Berlingske den 20. september 2017
"Det er umuligt ikke at skrive om, hvad der foregår i verden lige nu. Hvor vi end ser hen, så er det liberale demokrati i fare, og det sker i næsten lige mål, uanset om vi ser mod øst eller vest.« Det sagde 86-årige John Le Carré i sidste uge til Politiken i anledning af sin nye bog, »Spioners arv«. Her lader han fortidens gerninger vurdere af en ny tid, og her lader han den gamle helt, George Smiley, reflektere over sit virke som koldkriger: »Hvis jeg har haft en mission - hvis jeg nogensinde var bevidst om at have en ud over vores opgør med fjenden, så var det for Europa. Hvis der var noget, jeg drømte om, så var det at lede Europa ud af dets mørke mod en ny fornuftens tidsalder. Og det gør jeg stadig.« Le Carré har konstant forholdt sig til det politiske og samtidig skildret dilemmaerne, når det konkret menneskelige kom i klemme i den ideologiske armlægning. Hvad nu hvis mennesket ind imellem faktisk løb af med sejren, synes at være et gennemgående spørgsmål i forfatterskabet.
En anden forfatter, der stiller vigtige spørgsmål er Michel Houellebecq. I sin lidet opløftende roman, »Underkastelse«, skildrer han et Frankrig, hvor de øvrige partier af frygt for Front National har bragt det Muslimske Broderskab til magten.
Bogens hovedperson er en slatten litteraturprofessor, der som selve symbolet på Vestens kraftløshed giver køb på alle værdier, mens et islamisk mørke lægger sig over det land, der ellers på mange måder har tændt den moderne oplysning.
Kunst drejer sig om erkendelse. Om at se på det kendte med nye øjne og hele tiden stille »hvad-nu-hvis?« - spørgsmål. Hvad nu hvis kampen mod kommunismen sker på bekostning af det menneskelige? Hvad nu hvis Vesten dropper sine værdier i mødet med islam? På samme måde har Strindberg, Ibsen og Bergman set kritisk på ægteskab og kønsroller, ligesom andre har skabt forandring ved at sige vigtige ting om kærligheden mellem to af samme køn.
Hvis man kan forestille sig, at noget kan være anderledes, kan det også blive anderledes. Hvis man ikke kan, så må man jo som æslet ved vejsiden bare tage livet, som det kommer.
I foråret satte Michel Houellebecq og den daværende præsidentkandidat, Emmanuel Macron, sig ned og førte en samtale i magasinet Les Inrocks. Her bemærkede Houellebecq følgende: »Kommunismens nederlag har en klar og unik årsag: Folk begyndte at sjuske og blive ligeglade, fordi de ikke var det mindste interesseret i at skabe det nye menneske og alt det der. Når det er sagt, tilbyder kapitalismen kun én motivation: penge. Og det er for pauvert. Ideen om »at arbejde mere for at tjene mere« er for indskrænket.«
Til det svarede Macron: »Når kapitalismen fortaber sig i pengebegær, bliver resultatet meningstab og tab af sammenhængskraft.«
Spændende, når kunstnere og politikere samtaler. Når dem, der arbejder med erkendelse, mødes med dem, der arbejder med løsninger. Hvis den samtale ikke hele tiden pågår, så har vi faktisk et kæmpe kulturelt problem.