Berlingske den 18. oktober 2017
En række samfundsbærende institutioner synes at vakle. Enten på grund af skærpet konkurrence, strukturelle forandringer eller noget helt tredje. SKAT, postvæsenet, DSB, biblioteksvæsenet, DR, Folkekirken, folkeskolen og flere kunne nævnes. Alle sammen traditionelle støttepiller og alle sammen med ondt i identitet, ydelse eller opbakning.
Hvad er sket? Først og fremmest synes den folkelige forankring at være forsvundet. SKAT er ikke længere den pålidelige ven, der ansvarligt forvalter vores penge. DSB er blevet et sært ansigtsløst foretagende, der synes ude af stand til at levere den helt basale ydelse at køre mellem A og B til en lovet tid, og postmandens røde jakke ses ikke længere på villavejene som symbolet på statens daglige nærvær med borgerne.
På bibliotekerne forsøger man at kompensere nedgangen i bogudlån med ydelser, som ingen har efterspurgt, og DR døjer med at levere overbevisende bud på nutidig public service. Er det at samle flest mulige om kalorietom underholdning, eller er det at levere klogeågeprogrammer til en allerede overserviceret kulturelite? I Folkekirken fortsætter flugten, og for hovedparten af de tilbageblivende synes kirken primært at være en stemningsfuld ramme for fester og begravelser og ikke et kontemplativt rum, hvor den troende for en stund kommer i kontakt med noget større.
Folkekirken må nok gøre op med sig selv, om den skal stå ved sin kerneydelse - Guds ord - eller om den på linje med bibliotekerne vil udvide paletten og skabe en anden slags liv i de tomme bygninger.
Og folkeskolen, som ellers har været et af de få steder, hvor man kunne mødes på tværs af sociale klasser, er trængt. Friskoler og private tilbud vinder frem, og de velbjærgede synes at gå efter kernefagligheden og homogeniteten i de private tilbud fremfor mangfoldigheden og »ansvar for egen læring« i den offentlige skole.
Er det et problem? Givetvis, men ikke nødvendigvis.
De nævnte institutioner havde ganske vist det tilfælles, at de bandt os sammen. De var vores, og vi var i almindelighed stolte af deres virke. Men måske kan vi finde andet at samles om og være stolte over? Grundtvig så fællesskabet som en forudsætning for dannelsen af samfundet og individet. Spejlingen i andre var afgørende for at kunne blive sig selv som menneske og som nation. Når vi ikke længere ser op til institutionerne, hvad spejler vi os så i? Digitale fora? Frygten for fremtiden? IKEA? Et positivt bud ville være vores sprog, vores fortællinger, vores sange, vaner og traditioner. Kort sagt den kultur, der har gjort os til dem, vi er. Og da ikke mindst, hvis der til denne kultur tilføjes en dristighed, sådan som den kan komme til udtryk i kunsten og kritikken.
Men uden hverken institutioner eller en spillevende kultur er jeg bange for, at vi kommer til at sidde tilbage med en alvorlig tomhed. Som at spejde efter det postbud, der aldrig mere dukker op.