Berlingske den 21. marts 2018
Så slap jeg endnu en gang fra et fængselsophold med gode minder.
Krimimessen i Horsens' gamle statsfængsel samlede her i weekenden for 18. år i streg en tusindtallig skare.
I de grå rammer, der gennem tiden har huset kulørte slyngler som P. A. Alberti og Mozart Lindberg, myldrede fredsommelige læsere rundt og kom tættere på den litteratur, der var anledning til al postyret: Kriminalromaner og det, der ligner.
Her finder man et vedvarende fokus på verdens ondskab. Både den inden for hjemmets fire vægge, og den, der slippes løs, når kyniske hjerner i magtens top bedriver deres spil. Skulle man være i tvivl, er der rigtigt meget grumt i gang, men det er man næppe. Problemet er snarere, hvordan vi forholder os til al denne kun alt for menneskelige fortrædelighed.
Det er blevet sagt, at i lande, hvor vold og drab er dagens orden, er der intet marked for spændingsromaner. Livet på de kanter er så rigeligt spændende i sig selv, hedder det. Det er noget sludder. Se bare på USA.
Spændingsgenren er ikke opstået, fordi den skal holde kedsomhed fra døren.
Spændingsgenren er opstået for, at vi kan komme overens med os selv og de samfund, vi har skabt og - hvem ved - måske inspirere til at handle, så det gode får en chance.
Spændingslitteratur er modsætningsfyldt.
På den ene side er den befolket af pænt anløbne typer blandt både helte og skurke. På den anden side er den påfaldende systembevarende. Oftest er afsættet, at en forbrydelse har bragt uorden i verden, og igennem alskens finurlige drejninger ender det med, at den skabte uorden bringes til ophør, forbryderne straffes, og de stadigt mere desillusionerede hovedfigurerer ånder lettet op, inden der igen er bud.
Det velgørende er ikke mindst figurernes mangelfuldhed. Tænk bare på Raymond Chandlers Philip Marlowe, der nærer en velanbragt, venstrevredet skepsis over for overklassens moral, mens han selv bestemt ikke er hverken kollektivist eller det mindste politisk korrekt. I forholdet til kvinder er han vel nærmest konsekvent nedladende: »På 30 fods afstand lignede hun én med en masse klasse. På ti fods afstand lignede hun én, der var skabt til at blive set på 30 fod.« Netop på grund af dens desillusionerede blik på omgivelserne og personernes uperfekte menneskelighed føles spændingsromanen så tilfredsstillende. Desuden synes fremskrivningen af det onde altid at afsløre glimt af håb.
Måske er det i virkeligheden dét, der driver forfatterne? At nævne det unævnelige og inden for de fiktive universer at få en ellers ufuldstændig verden til at gå op for en stund.
Den slags føles i hvert fald godt at skrive, nøjagtig ligesom det måtte have føltes godt for pengeskabstyven, Carl August Lorentzen, at skrive den tekst, han efterlod sig, da han i 1949 gennem et hul i væggen stak af fra Horsens Statsfængsel: »Hvor der er en Vilje, der er der ogsaa en Vej.« Og så var han fri, indtil han kort efter igen blev fanget og bragt tilbage til fængslet. Det vil en del af os andre også gøre. Helt frivilligt.