Berlingske den 7. marts 2018
Vi ved fra fortællingen om Babelstårnet, at Gud effektivt standsede tårnbyggeriet ved at udstyre menneskene med forskellige tungemål.
»Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden,« sagde Gud, altså ifølge Biblen.
Nu kan man mene meget om dette i grunden temmeligt utiltalende benspænd, men det er ikke ærindet her. Budskabet er, at et fælles sprog - en fælles referenceramme - er en forudsætning for, at vi som mennesker kan forenes og agere koordineret i forhold til de problemer, vi står med.
Ophobning og formidling af viden har før forskningsinstitutionernes opståen primært foregået på klostre og biblioteker, samtidig med at videnskab i begyndelsen mere var en enkeltmandspræstation end et kollektivt anliggende, sådan som det er tilfældet i dag.
Ikke mindst Oplysningstiden satte turbo på den bevægelse. Borgerrettigheder og kritisk tænkning blev en katalysator for udviklingen, og gamle autoriteter og ufunderede dogmer blev fældet som rådne træer i skoven.
I stedet blev brugbar viden skilt fra den ubrugelige i en proces, hvor mennesket hele tiden udvidede sin indsigt og handlekraft. Fremskridtene på teknikken og videnskabens områder var formidable, ligesom evnen til at administrere og brødføde en stadigt voksende befolkning blev optimeret.
Stor tak skal lyde til de hvide, overvejende heteroseksuelle mænd fra middelklassen, der stod fadder til dette.
Ellers er det jo ikke ligefrem i den retning, at taknemmeligheden rettes i disse år. Tværtimod er præcis den gruppe det foretrukne hadeobjekt i en tid, hvor kønsidentitet, kulturel identitet og etnisk identitet trænger sig på med en påberåbelse af, at det er her - og ikke fra de hvide mænds resultatliste - at erkendelsen bør have afsæt.
Konsekvensen bliver uvægerligt, at søgen efter sandhed stopper med at være noget fælles for i stedet at blive til noget, der afgøres af de kønslige, kulturelle eller sociale konstruktioner, der hævdes at bestemme identiteten.
Canadieren Steven Pinker er uenig. Han har lige skrevet en stærkt opløftende bog »Enlightenment Now« , hvor han bimlende umoderne fastslår, at»ingen af os er så lykkelige, som vi burde være, hvis vi faktisk forstod, hvor enestående vores verden er blevet.«
Pinker mener, at vi takket være Oplysningstiden kan konstatere fremskridt på nær sagt alle områder, og hvis det skal fortsætte, så nytter det ikke, at vi strander i identitetspolitikkens relativistiske blindgyde, hvilket blot er en moderne udgave af fortællingen om Babelstårnet.
Enhver har naturligvis ret til sin egen mening, sådan som Informations Rune Lykkeberg har påpeget det, men alle har ikke ret til at have deres egne fakta. Og det er måske i virkeligheden dét budskab fra Oplysningstiden, der drukner allermest i vor tids identitetshysteri.