbygge et samfund, hvor kontrol er normen, og åbne turisthytter en kuriositet, er et sygdomstegn.
Det var K. E. Løgstrup (teolog og religions-filosof, red.) helt klar over, ligesom han var meget tydelig om det ansvar, vi har over for hinanden: »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.« (Den etiske fordring, 1956).
Måske der i fremtidens politik skulle skrues op for Løgstrup og ned for den politik, der baserer sig på det tarveligste af alt: Mistillid til mennesket.