Berlingske den 7. februar 2018
Politiken satte i weekenden fokus på en prekær sag: Hvad er der sket med kulturpolitikken i Socialdemokratiet? Den er tilsyneladende væk. Væk, når man hører, hvad der bliver sagt af de ledende medlemmer. Væk, når man leder efter den blandt de væsentligste spørgsmål på partiets hjemmeside. Væk, når man spejder efter valg af ministerposter.
Spørgsmålet lader også til at bekymre den nyvalgte formand for DSU, Frederik Vad Nielsen: »Det virker, som om partiet de sidste 20 år helt har overladt kulturpolitikken til Det Radikale Venstre. Man har sagt, at vi bare er et parti, som skaber arbejdspladser.«
Måske har han fat i noget. I hvert fald var den tidligere ungdomsaktivist og nu formand Mette Frederiksens tro væbner, Pernille Rosenkrantz Theil, i Deadline ved helt at forlade sin krop af misnøje over, at Alternativet i København havde valgt borgmesterposten for kultur og fritid fremfor posten om borgmester for beskæftigelse og integration.
Blindheden over for kulturens betydning er en ret ny foreteelse i den socialdemokratiske optik. Tidligere var udbredelsen af det sublime en central del af partiet, og for lagerarbejder Anker Jørgensen personligt var kunst og kultur helt afgørende. Som han fint forklarer det sent i livet: »Man forstår jo i grunden aldrig helt sig selv som menneske, men kunsten kan hjælpe én på vej.«
Ja, kunsten åbner for erkendelser, der kan hjælpe til at begribe os selv som menneske, ligesom kunsten kan bidrage til den fortsatte fortælling om, hvem vi er som nation. Alternativets kultur-og fritidsborgmester Niko Grünfeld sagde det for nylig således: »Kunst og kultur er ikke et eller andet marginalt emne; det er selve grundlaget for vores måde at leve og handle på.«
Også Dronning Margrethe var (i modsætning til Statsministeren) inde på spørgsmålet, da hun i sin nytårstale opfordrede til, at gøre noget, der ligger uden for dagligdagens praktiske gøremål: »Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt! Det vil ikke være det samme for alle. Nogle vil helst gå en tur i skoven eller langs stranden. Andre foretrækker at lytte til musik eller at se en TV-serie. (...) Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda.« I Socialdemokratiet er kulturpolitikken tilsyneladende blevet slugt af en omfordelingspolitik og en flygtningepolitik, der er som kalkeret over Dansk Folkepartis, hvorfor partiet også forekommer sært profilløst, blot ventende på magten.
Men måske er alt håb ikke ude for Bomholts gamle parti. Rundt omkring kan man finde opmuntrende eksempler. Tag nu Aarhus, hvor man er gået ud af et forrygende Kulturby-år med selvtilliden på plads og en sikkert funderet viden om kulturens betydning for udviklingen af en region.
Hmm så måske ikke ligefrem en drabssag, men skummelt ser det altså ud.