Berlingske den 4. oktober 2017
»Falsk bevidsthed« var ikke noget, det var rart at lide af, dengang marxismen fejrede sine triumfer. Den falske bevidsthed medførte, at man tolkede virkeligheden forkert. Typisk, hvis man tilhørte overklassen og derfor umuligt kunne udsige noget som helst sandt. I modsætning til arbejderen der qua sin rolle som værdiskaber og undertrykt skuede klart ind i samfundets betænkelige maskineri.
Det var derfor også indlysende ja, ligefrem videnskabeligt dokumenterbart at det var arbejderklassen, der ville sejre og gennem et »proletariatets diktatur« oplyse alle falske bevidstheder om sagernes rette sammenhæng.
Det har man alt efter temperament kunnet grine meget over siden. Dog ikke de ca. 100 millioner mennesker, der gennem tiden er blevet myrdet af kommunistiske regimer rundt om i verden.
Ideen om at viden er en socialt eller kulturelt skabt størrelse, forsvandt imidlertid ikke med marxismen. Tværtimod lever den i bedste velgående.
I forrige uge kunne man i Politiken læse et interview med Julia Suárez-Krabbe, der er ph.d. og lektor på Kultur- og sprogmødestudier på RUC, hvor hun blandt andet og nok så ildevarslende forsker og underviser i videnskabsteori og forskningspolitik.
»Alle teorier er et produkt af den kontekst og den person, der har udtænkt dem,« siger hun og peger på, at pensumlisterne domineres af mandlige teoretikere fra Vesten.
»Den hvide vestlige mand har () ophøjet sin position til at være lig med »den neutrale position« på bekostning af alle andre,« fastslår hun, så man kan høre citationstegnene suse gennem luften.
Nu skulle man ellers tro, at den maskuline fejllæsning af virkeligheden kunne korrigeres gennem andre synspunkter og teoridannelser, og at vi takket være kritikken blev klogere i fællesskab. Men nej, sådan forholder det sig ikke. Forestillingen om en fælles stræben efter stadig sikrere viden er slet og ret forkert.
Det er derfor, at vi i disse år ser en eksplosion af »gender studies« , hvor teorier med afsæt i køn, race eller kulturel identitet kræves rangeret på linje med teorier udtænkt af alle de trælse, hvide mænd, der har siddet på flæsket så længe.
Det, man her må forstå, er, at verden overhovedet ikke foreligger som genstand for en fælles granskning. Verden foreligger kun som tolkning, og da vi alle sammen i vores tolkning er farvet af vores køn, klasse, kultur og seksualitet, bliver vi nødt til at operere med lige så mange sideordnede tolkninger.
Med socialkonstruktivismen og tilsvarende kulturrelative tilgange udfordrer man i disse år oplysningsideen dette væmmelige idéhistoriske projekt udformet af hvide, vestlige middelklassemænd med en overvejende heteroseksuel tilbøjelighed for i stedet gøre viden til noget relativt.
I virkeligheden burde man sige det, som det er: Det drejer sig ikke om videnskab. Det drejer sig om magt. Nøjagtigt ligesom det gjorde for marxisterne i sin tid.