Berlingske den 6. september 2017
Gyldendal meddelte i sidste uge, at forlaget trak stikket på efterkrigstidens måske største forlagssatsning, Encyclopædien. Et årligt underskud i millionklassen er svært at argumentere mod, når man nu er en ganske almindelig privatkapitalistisk virksomhed. Eller næsten almindelig, for der har undervejs været solid opbakning fra staten og generøs støtte fra Augustinus Fonden.
Som forretningsidé ramlede Encyclopædien ind i det digitale eksprestog, der havde sat sig i bevægelse, da man i sin tid gik i gang med at hverve abonnenter. Det var derfor lige til øllet, at man nåede de opsatte, ret beskedne salgsmål. Tiden var en anden, og udsigten til et bindtungt, analogt opslagsværk på reolen virkede pludselig lige så ejendommeligt som at investere i et bornholmerur.
Det var noget, der skar i hjertet på den klassiske forlægger, og da IKEA sidenhen udfasede sin ellers så populære bogreol, Billy, var budskabet skrevet i klar, digital tekst: Bogverdenen var forandret. Men samtidig ingen grund til panik. Det har jo alligevel aldrig været formålet med det skrevne ord, at det skulle trykkes, men derimod at det skulle nå fra forfatter til læser. Kan det ske på anden vis end med hjælp fra Gutenberg, så hurra for det! Det er derfor begrædeligt, at det hverken analogt eller digitalt viser sig muligt at få Encyclopædien til at overleve. Mere end nogensinde har vi brug for at kunne øse af den samme brønd af kvalitetssikret viden, som den er et udtryk for. Ikke bare på grund af fake news og tsunamien af oplysninger af tvivlsom bonitet, men nok så meget som forudsætning for den samtale, der holder os sammen som nation, og som er selve fundamentet for den tillid, som vi er så beundrede for i Skandinavien.
Kan vi ikke tale sammen, forstår vi ikke hinanden, og forstår vi ikke hinanden, risikerer vi at se på hinanden med mistro.
Fælles viden er at sætte døre og vinduer i vores alle sammens liv. Med en fælles viden kan vi kigge ind til hinanden. Ikke for at kopiere hinanden, men for at forstå hinanden og måske lade os inspirere af det, vi ser.
Med Den Blå Betænkning fra 1960 begav den danske folkeskole sig ud på en betænkelig rejse. Man gik fra at have stoffet i centrum, til at centrum var eleven. En udvikling, der igennem årene er blevet cementeret med den dødsyge idé om, at undervisningen primært skal tage afsæt i »elevens individuelle udvikling« og i et dogme som »ansvar for egen læring«. Dermed undsagde man idealet om, at alle - uanset baggrund - skal have pant i den samme vidensbank. Ikke for at ensrette, men for at understrege at noget viden er vigtigere end anden, og at et vist mål af fælles viden gør samtalen om vores forskelligheder ikke bare mulig, men sandsynlig. Det var Encyklopædien et symbol på.
Nu er symbolet krakeleret. Om det lykkes for andre at klinke skårene, må man håbe, for ideen om det fælles har aldrig været vigtigere end nu, hvor så mange har travlt med at udpege forskelligheden til at være tidens største problem. Det er den ikke. Det er den manglende fælles referenceramme, der er problemet.